Der er nogen der mener, at vi aldrig landede på månen.   Som NASA-ansat er det ikke noget jeg diskuterer, jeg kender de Astronauter der landede og gik på månen og det team af flight controllers der arbejdede i Johnson Space Center (JSC) Mission Control Centeret (MCC), der gjorde det muligt at udføre månelandingerne. Når jeg udfordres om månelanding stiller jeg et simpelt modspørgsmål: ”Hvor mange Astronauter har gået på månen?” Standard svaret er for det meste “èn – nej der var vist to.”

Apollo 11 var første månelanding d. 20. juli 1969 og der gik 2 astronauter månen.

Den sidste landing var Apollo 17 i december 1972 og siden er der ingen mennesker, der har landet eller fløjet rundt om månen. Apollo 13 havde et uheld på vej til månen – hvor en ilt tank eksploderede –  og derfor blev landingen aflyst og det lykkedes at få alle 3 astronauter levende tilbage til Jorden, men der var ingen landing.  Failure Is Not An Option.

Der var altså 6 succesfulde Apollo missioner, hver med 3 astronauter ombord og hvor 2 gik på Månen, hvor de udførte eksperimenter og samlede sten, der blev bragt med tilbage til Jorden i modermodulet, som ventede i banen omkring Månen til de sammen kunne flyve tilbage til Jorden. Der er 12 Astronauter, som har gået på Månen. I MCC sad der rumfarts-ingeniører/ flyvekontrolører og styrede detaljerne på månerejserne.

Det er virkelig et stort antal dygtige og dedikerede mennesker der bliver beskyldt for at have opdigtet den historie. Der er dog stadig nogen der ikke kan fatte at det kunne lade sig gøre og det kan jeg næsten godt forstå, fordi det er så længe siden. Man skal jo være tæt på 60 år i dag for at kunne huske, at det skete.

I forbindelse med 50-års jubilæet for Apollo 11 lavede NASA en dokumentarfilm med alle de gamle billeder og film, optaget af Astronauter og MCC under Apollo missionen, fra 1969.  Med nyudviklet teknologi er film og billeder forbedret og beskrives hele forløbet af Apollo 11 måneflyvningen. Den kan jeg anbefale og jeg indrømmer at det var en imponerende præstation – men vi gjorde det.

I de over 50 år der er gået siden Apollo, har vi lært meget om det miljø der findes udenfor Jordens beskyttende atmosfære. Vi var meget heldige, at der ikke var store udbrud på solen, som kunne have været livstruende for astronauterne under opholdet på månen. Van Allen Bæltet er ikke et område med konstant stråling.

Rumdragter skal designes til det givne formål. Sammenlignet med Mars, solsystemet og universet er Månen ikke så langt væk. På månen lærde vi, at sandet er skarpt og derfor ødelagde rumdragterne.  På den baggrund var det bedre at tilbringe så lidt tid som muligt på overfladen af vores måne, og derfor udvikler man for tiden nye dragter til Artemis programmet (til månen igen) sammen med andre rumfartsnationer og industrien.  Der er endnu større udfordringer, hvis vi skal flyve mennesker til Mars, hvor man skal opholde sig undervejs i flere år i rummet – langt væk fra Jorden – og dermed  andre aspekter når det gælder dragter til den rejse.  Det er dyrt, er stadig i udviklingsfasen og der er ikke faste datoer for fuldførelsen. Der er store krav til dragter, der kan beskytte astronauterne mod den stråling, der er ude i rummet.

Under Space Shuttle programmet og nu på ISS (Den Internationale Rumstation) måler man til stadighed den stråling, mennesker udsættes for, når de er i rummet og har behov for forbedret beskyttelsen. I forbindelse med ISS, så astronauter i dag kan tilbringe 1/2 til 1 helt år i rummet.

Det er naturligvis vigtigt at samle data om, hvordan forskellige mennesker reagerer på opholdet i vægtløshed. Det er noget vi skal vide meget mere om, inden vi sender mennesker til Mars.  Her spiller budgetterne og politik også en rolle.

FAKTA

To primære Van Allen-bælter:

1. Det indre bælte ligger tættere på Jorden og strækker sig fra omkring 600 til 12.000 kilometer over overfladen. Det består primært af højenergetiske protoner og elektroner.
2. Det ydre bælte er placeret længere ude og strækker sig fra omkring 15.000 til 65.000 kilometer over overfladen. Det består også af højenergetiske protoner og elektroner, men koncentrationen af partikler er generelt lavere end i det indre bælte.

Disse bælter dannes som et resultat af Jorden magnetfelt, der fanger ladede partikler, som solen udsender som en del af solvinden. Strålingen i Van Allen-bælterne udgør en udfordring for rumfartøj og mennesker, der befinder sig i rummet, da den kan være skadelig for elektronik og menneskekroppen. Intensiteten varierer.

Månelandinger:

Der har været i alt seks bemandede månelandinger. Disse landinger var en del af NASA’s Apollo-program og fandt sted mellem 1969 og 1972. Her er listen over de bemandede månelandinger:

1. Apollo 11 (20. juli 1969): Neil Armstrong og Edwin “Buzz” Aldrin var de første mennesker til at sætte fod på Månen, mens Michael Collins blev i kredsløb omkring Månen i kommandomodulet.
2. Apollo 12 (14. november 1969): Charles “Pete” Conrad og Alan L. Bean udførte den anden bemandede månelanding.
3. Apollo 14 (5. februar 1971): Alan Shepard og Edgar Mitchell udforskede Månens overflade på Apollo 14-missionen.
4. Apollo 15 (30. juli 1971): David Scott og James B. Irwin var de første, der brugte en månekøretøj (rover) til at udforske større områder på Månens overflade.
5. Apollo 16 (21. april 1972): John W. Young og Charles M. Duke udførte måneforskning på Apollo 16-missionen.
6. Apollo 17 (7. december 1972): Eugene A. Cernan og Harrison H. Schmitt udførte den sidste bemandede månelanding i Apollo-programmet.