Da abortspørgsmålet eksploderede, troede Demokraterne, at de ville gøre historiske data til skamme og lammetæve Republikanerne. Men de toppede for tidligt, sådan at Republikanernes yndlingsemner – “økonomi og kriminalitet” – kom ind som friske temaer, og særlig Trumps selvtillid eksploderede. Resultatet blev skuffende for Republikanerne.

Joe Biden er bestemt ikke blevet styrket – alt tyder på, at Demokraterne har mistet flertallet i Repræsentanternes Hus. Som følge af fintællingen ved vi ikke ved redaktionens slutning, hvorvidt omvalget i Georgia den 6. december bliver afgørende for det endelige resultat af Senatsvalget.

Vi kan dog allerede nu slå fast, at Bidens magt er amputeret. Vi kan også slå fast, at Biden er en historisk upopulær præsident. Konklusionen er, at der foreløbig er ro på kandidatspørgsmålet hos Demokraterne, og det er dårligt nyt for de blå, hvis vi lægger til grund, at Biden ikke vil kunne stå distancen imod Republikanerne i 2024.

McConnells håb.

Republikanerne er måske i første omgang skuffede over, at mindretalslederen Mitch McConnells forventninger ikke blev indfriet.

Men under overfladen leder resultatet formentlig Republikanerne i en mere succesfuld retning.

De håndplukkede kandidater – kaldet det nye højre – som Trump fik opstillet, klarede sig gennemgående dårligt; TV-lægen Mehmet Oz i Pennsylvania tabte til Demokraterne, selvom Fettermann stadig er forpint af følgerne fra en hjerneblødning.

Blake Masters i Arizona tabte til den Demokratiske astronautprofil Mark Kelly, selvom Masters har haft tech-milliarder i ryggen – ud over Trump-støtten.

Succesrig, veluddannet og ung.

Til gengæld vandt Trumps rival, den stærke Republikanske Florida guvernør Ron DeSantis sikkert over Demokraten Charlie Christ – ikke mindst i det traditionelt Demokratiske Dade County i Miami.

Der skal en del til, at ens ægtefælle mener, at man er sendt herned af Gud. Det kan være, at det er den myte Trump truer med at punktere. I altfald vil han afsløre ubehagelige hemmeligheder, hvis Ron stiller op imod ham. Trump skuffer ikke, når giftblanderiet starter.

Ron DeSantis har nu fået et rygstød til at stille op som præsidentkandidat, fordi Trumps egne kandidater ikke har klaret sig særlig godt, og fordi Trump kun kan stille op til 4 år mere, da en præsident kun må sidde i 2 perioder. Her er der mere fremtid i 8 år med den veluddannede 44-årige DeSantis, som ikke slæber byger af retssager for landsskadelig virksomhed og skattesvig med sig ind på kampagnesporet.

Uanset om Trump melder sit kandidatur, så er der nu flyvehøjde under DeSantis kampagne frem mod Pennsylvania Avenue. Forholdet mellem DeSantis og Donald Trump er iskoldt. Om 2 år vil Trump være 78 år og De Santis 46 år. 32 års forskel og noget bedre orden i penalhuset, er simpelthen gode argumenter for at pensionere Donald. Her skal vi huske, at DeSantis holdt Florida åbent – som ellers kun Bolsonaros’ Brasilien, Hviderusland og flokimmunitetens Sverige gjorde, mens det meste af den vestlige verden og Kina lukkede ned. Han er Trump med bedre uddannelse og noget mere pli.

Trump havde håbet, at hans håndplukkede højre-kandidater havde kunnet fjerne flertallet fra Demokraterne i Kongressen. Nu ser det ud til at flertallet kun blev flyttet i Repræsentanternes Hus, mens Demokraterne fastholder det snævre flertal i Senatet.

Fredelig magtoverdragelse.

Selvom nerverne sidder uden på tøjet, når resultatet er tæt, så er der genopstået et bredt ønske om at genfinde tilliden til, at amerikanere kan stole på amerikanere, når det kommer til at sikre en ærlig og ordentlig stemmeoptælling. Det er forudsætningen for en fredelig magtoverdragelse.

Jeg bygger min vurdering på det faktum, at der ikke har været optøjer ved valgstederne, og at begge partier er enedes om at foretage kontrollerede fintællinger. Det forekommer ordentligt og seriøst.

Er den sag så tilbage på sporet frem imod præsidentvalget? Nej – for der er valgt mere end 160 politikere ved Midtvejsvalget, som har erklæret sig som valgfornægtere. Trump har stillet det som et krav, for at opnå hans støtte som kandidat.

Da Trump efter sit nederlag i 2020 ringede til sin partifælde Brad Raffensperger i Georgia, for at presse ham til at finde de stemmer, som ville gøre Trump til præsident, stod Raffensperger fast på sin ubestikkelighed. Det tegner godt for Republikanerne, at Brian Kemp, Chris Carr og Brad Raffensperger vandt med flot margin.

Uanset hvilket parti man sympatiserer med, så kan USA ikke fungere som demokratisk leder af den vestlige verden, hvis ikke der er almindelig tillid og opbakning til retssystemet og demokratiet fra begge partier.

Geografi og Temaer

Teorier og fordomme kan de fleste genkende – særlig hos dem man er uenig med. Ofte er der en kerne af sandhed i de levedygtige opfattelser. Der er flere Demokrater, højere indkomst-niveauer og længere uddannelser på Øst- og Vestkysten, end der er i Midtvesten.

Demokraterne har haft held med at tiltrække kandidater, som ikke ligner deres traditionelle politikerprofil. Tænk på 2 meter høje John Fettermann med korte bukser og hættetrøje i Pennsylvania, og forretningsmanden med Republikansk fortid i LA; Rick Caruso. Den nyslåede Demokrats slogan “Clean up LA”, kører på en kombination af “Ud med de fremmede og hjemløse og ind med politiet, så vi kan genskabe trygheden…”

Det giver Demokraterne noget at tænke over. Hvis ikke de kan sikre lov og orden i storbyerne, så bliver de malet røde ved præsidentvalget…

Konkurrencen er hård, men økonomi vinder.

Demokratibegrebet, abortspørgsmålet, våbenlovgivningen, kriminaliteten, skolerne, social security og så må vi ikke glemme James Carvilles evige sandhed fra Clinton kampagnen i ’92; “Its the economy stupid!”.

I Storbyerne tyder meget på, at vinderkonceptet lyder noget i retning af “Sørg for at holde beskatningen nede, så der er løn til at betale regningerne, og sørg for at pengene ikke bliver stjålet af de kriminelle”.

Det farlige set fra et dansk synspunkt er, at når der er huller i både tøj, tænder og veje hjemme i staterne, så er der ikke meget vilje til at betale for at rette op på urolige forhold langt væk, og slet ikke til at finansiere den grønne omstilling!”

Da USA garanterer vores sikkerhed både direkte og gennem NATO – og da USA og Kina er Verdens største CO2 udledere – så er den korte version, at vi kommer til at påtage os et større ansvar og en større del af regningen.

Denne kedelige – men måske rimelige – virkelighed er lige blevet forstærket ved, at Biden er blevet stækket.

Vi har en krig i baghaven som amerikanerne ønsker stoppet til fordel for at sætte Kina alvorligt på plads. Vores claim to fame i Washington hedder Rigsfællesskabet: Uden Grønland spillede vi i 3. division – det lader danske politikere til ofte at overse!

Midtvejsvalget har på kort sigt gjort vores hverdag lidt dyrere og farligere, men hvis valgene var druknet i vold ligesom efter magtoverdragelsen i 2020, så var den vestlige verden tæt på sammenbrud.

Så min konklusion er, at uanset hvem man holder med i amerikansk politik, så er det i vores interesse, at det splittede USA finder sammen om de grundlæggende værdier.

Midtvejsvalget startede en proces med højere valgdeltagelse, mindre vold imod institutionerne og afvisning af de allermest religiøst inspirerede udfald båret af køn, race og seksuel orientering.

Midtvejsvalget har bragt håb om en fælles vej i USA frem for et splittede land.