Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Der var engang et lykkeligt land, hvor menneskene gerne ville være mere inkluderende og kærlige overfor deres medskabninger, dyrene.
Derfor begyndte folket at praktisere en livsstil, som ikke diskriminerede mod dyr, der gik på alle fire.
Menneskets tradition med at knejse på to fødder blev set på som en uheldig udvikling, som menneskeheden burde lægge bag sig. Den oprejste gang var en aggressiv attitude fra den gang, mennesker jagede og spiste andre dyr. Og da det for længst var blevet forbudt at spise kød, blev det set som naturligt også at begynde at gå på alle fire igen.
Dyreetiske eksperter så det som den nødvendige konsekvens af vegetarisk livsstil og det blev hurtigt hipsterstil og progressivt at benytte alle fire lemmer til at bevæge sig med.
Tofodet gang virkede ekskluderende overfor andre pattedyr, som benyttede deres fire poter til at komme frem med. Derfor opstod der mere og mere pres for, at mennesker ikke mere skulle knejse og hæve sig op over andre dyrearter ved at rejse sig på bagpoterne og virke dominerende, men indpasse sig i den store skabningens orden. Homo Erectus blev bandlyst.
Kvadrupedalismen blev hurtigt det officielle værdisæt og den store tidsånd og både offentlige og private institutioner skulle indrettes til firbenede væsner, lav loftshøjde og kurve frem for stole. I kantinen spise- og drikketrug i lav højde. Der blev også peget på de enorme økonomiske og moralske gevinster ved at benytte alle fire ben og så var der ingen ledige hænder til at pege fingre ad andre.
Videnskaben talte sit tydelige sprog, at menneskene oprindeligt var firefodede væsner og derfor burde leve som sådan. Naturødelæggelse og klimaforstyrrelse stammede fra den oprejste gang med tilsvarende slavegørelse af medskabninger til trækdyr og husdyr og med afbrænding af skove til korndyrkning som konsekvens.
Universitetets eksperter publicerede utallige analyser og forskningsresultater der viste, at oprejst gang var årsag til de fleste krige og ødelæggelser, og at det slet ikke var naturligt for et pattedyr at være tobenet. Det var fakenews at vise billeder af mennesker på bagbenene og ingen ville være firfods-benægter.
Rytterstatuer fik overalt i verden kongen og kejseren hugget af og smidt i havnene og i England sad Tommy Twofoot som livstidsfange for sine permanente oprejste demonstrationer.
X
Men så en dag blev Donald Duck ny præsident i landet og han syntes, det var skørt at gå på alle fire. Han erklærede som sin første handling, at mennesker igen skulle gå på to fødder.
Forslaget blev mødt med stor modstand.
Forskere og eksperter beklagede dybt den regressive udvikling, som forslaget afspejlede. Nu havde menneskeheden taget det store skridt fremad til igen at inkludere sig med primaterne.
Sko-industrien ville få svære kår, som i årtier var blevet subsidieret for at lette omstillingen fra par til kvartetter af sko.
Medierne og kommentatorerne så beslutningen som et rygklap til ekstremistiske grupperinger og knæfald for hadefulde bipedalister, der demonstrerede i det små ved at rejse sig på bagfødderne. Alle frygtede at tobenede højreekstremister, som i forvejen hånede kejtede personer, ville få mere vind i sejlene.
Dyreaktivister så ind i en fremtid, da der igen ville blive set ned på de fire-fodede og at de ville blive udsat for mobning. Aktivisterne frygtede også for ligestillingen og ikke-diskriminationen mellem primater og reptiler, så de nyligt udsatte alligatorer i Københavns kanaler og giftslanger i Kongens Have kunne blive forfulgte af hadefulde tobenede væsner, der ikke tolererede deres medskabninger.
De statsdrevne medier havde i snart flere år hjulpet omstillingen på vej ved at bortcensureret billeder af oprejst gang, så børn ikke blev konfronteret med dette imperiale levn fra fortiden. Historiske skikkelser kunne med AI let omformes og portrætteres på alle fire og Churchill skulle kun bøjes lidt mere forover for at ligne en abe eller orangutang.
I skolernes undervisning blev oprejst gang kun vist i de øverste klasser i biologi som et eksempel på et overstået og nu fortidigt stadium i evolutionen.
De sociale mediers algoritmer sørgede automatisk for, at enhver reference eller foto af mennesker på bagbenene blev blokeret og brugeren udelukket fra internetfællesskabet med sin hadprægede adfærd. I gentagne tilfælde kunne det udløse fængselsstraf.
Alle var enige om det bekymrende ved en så ekstrem beslutning om at vende tilbage til bipedalismen og politikerne i EU anstrengte sig endnu mere for at kravle rundt på alle fire og tage selfier af hinanden som mammalia.
Den tsunamiske kritik imod præsident Donald Ducks eksekutive befaling, som blev præsenteret som den sunde fornuft, kulminerede med fascisme- og nazisme-beskyldninger, for Mussolini, Hitler og Stalin gik også på to fødder. Quod erat demonstrandum.
Og det selskab ville ingen humanistisk europæer befinde sig i, så nu begyndte tyskere at sno sig som slanger for ikke at virke uempatiske overfor reptilerne og de mest progressive kastede sig fra højhuse for at flyve som fuglene.
Og selvom universitetets professorer erklærede udviklingen for irreversibel og erklærede det for umuligt at skrue tiden bagud til en fortid på bagpoterne, begyndte især børnene alligevel at rejse sig og gå på bagbenene igen.
Menneskene er skabt som de burde være, men de har så mange sære ting for…