Et samfund kan ikke fungere, hvis alle sidder på deres hænder, bævende af sygdomsangst, skriver Enrico Krog Iversen i dette debatindlæg.

Af Enrico Krog Iversen, erhvervsleder og investor

Tænk sig at bruge hele sit liv på kun at være bange for at dø. Når man så at leve livet, inden man dør? Jeg har aldrig oplevet den danske befolkning så bange for alting som her under coronakrisen.

Jeg mener det er på høje tid, at vi som borgere skal gøre os fri af frygten: Et samfund kan ikke fungere, hvis alle sidder på deres hænder, bævende af sygdomsangst.

Vi skal væk fra den stemning af negativitet og opgivenhed. Den skaber ingen værdi eller glæde at vågne op og frygte det værste af dagen. Tværtimod. Det langvarige politiske jerngreb, vi fortsat befinder os i som befolkning, skaber både mistro, stikkeri, frustrationer og ineffektivitet.

Frygt og ydre fjender har altid været stærke kort for politikere. Under corona er det lykkedes regeringen at køre en propaganda med mange af medierne som velvillige medløbere. Der er jo også læsere, seere og webtrafik i katastrofe-vinklede nyheder.

Politisk er frygten blevet brugt til at gøre voldsomme indgreb i vores frihedsgrader gennem restriktioner, epidemilovgivning mv.

”Så længe du ikke gør noget forkert, kan du heller ikke have noget imod at bliver overvåget 24/7,” lyder svaret til de få danskere, der tillader sig at være skeptiske over for den førte coronapolitik i Danmark.

Nu skal regeringen og hele resten af Danmark altså til for alvor at acceptere, at corona næppe nogensinde forsvinder, ligesom vi har lært at leve med risikoen for mange andre sygdomme som diabetes og kræft.

Vi skal alle aktivere risikovillighedsmusklen. Turde være nøgterne.

Lad os få mere faktuel information ud i samfundet. Det er det, der skal til for at forebygge yderligere polarisering og splittelse.

Det er det, der skal til for, at den almindelige dansker også tør engagere sig i en sund og konstruktiv demokratisk debat, uden at risikere at blive buhet ud som ”coronafornægter” eller ”sølvpapirshat”.

Regeringen skal fralægge sig den underliggende attitude: ”Hvis du ikke enig med mig, så har du simpelthen ikke forstået, hvad der er blevet sagt.”

Hvis selvtænkende individer ikke oplever, at der er rum for meningsforskelle, så graves der dybere og dybere grøfter og kløfter mellem ”dem og os” – ja, i værste fald skabes der egentlige parallelsamfund.