Enhedslistens totale klimasejr over de borgerlige

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dag er det de to store borgerlige partier, der presser mest på for at få gennemført Enhedslistens politik, skriver Erling Petersen i dette debatindlæg.

Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere forskningschef hos Vølund og direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening

Enhedslisten har altid hævdet, at folketingsvalget i 2019 var et enestående klimavalg. Det er blevet gentaget af flere partier og politikere og ikke mindst af pressen så mange gange, at de fleste danskere betragter det som en fastslået kendsgerning. Men det er ikke rigtigt! 

Op til valget gik partierne Enhedslisten og Alternativet ind for, at Danmark skulle reducere sin produktion af CO2 med 70 procent inden 2030. Alle øvrige partier anbefalede en reduktion på kun 40 procent. 

Forskellen på 40 procent og 70 procent lyder måske ikke så voldsom. Det er trods alt mindre end en fordobling. Men så enkelt var det ikke. 

De 40 procent, hhv. 70 procent, var i forhold til Danmarks produktion i 1990!Da Danmark i perioden 1990 til 2018 allerede havde reduceret med 35 procent, manglede vi kun de sidste 5 procent svarende til 8 procent af den aktuelle udledning. 

Skulle vi derimod reducere med 70 procent manglede vi 54 procent af den aktuelle udledning. Så i praksis var forskellen på de 40 procent og 70 procent et krav om en reduktion, der var næsten 8 gange så stor!

Ved valget stemte mere end 90 procent af vælgerne på et parti, som anbefale en reduktion på 40 procent. Det kræver mere end god vilje at kalde det for et enestående klimavalg.

Under regeringsforhandlingerne efter valget stillede Enhedslisten de 70 procent som et krav for at støtte en socialdemokratisk regering. Det blev derfor regeringens politik. 

Kort efter gik samtlige af Folketingets  partier – med undtagelse af Nye Borgerlige – ind for en reduktion på 70 procent. De borgerlige undskyldte kovendingen med, at de ville sidde med ved forhandlingsbordet, når loven skulle udmøntes. 

I dag står det klart for alle, at Danmark skal reducere med 70 procent. Det er vi blevet hjernevasket med af både politikerne og pressen siden regeringsdannelsen i 2019. Men det er ikke danskerne der har valgt det. De stemte for 40 procent. At politikerne skifter opfattelse ændrer jo ikke valgresultatet.

For at stå sig bedre i den hårde konkurrence mellem de borgerlige partier udråbte de Konservative sig selv som det mest klimavenlige borgerlige parti. Senere har Venstre forsøgt det samme. Så i dag presser begge partier på for en så stor og hurtig reduktion som muligt. Og det uanset hvor stor en milliardregning der kommer til borgerne, landbruget og industrien. 

I dag er det de to store borgerlige partier, der presser mest på for at få gennemført Enhedslistens politik. Man kan mene, hvad man vil om Enhedslisten, men det er fremragende politisk håndværk.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?