Af Philip Friis
Venstrefløjen har nu ikke længere et parti i Folketinget, der øjeblikkeligt vil have Danmark ud af EU, og man skal derfor nu hen på højrefløjen i dansk politik for at finde et parti, der ønsker Danmark meldt ud af EU-fællesskabet.
Dette blev vedtaget lørdag, da Enhedslistens partimedlemmer var mødt til en afstemning omkring partiets politik på EU-området.
Her blev der fremstillet et forslag af nogle af partiets mest kendte politikere såsom Pelle Dragsted, Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen, hvor sidstnævnte er partiets medlem af Europa-Parlamentet.
Helt præcist lød forslaget, der skulle stemmes om, at ”en udmeldelse af EU ikke er et mål i sig selv” længere, og med vedtagelse er det således ikke længere et krav fra Enhedslistens side af, at Danmark bliver meldt ud af EU, skriver TV2.
Forskellige fortolkninger af forslaget – men politisk ordfører slår fast
Forslagets lidt kringlede formulering medførte dog også til, at der endte med at være forskellige fortolkninger i forhold til, hvad forslaget egentlig betød, selv efter afstemningen var blevet afholdt.
Man kunne nemlig forstå på Enhedslistemedlemmet Sinem Demir, at forslagets ordlyd for hende betød, at man som parti stadig ”fastholdt perspektivet om en dansk udmeldelse”.
Men blot fire minutter senere slog Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen fast, at det netop ikke længere er et aktuelt krav fra partiets side, at Danmark melder sig ud af EU.
Derved gik Villadsen direkte imod sin partifælle Demir, som efter at have blevet klar over forslagets reelle betydning måske ville have tilsluttet sig den cirka en tredjedel af de delegerede i Enhedslisten, som stemte for at bevare den daværende EU-linje.
I alt 61,5 procent af partiets deltagende medlemmer stemte for vedtagelse af forslaget.
Vi har lært af Brexit
Venstrefløjspartiet bryder med den nye linje en årtier lang tradition med at støtte dansk udmeldelse fra EU, og man skal, som sagt, nu hen på højrefløjen i dansk politik for at finde et parti, der ønsker Danmark meldt ud af EU-fællesskabet.
Og som forklaring på den nye linje udtalte partiets medlem af Europa-Parlamentet, Nikolaj Villumsen til TV2:
– Vi har lært af brexit. Vi har lært, at vi ikke har nogen som helst alliance med ultrahøjre-kræfter.
Helt præcist er det nye forslag formuleret således, at Enhedslisten nu anerkender EU som en vigtig politisk kampplads, hvor der kan tabes terræn og vindes sejre, skriver partiet i sin nye formulering for sin EU-politik.
En udmeldelse kan dog stadig godt blive relevant igen, men dette er kun tilfældet, hvis linjen i EU trækker sig tættere mod mere magtcentralisering, lyder det fra partiet.