Dyb undren på Christiansborg: Hvad skulle Mette Frederiksen på den “suspekte” tur?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statsministerens tur til Israel tidligere i år vækker dyb undren på Christiansborg.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

For et halvt år siden drog statsminister Mette Frederiksen (S) på en stort anlagt tur til Israel, hvor hun skulle møde med landets daværende premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz.

Formålet var angiveligt at stable et vaccinesamarbejde på benene mellem Israel, Danmark og Østrig.

– Vacciner, vacciner, vacciner, skrev Mette Frederiksen da også i flyveren på vej sydpå, dengang i februar, hvor hun i et Facebookopslag fortalte om formålet med turen.

Men nu viser det sig, at der ikke er kommet nogle resultater ud af det stort anlagte Israel-besøg, som Mette Frederiksen gjorde sig i en tid, hvor alle rejser blev frarådet af myndighederne.

Det kan Berlingske berette.

Ekspert: Der er kommet “meget lidt” ud af turen til Israel

Avisen har gennem aktindsigter og spørgsmål forgæves forsøgt at få klare svar ud af Udenrigsministeriet og Statsministeriet, men ingen af de to ministerier kan svare konkret på, hvad Danmark har fået ud af turen.

Derudover er mange af akterne i sagen helt mørklagte, så offentligheden slet ikke kan få indsigt i dem.

Camilla Foged, professor i vaccinedesign og levering ved Københavns Universitet, fortæller således til Berlingske, at der er kommet “meget lidt” ud af samarbejdet med Israel og Østrig.

Hun tilføjer, at det i forvejen var “mystisk”, at statsministeren ville samarbejde med netop disse lande, da ingen af dem i forvejen havde en vaccineproduktion.

“Hele den rejse og tankerne bag den virkede temmelig suspekte”

Fra flere partier på Christiansborg lyder der også undren.

– Hele den rejse og tankerne bag den virkede temmelig suspekte, lyder det således fra Karsten Hønge, der er udenrigsordfører i regeringens støtteparti Socialistisk Folkeparti.

Også fra Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen lyder det, at der er kommet “nul og niks” ud af turen, ligesom også Enhedslisten – endnu et af regeringens støttepartier – udtrykker kritik. Partiets coronaordfører Peder Hvelplund fortæller, at han ikke forstår statsministerens prioritering af turen til Israel.

Overfor Berlingske afviser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kritikken. Han var ikke selv med på turen, men ser den som en selvindlysende god idé.

– Jeg vil nærmest sige, at det ville have været decideret uansvarligt, hvis man havde gjort andet, siger han til avisen.

Fik du læst?