Enhedslistens “gratis” tandlæge koster 750 millioner – skal betales med skattestigninger

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Enhedslisten siger, at de vil give “gratis” tandlæge til alle unge. Men i virkeligheden koster tiltaget 750 millioner kroner, og partiet vil betale regningen med skattestigninger.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

“Enhedslisten vil have gratis tandlæge til unge”.

Sådan lød det tidligere på ugen i Berlingske og resten af landets medier, da Enhedslistens nye frontfigur Mai Villadsen forud for partiets sommergruppemøde lancerede et forslag om, at tandlægebesøg fremover skal være “gratis” for unge under 25 år.

På trods af overskrifterne på tværs af det danske mediebillede, er der dog ikke tale om “gratis” tandlægehjælp.

Ifølge Enhedslistens eget finansieringsforslag vil det nye tiltag koste hele 750 millioner kroner, oplyser partiet overfor Indblik.

Cheføkonom: “Det er ikke gratis”

Forslaget møder kritik fra tænketanken CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen.

– Jeg er meget kritisk over for Enhedslistens forslag. Partiet nævner i mange medier, at der bliver tale om ”gratis” tandlæge for unge. 

– Men det er ikke gratis. Finansieringen kommer fra andre menneskers penge, dvs. skatteyderne, siger han til Indblik.

Enhedslisten er ikke konkret i sin finansiering af det dyre udspil, men partiet nævner yderligere skattestigninger som mulig finansieringskilde. 

Det er dog ikke en vej, som Mads Lundby Hansen vil anbefale at gå ned ad.

– I forvejen har Mette Frederiksen øget skatterne 39 gange svarende til 12 mia. kr. Det svarer til ca. 2.000 kr. ekstra i skat for en gennemsnitsdansker, siger han.

Cheføkonomen fortæller endvidere, at han mener, at tandlægeudgifter bør være et personligt ansvar, når man runder 18 år og dermed bliver myndig. 

– Jeg kan ikke se nogen grund til at statsliggøre tandlægeregningen, når man runder 18 år. Det er ikke en social begivenhed at runde 18 år, siger han.

Venstrefløjen lover højere offentlige udgifter i et væk

Denne uge har været præget af venstrefløjsudspil, der lover store mængder skattekroner ud til forskellige tiltag. Og det bekymrer Mads Lundby Hansen, fortæller han.

– Jeg er generelt bekymret, når jeg ser nyhedsfladen i denne uge. Den er domineret af venstrefløjen, der i et væk lover højere offentlige udgifter. 

– De Radikale vil øge folkeskoleudgifterne med 4 mia. kr., Enhedslisten vil bruge 750 mio. kr. på skattefinansieret tandlæge og SF vil bruge 1 mia. kr. på færre elever i klasserne. 

– Der er ingen overvejelser om bedre arbejdstilrettelæggelse og øget produktivitet kunne være vejen til bedre service, siger han til Indblik.

Indblik arbejder på en kommentar fra Enhedslisten.

[adning id="17957"]

Fik du læst?