Er vi ved at miste os selv?

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Jeg er bekymret for sammenhængskraften, folkeoplysningen, troen på hinanden som forskellige individer – og for friheden, skriver Jeppe Søe i dette indlæg.
Af Jeppe Søe, foredragsholder og journalist
Det eneste du kan være helt sikker på i livet er, at det slutter. Døden er det mest naturlige, der sker for os – og ingen overlever. Vi vil gerne undgå døden – og vi vil gå til ekstremerne for at udsætte den – men det lykkes til sidst, at få en naturlig afslutning.
Når noget rammer os som folk, som menneskehed, går vi derfor i panik. Det er helt naturligt. Vi leder efter alt, der kan sikre os evigt liv.
Det første mange gør er at finde en leder, der viser en vej. I manglende tro på, at man selv kunne finde vej. I Danmark valgte mange helt automatisk statsministeren, andre kastede sig over Flemming Blicher og klinke-klonkerne foran borgen, der tør tage med metroen uden mundbind – andre igen lukkede sig bare inde – i frygt for den ukendte fjende.
Der er kun de tre kasser. Enten er du en, der slår hælene sammen – eller også er du en, der har hat af sølvpapir. Er du kritisk får du verbale tæv – uanset hvem du er kritisk overfor. Og hvis du ikke tager et valg, bliver du kaldt ligeglad. Og er udenfor fælleskaberne. Som nu er i flertal.
I jagten på et skjold, der kan beskytte mod det ukendte, mister vi noget helt fundamentalt: Evnen til at leve et frit liv. Et selvstændigt liv, hvor egne valg er en mulighed. Hvor egne tanker har værdi – og hvor de kan siges højt, uden at man af den grund skal sidde alene.
Frihed er det bedste guld
Folkesundhed handler ikke kun om at overleve. Det handler også om at leve, indtil man skal dø.
På tirsdag stemmer Folketinget om en hastebehandlet lovgivning, der gør fundamentalt op med nogle af de værdier, vi oprindeligt fandt sammen om. Et samfund er jo intet andet end folk, der har fundet sammen om noget, som de mener, at de kan bygge på.
Epidemiloven bryder fundamentalt med de frihedsrettigheder, vi som mennesker har brug for, for at føle vi er herre i eget hus. 
Ideologien er, især hos den nuværende magt, at staten er det vigtigste svar på alt. At staten skal være en magtfuld hånd, der kan lede fåreflokken ind på det, som staten mener er rette vej – en hånd, der også kan knyttes og slå hårdt ned, hvis man vil gå egne veje eller bevæge sig derud, hvor isen er tynd.
Sådan ser jeg ikke staten. Staten er fællesskabets forretningsudvalg, som hjælper os med at få maskinen til at køre, men vi kan leve som vi ønsker i egen ret, så længe vi ikke ødelægger andres. 
Stridspunktet er så nu, hvornår vi ødelægger andres frihed. Og det har vi kæmpet om i årevis, når vi har forsøgt at lukke alt, der er anderledes, med ord om, at det kan påvirke andre. 
Lovgiverne er gået amok i regler og afgifter, der skal “regulere vores adfærd”. Tre ord der tilsammen kun kan læses som ufrihed, med mindre man som en minister i den nuværende ledelse køber, at overvågning er lig frihed.
Jo mere frit et samfund er, jo mere kræves der ansvarlighed fra borgerne. Et samfund der fastslår, hvad der er rigtigt, får borgere, der går i takt. 
Borgere, som overlader ansvaret til alle andre, end sig selv. Og så opstår hurtigt også medborgere, eller modborgere, der nægter at gå i takt – og starter bevægelser mod statens diktatur. Det ender altid galt. Altid.
Går du over stregen?
Danmark er i vor tid bygget op af folkelighed, oplysning, frihed til forskellighed – og et sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi springer ud og ikke rammer plet. Sådan et land skal man være stolt af.
Hvis vi får at vide, hvad baggrunden er – og er der åbenhed om alt – så kan vi godt holde afstand, helt af os selv. Vi kan endda smile af det imens. Men straks skal der males en gul stribe på gågaden i Aalborg, så vi går på den rette side af den mennesketomme gade. 
Fordi staten tænker, vi ikke tænker selv. Man må tro og håbe for samfundet, at netop den streg får os til at tænke selv – og krydse stregen så ofte vi kan, når der er mennesketomt og det ikke påvirker andre, at krydse grænsen.
Det er svært at lede et land, der kan tænke selv, fordi der er irriterende hensyn man skal tage – til både grundlov og menneskerettigheder – ligesom man møder modstand, uanset hvad man foreslår.
Men det er faktisk den største værdi vi har.
At ingen har den absolutte magt – men både kan og vil blive modsagt.
At man må kæmpe for at få sine ideer igennem.
Under corona har vi pludselig opbygget et samfund, hvor kritikere udskammes, hvor man ikke må kritisere statsministeren, hvor man slår hælene sammen og hvor man igen og igen tænker, at man jo nok ikke selv ved nok om det – og stoler derfor på myndigheder og regering, der dog på ugebasis har taget voldsomt fejl og endda udeladt oplysninger for folketing og befolkning. 
De fleste lever dog med det, fordi statsministeren jo ærligt havde sagt på forhånd, at der ville ske fejl. Mange mener endda det viser en menneskelig side, på linje med både makrel og pudsning af vinduer.
Snæversyn giver intet overblik
Oppositionen har stort set intet sagt. De skulle ikke have fingrene i maskinen. Hvis de pippede fik de straks at vide, at de ikke ville Danmark. 
DF og NB har nærmest været alene, sammen med Løkke, om at turde stille spørgsmål. Og ledelsen har endda kaldt det normale politiske arbejde for Hjallerup marked. 
Nu er politisk forhandling altså pludselig sammenlignet med folk, der forsøger at slå to kroner af en porcelænskop, fordi der er et skår i bunden. Hvad bilder de sig ind?
Uden politisk forhandling har vi reelt diktatur – og hvis et forslag ikke møder modstand, opdager man ikke forslagets mangler.
Det er nemt at sidde i et lukket rum og nikke – og finde ud af, at man synes man har opfundet verdens ottende vidunder. Alle om bordet er i fuld gang med at ville sætte opfindelsen i produktion. 
Nogle regner på budgetter og alle er i eufori. Indtil der kommer en ind i rummet udefra og siger: “Gud, sådan en har jeg derhjemme”. Så skrottes opfindelsen og man må starte forfra.
Lige nu er der ingen som kommer ind udefra. Og det kan i højeste grad mærkes.
Logisk sans er udeblevet – og der regnes ikke på virkelighedens mangfoldighed, men kun på det ene problem: Corona. Hvad er dagens tal, hvad bliver det til på onsdag i den matematiske formel. 
Der kunne dø 1.000 i et jordskred på Lolland, uden at det ville få en reaktion fra det lukkede rum, medmindre ligene efterfølgende fik påvist, at de omkom med corona. 
Så ville de være i rapporterne der læses lige nu, mens rapporter om kræft, sindslidelser, influenza eller ensomhed må vente udenfor.
Stormen kommer
Snæversyn er uværdigt for et mangfoldigt samfund. Og det samfund begynder gudskelov – langsomt – at kræve en smule mere logik. 
Vi har en sundhedsminister der tweeter, så snart et enkelt menneske er ramt af en eller anden mutation et sted. Der har i årtier været folk, der vender hjem fra en rejse med en tropesygdom – vi har endda tropemedicinske afdelinger i sundhedsvæsenet, der behandler den slags. 
Men der er aldrig tidligere en sundhedsminister, der har tweetet, når Gudrun på 43 kommer hjem fra en safari i Kenya med feber. Det gør han nu – og så panikker vi igen – og retter ind. Vi skulle jo nødig ende som Kolding.
Det svarer 1:1 til journalisten på TV2 der sender live fra Hvide Sande, når Jarnvig har sagt der kommer orkan. Skuffelsen er stor i journalistens øjne, når kun en svag brise lufter omkring hende – men fra munden forklares om sandsække, vandstand og evakuering i en grad, så vi forstår at ragnarok er på vej over havet mod vores andedam. 
Det kan vi godt tale om en uges tid. Og bagefter om, hvorfor orkanen ikke kom. Jarnvig får aldrig skylden – vi skal jo have en udsigt igen på onsdag. Og vi tror den påny.
Panikken gør, at vi ikke stiller spørgsmål ved brugen af 100 milliarder på ugentlige tests. Vi stiller ikke spørgsmål ved regnemodeller, der ellers beviseligt før har taget fejlagtige forhold ind. Alle venter på orkanen, men måske vejrkortet er forkert? 
Vi panikker over en engelsk, en finsk, en sydafrikansk mutation på samme måde, som vi gjorde da Cluster-5 gjorde Nordjylland til Wuhan – det sagde eksperterne nemlig, må vi forstå. 
Indtil det viser sig, at de ikke sagde det. Så var det en ansvarlig politisk beslutning fra Mette – for folkesundhedens skyld. Fejl vil ske.
I må kalde det hvad I synes, men beslutningen var forkert uanset hvem der skrev under. Fejler vi så påny eller lærte vi noget? Ingen ved det. 
Vi synes det er helt fint at lukke erhverv ulovligt ned, da fejl kan ske og vi raser over, at der skal betales for den grundlovsstridige fejl.
Vi kan godt forstå der er kæmpe forskel på at være to kunder hos en bager eller to kunder hos en cykelhandler. Selvfølgelig, vi går da bare i Bilka.
Der skal klart gives kæmpe bøder til folk, der holder en privat fest i en garage, for den er ikke del af privaten, da der jo ikke er en seng – det er snyd, ja det er så, at han må, når vi ikke må. Og er du egentlig ikke nyklippet? Hvad bilder du dig ind, når jeg selv ligner inkarnationen af Regnar Lodbrog?
Vi synes det er helt OK at pressen ikke må stille mere end to spørgsmål og at regeringen ikke stiller op til interviews – for den presse er da en børnehave, der stiller latterlige kritiske spørgsmål.
Vi angriber Qvortrup for at stille spørgsmål, fremfor at angribe ministeren for manglende svar. Det må jo ikke blive Hjallerup marked – og har i hørt der er en rigmand, der har kørt med bil på isen? Lad os tale om det i stedet.
Retorikken er altid bekymret
Mens lovgivningen forbereder sig på det endelige dødsstød mod friheden, er forskerne bekymrede. Både for de seneste tal, der godt nok er lave, men viser en tendens, der vil gå amok i marts.
Hvis du når at blive glad for, at nærmest ingen er indlagte og vi derfor ikke skal være bekymrede for overbelastning af respiratorer, husker en forsker i bakterier dig på en mutation, der hedder det samme som det en iPhone foreslår som password – den vil dræbe de fleste inden sommer.
De selvstændige er ved at dø, men må vise samfundssind, da vi jo ikke har råd til alt – mens regeringen vil teste for samme beløb som 200.000 sygeplejersker ville koste at ansætte.
Vi kunne bygge et parcelhus til samtlige hjemløse og have penge tilbage til en bro over Kattegat, med varmelegemer i vejbanen.
Alle er bekymrede for elever i 8. klasse der har taget 8 kilo på. Alle taler et læringstab, som ingen aner om der er – men de forventer der er et tab, mens mange elever måske har lært mere, fordi der er mere ro i en klasse når de er muted på zoom end når der sidder 30 i et lille rum. Og fordi lærerne er møgdygtige til at omstille sig! 
Det tror vi dog ikke. Retorikken er bekymret. Meget, meget bekymret. Derfor skal vi blive hjemme. Ellers er det jo vores skyld at det fortsætter.
Det går måske en tid. Jeg holder afstand. Jeg bruger mundbind. Jeg aflyser livet for en stund. Men jeg ryster en del på hovedet imens. Mest af regeringen, men efterhånden også af mig selv. Ledes vi af smittetal eller Galluptal?
Og jeg er såmænd også bekymret. Mest for sammenhængskraften, folkeoplysningen, troen på hinanden som forskellige individer – og for friheden. 
Det sidste ord er det vigtigste. Frihed.
Smag på det. Der forsvinder hele tiden lidt af det. Og på tirsdag er den manglende frihed endda også blevet til lov. For folkesundhedens skyld… 
Men for mig lyder det helt ekstremt usundt. Sågar udansk, hvis vi da stadig taler om “det danmark vi kender”, som selvsamme folk gjorde i en valgkamp. Engang. For alt for længe siden.
Kunsten er at genkende Danmark og tro på, at det vi fandt sammen om også kan stå i krisetid. 
Som jeg skrev allerede sidste forår: Er det fundament, som vi har bygget, virkelig ikke stærkt nok til at bære os gennem en krise?
Jeg synes det. Og holder øje med, hvem på tinge der mener, at vores danske fundament ikke er stærkt nok. Og imens holdes jeg oppe af troen på, at jeg snart igen vil slå to kroner af en kaffekop i Hjallerup. Mindst.

Indlægget blev oprindeligt bragt på Jeppe Søes Facebook-side og er gengivet her på Indblik med tilladelse fra skribenten selv.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?