Doomscrolling: Fra corona til krig

Den russiske præsident, Vladimir Putin, besøger et hospital med coronapatienter i marts 2020. (Foto: Kremlin.ru/Wikimedia Commons)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

I to år har vi under corona “doomscrollet”, på rastløs jagt efter endnu værre nyheder end de, vi allerede havde fået. Lige da det var ved at være ovre, gik Putin ind i Ukraine. Nu er der gang i doomscrollingen igen. Men krigen, den nye, er først lige begyndt, og når den først tager fat, så kan alting ske, skriver journalist Anders Kjærulff.

Af Anders Kjærulff, techkritiker og journalist

Det er ikke unyttigt at stille et lille antal utvetydige erklæringer op overfor nogen menneskers fornægtelser eller andres forsøg på at slippe udenom: 1) Kampen er det samme som livet. Et menneskes værdi afhænger af dets aggressive styrke. 2) Ethvert “levende” menneske forestiller sig døden som det, der fuldbyrder livet; han betragter det ikke som en ulykke. Tværtimod er et menneske, der ikke har kraft til at give sin død en styrkende værdi, selv noget ’dødt’ (Georges Bataille, (1897 -1962), uddrag af “Krigstruslen”).

Det kan være meget svært at huske følelsen, nu, bagefter. Men den havde en lyd, en tinnitus-hyletone, der steg op fra de tomme gader og afstanden og boblerne og fortvivlelsen. Selv skal jeg grave ret dybt i mig selv før jeg genfinder den, men den var der, dengang for to år siden, da corona meldte sin ankomst.

Corona ved vi alle sammen hvad er nu, et stykke forfløjent, dødt RNA, et stykke kode, der leder efter et hjem i menneskets celler, hvorfra det kan dele sig og ødelægge noget i os, men vi har glemt, at ordet også betyder stråleglans og at den kortvarigt oplyste verden som en paddehattesky, ikke mindst gennem de skærme, vi arbejdede fra, og ikke mindst “doomscrollede” på, på rastløs jagt efter endnu værre nyheder end de, vi allerede havde fået: At verden var midt i en dødbringende epidemi og at den, og her især den mulige, brutale død, også vedrørte dig og mig.

Et vanartet barn

Jeg havde næsten glemt den hyletone og blodrøde dødsangst, der parrede sig med et længe næret ønske om at alting (endelig) kunne blive anderledes, at verden kunne blive ny igen, at vi kunne genopstå, bedre, fordi verden som den var, da alt begyndte at gå i stå, ærligt talt heller ikke rigtig var til at holde ud eller bare holde af, længere, vel?

Så vi fik fællessang og “ebola-handshakes” og testkøer og en høfligt afstandtagende solidaritet med de andre bag maskerne, om end den sidste også lynhurtigt blev til emsigt borger-corona-politi på de sociale medier, backet op af rigtigt politi i gaderne og udskamning af især de unge, hvis frihedstrang var og bør være helt ustyrlig, men også de endte med at være kuede, statue-agtigt stille foran skærmene, hvorfra de passede deres undervisning og spillede Call Of Duty, mens vi bildte dem ind, at det var fremtiden, at META var virkeligt, og der var et liv, derinde? 

Virtuel voldtægt

Ud af denne ufrivillige befrugtning eller, om man vil, virkelighedsmæssige og samtidig virtuelle  voldtægt, mellem angsten for død og ønsket om, at alt var anderledes, skabtes der et vanartet barn, der først er flyttet hjemmefra nu, to år senere, og som sidst er set vaklende og stortudende omkring Jeppe Handwerks nu nedpakkede telte og i gangene hos Sundheds- og Statsministeriets spejlsale, og nogen taler om, at det sover i et skab hos NetCompany, hvor det stadig leder efter pro-bono smittestop-appen og det revolutionerende coronapas, oh flimrende QR-KODE mobil-app, der gav os adgang til alle steder og som vi nu hænger på for altid. 

Men hvis det vanartede barn stadig løber alene rundt mellem alle teltene og brændende bunker af prøvepinde og brugte mundbind, helt forladt og uden den smartphone, der ellers gnistrede af friske notifikationer, ja, så må det varme sig ved det, ved alle pengene, vi har brugt og al den frygt det har diet ved, og det må tie stille og gå bort og søge lykken et andet sted.

For følelsen af, at jeg ved at man kan dø “før tid” parret med håbet om, at alt nu bliver “helt anderledes”, forlod mig et par måneder og efterlod mig virrende med hovedet, uden rigtigt at være i stand til at tage imod de hænder, der blev rakt imod mig til goddag eller de favne, der forsigtigt bredte sig ud og tilbød mig en omfavnelse, det, der engang var et medmenneskes varme og inderligt savnede nærhed. Var det farligt måske? Jeg havde glemt, hvad det var.

Og så blev jeg syg. Hurtigt, og trods vaccinerne.

Lille O

Omikron, det lille O, kom spurtende ind i rummet og sprang vaccinerne over.

Jeg fik omikron, og er nu sammen med 2,85 millioner andre danskere en “tidligere smittet”, og jeg havde lejlighedsvise angstanfald undervejs, men så var det heller ikke værre, for mit vedkommende som en af de slemme influenzaer af den gamle slags, dem man havde, da jeg var barn, og hvor man har så meget feber, at ens fødder føles som om de er to kilometer væk, når man kigger ned på dem, som gulvet faldt ned gennem jorden, og man selv svævede frit.

Nu, en måned efter, mærker jeg stadig, og næsten med en en vis kærlighed, en smule træthed og en stadig hosten, som havde nogen trukket en flaskerenser igennem mine lunger og nervebaner. 

Jeg ved godt, at det går over med tiden, og at nogen har det endnu værre, at ikke så få har det ikke så lidt bedre, og at der var mennesker, der døde af det, men i forhold til de paniske, dommedagsagtige udsigter skærmene viste dengang i 2020, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned, så må jeg indrømme, at jeg er højlydt taknemmelig for både vacciner og forsigtighed undervejs fra sadlen på min grå ganger i det her dødsridt, vi har været på, sammen hver for sig, og at jeg er taknemmelig for, at det ikke blev værre, at det vanartede barn ikke fandt tilbage til mig, at det ikke rev mit eller mine kæres hjerte ud. 

Løb på stedet

Men så gik Putin ind i Ukraine og her startede min doomscrolling igen, efter at jeg ellers langt om længe havde forladt det studie i virussygdomme og vacciner og smittetal som mange af os har underlagt os i mangel på bedre de seneste to år. 

For nu er der krig. Og selvom om det, krig, er en gammel historie, sidder den lige i amygdala, mandelkernen, centeret for frygt og løb for overlevelse NU, i hjernen.

Vi løber ingen steder her i landet mere, højest på stedet, mens vi venter på at USA fikser alt, og ligesom I andre kan jeg følge med i krigen på sikker afstand på Twitter og Facebook og Telegram og radio fra BBC World og i hundredevis af timers TV-reportage fra det store, iscenesatte og uforudsigelige og meget, meget virkelige accelererende, high-tech ballistiske menneskeslagteri, som en krig altid ender med at være.

Corona har nu slagtet små seks millioner mennesker over hele verden (Ifølge John Hopkins Coronavirus Ressource Center).

Krigen, den nye, er først lige begyndt, og når den først tager fat, så kan alting ske.

En nøgle

Ligesom corona, er krigen en nøgle, der åbner døren for alt, der er dårligt ved tech, byder det velkomment, klapper af det, og gør det permanent.

Elon Musks tåbelige STARLINK-satellitter, der blokerer vores udsyn til universet, firmamentet, så meget, at alle astronomer nu råber vagt i gevær, fordi der simpelthen er for mange af dem, satellitterne. Over 1.500 i Low-Earth-Orbit, og der er flere på vej, de skal levere internet fra rummet, som om der ikke er nok internet, skærmene gløder da allerede af døde øjne, og nu er det STARLINK To-The-Rescue, det er Musk-nødhjælp (ligesom den der U-båd i hulen i Thailand?), som Ukraine så har fået under stort Twitterpraleri sammen med en lastbil fuld af modtagere.

Jeg forstår godt, at Ukraine gerne vil have internet nu, og jeg under dem alt det bedste og håber det virker og ikke kan udsættes for elektronisk krigsførelse og jamming af russerne, men Ukraine og hele resten af verden er stadig inde i et raslende, snurrende STARLINK-jernbur om hele jorden, som vi kommer til at få sværere og sværere ved at se igennem, når vi nærmer os de over 12.000 stk., som Elon har tænkt sig, skal hænge deroppe.

Og så er der kryptovaluta, her især Bitcoins, som de rige russere, og oligarker, naturligvis bruger til at undgå sanktioner og banker med, og som derfor stiger igen , selv om de stadig kun repræsenterer en drøm om, at alting kan være anderledes og at ingen regler gælder. 

Og hey, det har vi faktisk allerede lært under corona, at det ikke kan, alting fortsætter, også klimakrisen, og Bitcoins er stadig udelukkende de vanvittige mængder af meningsløst anvendt elektricitet og dermed CO2, der er brugt til at regne sig frem til dem. Men det er vi ligeglade med, vi tænder vores cigarer med brændende prints af IPPC-rapporter, mens den åh så velmente statsovervågning genskabes under overskriften “Tryghed og Frihed”, vi skal logges og placeres og gemmes når vi taler i telefon, landet klistres til i CCTV-kameraer, de anonyme, trofaste kontanter udfases for flere sporbare funky digitale penge, og der indføres censur og blokade af russiske medier. 

Hvem ved, hvem de næste bliver? Og så er der ondsindet hacking på russiske sites og banker (juhu) og på vores egen infrastruktur (hov?) udført af professionelle og af bunker af wannabe-hackers, der skal spille raske helte med et lille DDOS-angreb, købt fra en server ingen længere ved hvor står.

Kun begyndelsen

Det er kun begyndelsen, kan jeg mærke, i dette inferno af profilbilleder og META-avatarer med blå-gule flag og Dansk Industri og Tivoli i samme kulører, tøjindsamlinger og busser og fra Ukraine på sociale medier billeder af familier i telte. Familier, der smiler og hygger sig med at brygge molotovcocktails ved borde og på gulvet i et telt, der godt kunne være et, der nu er tilovers fra Handwerks test-regimente, men nu er teltet væk, det er sprængt til helvede, fordi wannabe-hackere kom til at offentliggøre placeringen via geo-tags i billeder og russerne har stillet missilerne ind efter koordinaterne.

Der demonstreres herhjemme i solskin og med børn på armene, og der laves vejnavne om og alt mulig andet, der egentlig er godt og smukt, hvis altså ikke det skete så blitzende, iskander-missil-agtigt hurtigt. Måske kun fordi vi er blevet sært følelsesløse, fordi vi dårligt nok har nået at mærke os selv og slet ikke alle de andre, og fordi vi er bristefærdige af ødelagte længsler, som knopper på træer i hårdt frostvejr, og den her nye stråleglans, corona-krigs nimbus, den heroiske, bryder frem i den østlige horisont og lader os mærke døden banke på igen. Klik, klik, klik, siger den, gennem de skærme, der har vore øjenæbler begravet dybt inde i sig, de gløder der, alle kan se det nu, ikke?

Og der er et nyt barn på vej, et krigsbarn denne gang, og den slags har det med at være sejlivede og blive store og hensynsløse og de har det især med at danse på vores alle sammens grave, højlydt tudbrølende, som ejede det hele planeten.

Men vi må ikke lade det tage den, jorden, barnet, barnet skal ud med badevandet, vi rejser os nu, ikke, fyldt med den reneste rædsel og de mest tragiske håb til fremtiden?

Vi må være levende mennesker, vi vil! Kæmp! For døden fuldender os. Uanset. 

Dette er en kulturklumme skrevet af en af Indbliks tilknyttede kulturskribenter. Klummen repræsenterer skribentens egne holdninger.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?