Dansk Folkeparti ønsker at forøge pensionisternes ældrecheck med 2.000 kroner op til jul.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skriver DF’s partimedie DitOverblik.
Partiet mener selv, at der blandt pensionister er et stort behov for at have flere penge mellem hænderne op til julen. Julen kan være en dyr udgift, og derfor foreslår Dansk Folkeparti, at man op til juletiden hæver ældrechecken med 2.000 kroner.
I dag afhænger størrelsen af din ældrecheck på, hvor meget man tjener ved siden af sin folkepension. Dog kan checken maksimalt være på 18.400 kroner om året før skat. Ens likvide formue må maksimalt være på 91.900 kroner for at man er berettiget til at modtage en ældrecheck.
Karina Adsbøl, der er Dansk Folkepartis ældreordfører, forklarer forslaget over for DitOverblik.
– Der er et stort ønske hos de pensionister, som har mindst, om at få lidt mere i julemåneden, så de f.eks. har råd til at købe julegaver til børnebørnene. Derfor foreslår vi, at ældrechecken forhøjes med 2000 kroner, som udbetales i slutningen af november, siger hun.
Endvidere fortæller hun også, at Dansk Folkeparti ønsker at tage dette med til næste års finanslovsforhandlinger.
– Hvis vi kommer i realitetsforhandlinger om finansloven, håber jeg da, at regeringen vil se positivt på vores forslag. Jeg får mange henvendelser fra ældre, og jeg ved det er et stort ønske at kunne have lidt ekstra i julen, understreger Karina Adsbøl.