“Den her nyhed er simpelthen forfærdelig”: Ordfører raser over regeringen efter ny afsløring i minkskandalen

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

“Jeg er simpelthen så vred”, lyder det fra De Konservatives landbrugs- og fødevareordfører Per Larsen.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Da den socialdemokratiske regering sidste år brød Grundloven og beordrede alle danske mink aflivet i et forsøg på at inddæmme smitten med coronavirus, blev minkavlerne efterladt med deres livsværk i ruiner og uden levebrød.

I januar blev der derfor indgået en politisk aftale om erstatning til landets minkavlere, mens der i løbet af foråret blev nedsat en kommission, der skal kulegrave regeringens grundlovsbrud og placere ansvaret for den ulovlige ordre.

Kommissionen er gået i gang med arbejdet, men den lovede erstatning til minkavlerne lader vente på sig, kan Landbrugsavisen afsløre.

Ikke én eneste minkavler har set en krone i erstatning, og det kan meget vel tage flere år, inden erstatningen lander hos minkavlerne som lovet, skriver avisen.

Ordfører: “Jeg er simpelthen så vred”

Den afsløring har fået De Konservatives landbrugs- og fødevareordfører, Per Larsen, op i det røde felt.

– Den her nyhed er simpelthen forfærdelig, skriver han i et Facebookopslag og fortsætter:

– For det er kommet frem, at siden beslutningen om at slagte minkerhvervet, har ingen avlere endnu set skyggen af en krone i erstatning. Og det kan meget vel tage mange år, inden det sker, ifølge Landbrugsavisen.

– Helt ærligt? Sådan kan man ikke bare lade borgere i stikken! Jeg er simpelthen så vred på minkavlernes vegne! Det her er ikke i orden.

Per Larsen skriver endvidere, at avlerne er blevet ladt i stikken, og at selvom kommissionen påbegynder afhøringer den 7. oktober, har avlerne brug for hjælp her og nu.

Af aftalen fra januar fremgår det, at minkavlerne er blevet tilkendt 18,8 milliarder kroner i erstatning. Ifølge Landbrugsavisen er der dog ikke blevet udbetalt en eneste krone af denne erstatning.

Indblik forfølger sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?