Endelig er det lykkedes for Space X.
Efter i alt fem forsøg har det private rumfartsselskab natten til torsdag dansk tid haft succes med at lande en “Starship”-raketprototype, uden at den eksploderer.
Testflyvningen er ifølge nyhedsbureauet AFP en stor sejr for SpaceX, som har et mål om at bruge “Starship” til rejser til Månen og Mars i løbet af de næste få år.
Administrerende Space X-direktør Elon Musk skriver på Twitter, at landingen var veludført.
Den danske astrofysiker og chefkonsulent Michael Linden Vørnle fra DTU Space stemmer i.
– Alle gode gange fem! Så lykkedes det, skriver han på det sociale medie.
– SpaceX har gennemført en perfekt testflyvning med Starship – start, op i ti kilometer, ned og så blød landing. Uden bum!, skriver han med henvisning til, at de fire foregående landinger er endt med eksplosioner.
Affyringen fandt sted i SpaceX-affyringsområdet i Boca Chica i den amerikanske delstat Texas.
Da raketten landede, var der ifølge AFP en mindre brand omkring bunden af den 50 meter høje raketprototype ved navn “SN15”.
Men det var ifølge SpaceX-kommentatoren John Insprucker “ikke usædvanligt” med den slags brændstof, som raketten bruger.
Flammerne blev hurtigt slukket med vandkanoner.
Testflyvningen fandt sted på 60-året for den første rumflyvning med en amerikansk astronaut nogensinde.
Det var Alan Shepard, der 5. maj 1961 blev den første amerikaner i rummet, da han fløj 187 kilometer væk fra Jorden.
Det banebrydende ved “Starship”-raketsystemet – der bliver i alt 120 meter højt med alle dele – er, at det er bygget til at kunne genbruges.
Ved genbrug af raketter kan omkostningerne ved rummissioner reduceres.
/ritzau/