[vc_row][vc_column][vc_column_text]I 11. time foreslår flere eksperter nu at udskyde den nye epidemilov, der står til at blive vedtaget tirsdag.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Udkastet til en ny epidemilov står til at blive vedtaget tirsdag. Kun to partier – Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – vil stemme imod loven.
Det på trods af, at der den sidste uge har været stadigt mere kritik af den nye lov, der vil give myndighederne beføjelser til at udøve tvang mod danskerne på hele 12 forskellige måder.
Loven giver bl.a. magt til at tvangsindespærre og tvangsbehandle danskerne, tvangslukke og ekspropriere deres ejendom og virksomheder og endda tvangsobducere afdøde.
Juraprofessor: Loven kan misbruges i fremtiden
Nu kommer flere eksperter med en bøn i sidste øjeblik til politikerne på Christiansborg. De anbefaler, at man udskyder epidemiloven, så politikere såvel som offentligheden får bedre tid til at diskuterede den indgribende lov.
– Problemet med at vedtage en så omfattende og indgribende lov under de forhold, som vi er i nu, er, at alle de stemmer, vi skal have ind i debatten, er travlt beskæftigede med faktisk at håndtere den krise, vi er midt i, siger Kristian Lauta, juraprofessor på Københavns Universitet, til Dagbladet Information.
– Konsekvensen er, at vi får øget risiko for, at loven kan misbruges i fremtiden, og at vi potentielt får sænket retssikkerheden for den enkelte borger. Den her lov handler ikke om COVID-19, men om alle fremtidige regeringers håndtering af alle fremtidige epidemier. Det stiller helt andre krav til, hvordan vi bør diskutere den.
Eksperter: Udskyd loven
– Jeg ville ønske, at Folketinget besluttede sig for at udskyde den her lov i et år, så vi kunne have en grundig evaluering af COVID-19-forløbet, som vi kunne omsætte til, hvordan vi fremadrettet bør håndtere epidemier i Danmark, udtaler Kristian Lauta til Information.
Kristian Lauta, der flere gange under coronahåndteringen har rejst bekymring om danskernes retssikkerhed, bakkes op af Henning Mortensen, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed.
Mortensen mener, at politikerne slet ikke har haft tid til at sætte sig ind i regeringens lovforslag eller den kritik, som loven er blevet mødt med i bl.a. høringssvar.
Det samme gælder for befolkningen, som ifølge Henning Mortensen bør have bedre mulighed for at indgå i en debat om loven.
– Derfor kan man sige, at når vi har at gøre med et lovforslag, der er så forholdsvist indgribende, som det her er, så er det vigtigt, at der er en rum tid til at have en debat om det i samfundet, siger han til Information.
– Det her handler om borgernes retssikkerhed. Det er meget sjældent, at vi har et lovforslag, der er så indgribende over for borgerne, som det her er. Netop derfor kræver det også en ekstra grundig overvejelse, inden man vedtager det.
Den nye epidemilov ventes vedtaget tirsdag, hvor den skal tredjebehandles i Folketinget. Loven har været undervejs i flere måneder og skal erstatte hasteloven fra marts sidste år, der er omfattet af et solnedgangsklausul og derfor udløber den 1. marts.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]