Dansk Folkeparti vil spare markant på det statsejede medie Danmarks Radio, og til gengæld have mere dansktop, folkemusik og fokus på dansk kulturarv.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Dansk Folkeparti, der for tiden befinder sig i en tilstand af intern uro frem mod det kommende valg af en ny partiformand, melder sig nu ind i forhandlingerne til det nye medieforlig med tre centrale krav, skriver Avisen Danmark.
Først og fremmest ønsker DF, at lokale og regionale medier skal modtage flere penge, samtidig med at det generelle loft over mediestøtte til landsdækkende medier, der før var på 17,5 millioner kroner, nu sænkes til 11 millioner kroner.
Derved går DF imod den generelle centralisering, de mener, der har fundet sted på medieområdet.
I forlængelse af første krav, omhandler DF’s næste krav netop et af de landsdækkende medier – nemlig Danmarks Radio.
DF vil have indført besparelser hos DR på over 600 millioner af kroner allerede fra næste år af, som yderligere stiger til over en milliard i besparelser, når vi når 2025.
Samtidig med besparelserne skal DR dog på samme tid også styrke deres fokus på en række ting, man ifølge DF ikke fokuserer nok på i øjeblikket.
Herunder bl.a. historieformidling, kristen kulturarv og lokaldækning, og derudover skal DR også rette særligt fokus mod folkemusik, salmer og dansktop.
Til Avisen Danmark udtaler Dansk Folkepartis medieordfører Dennis Flydtkjær tilføjende hertil:
– Alle kan finde ud af at købe en amerikansk film. De skal have fokus på fortællinger om Danmark og vores kultur.
Slutteligt ønsker DF med sit tredje krav i medieudspillet, at techgiganterne skal bidrage mere.
Med dette mener DF blandt andet, at techgiganter som for eksempel Facebook og Twitter skal bidrage mere til indsatsen mod at begrænse falske nyheder på nettet.
DF har tidligere været central figur under forrige medieudspil.
Tilbage i 2019 var der under forhandlingerne til den daværende medieaftale især fokus på den omdiskuterede radiokanal 24Syv.
Her var det DF’s partileder Kristian Thulesen-Dahl, der personligt greb ind for at sikre sig, at kanalen ikke længere kunne ligge i København på trods af modstand i sit eget parti.