1 Drømmen om Rwanda.

Det er ganske imponerende hvor langt S-regeringen er nået med planerne for modtagecentret i Rwanda. Men man har en klam fornemmelse af, at det er et af den slags projekter, som har det bedst ved at blive i barselssengen. Drømmen om projektet er helt sikkert mere rosenrød, sammenlignet med den danske og internationale kritik som vil hagle ned over kongeriget, og tænde vreden hos den abdicerende S-regerings parlamentariske grundlag – hvis det realiseres.

Projektet har holdt skansen i forhold vælgerdrænet fra S, til først DF, og senere Danmarksdemokraterne. Derfor vil det være et kæmpe prestigetab, hvis Rwanda må opgives. Hvis Mette Frederiksen vil fortsætte, så kan hun vælge mellem at opgive Afrika drømmen, eller at udskifte sit parlamentariske grundlag.

Selv for den nu storsmilende Statsminister, vil det kræve overmenneskelige evner at få blå partier, til at pege på hende som statsminister.

Hvis der kan etableres en blå regering, så har Rwanda en overlevelsesmulighed, hvis de blå vil overtage projektet.

2 FE-skandalen

Regeringens forsøg på at demontere FE-skandalen er spin fra øverste hylde. Først automatreaktionen fra Statsministeren som ikke vil bidrage til en undersøgelse. Al den stund at alt er gået efter bogen, og resten er hemmeligt. Så melder Martin Lidegaard ud, at R føler, at der er behov for at genskabe tilliden til tjenesterne med en afdækning af forløbet. Radikale er jo flinke folk som har snuppet Mettes udskrivningsret, så de indleder med at sige, at de pænt vil vente indtil straffesagen imod Lars Findsen, er afsluttet.

Den redningsplanke griber regeringen med begærlighed, og Tesfaye stiller sig til rådighed for et langt interview, hvor befolkningen må forstå, at når Findsen har været igennem berammelsestiden og ankefristerne, står modige Mette klar til at grave i erindringen og drøfte de pinagtige detaljer.

I løbet af søndagen vokser det retspolitiske pres mod EHL og R, og efter nogle timer er de 2 støttepartier klar til at presse Regeringen til den anden kovending i samme sag. Hvis det politiske forløb kan undersøges parallelt med det strafferetlige forløb mod Findsen, så er de 2 partier klar til at drøfte dette. Statsministeren iklæder sig vendekåbe, og nu må Tesfaye for anden gang dementere sin egen og chefens holdning, for nu må vi forstå, at det vil være arrogant at monopolisere den viden som Regeringen ligger inde med, og som fuldstændig renser den for de mange grimme mistanker.

Efter Statsministerens spektakulære tilbagetog, er der nu enighed om, at den største af alle hendes skandaler skal blotlægges. Hans Davidsen Nielsen er Politikens mangeårige specialist i de to efterretningstjenester. Han har aldrig set noget tilsvarende, og de historiske skader på troværdigheder i Washington/Langley og i forhold til Five Eyes er betydelige. Rent bortset fra befolkningens tabte tillid til spiontjenesterne herhjemme i Danmark.

Befolkningen har krav på at få undersøgt, hvad der motiverede Forsvarsminister Trine Bramsen til at lade den pressemeddelelse – som satte ild til en landsskadelig skandale af historiske dimensioner – passere tilbage i 2020. Og hvad der fik Regeringen til at hjemsende FEs ledelse.

Inden sagen – som nu er smuldret fra landsforræderi med 12 år i strafferammen, til en domsmandssag med max 4 år – bliver berammet og anket igennem 3 instanser, så ville ministrenes ansvar formentlig være forældet. Medmindre det lykkes Findsens forsvarer Lars Kjeldsen at skifte værneting væk fra byretten.

Danskerne har krav på at vide, hvem (eller mere specifikt hvilken politiker) der godkendte en total døgnovervågning af Lars Findsen gennem mere end et år.

Offentligheden har også krav på at få at vide, hvorfor en tidligere forsvarsminister skulle ende sin karriere anklaget for landsforræderi. Claus Hjorth indså i et tidligt stadie, hvordan Regeringens fejlhåndtering ville skade vores forhold til amerikanerne – og til den internationale efterretningsverden generelt. Hjort greb ind som oppositionspolitiker i en situation, hvor han kunne se, at højt betroede medarbejdere blev frataget deres rettigheder i et voldsomt forløb til skade for tilliden til tjenesterne.

Regeringens spin savner mening, når offentligheden stadig savner forklaring på, hvorfor partilederne skulle underholdes med oplysninger om spionchefens hang til cykelvrag og s/m. Vi bør minde os selv om, at PET chefen havde tilbudt denne hemmelige og mørklagte briefing til udvalgte politikere, for at oplyse dem om hvorfor Claus Hjorts immunitet skulle ophæves. Kun de færreste forestiller sig, at PET-chefen har sammensat denne farverige emnepalette, uden at få den godkendt i Statsministeriet.

Lars Findsen beskriver i “Erindringer fra celle 18”, hvordan han bliver tilbudt en handel, da han sidder på Gentofte politistation. Det skriger til himlen, hvis det er korrekt, at Trine Bramsen har erkendt, at der faktisk ikke er noget at bebrejde Findsen og indhentningschefen, men at Regeringen er nødt til at lade ham tage skraldet for at redde Regeringens liv. Og det siger sig selv, at afdækningen af dette forløb, ikke kan afvente en straffesag, som måske hviler på et ulovligt grundlag.

Lad os nu få sandheden frem, mens de mistænkte kan huske hvad de foretog sig. Danske domstole kan stensikkert gennemføre en seriøs procedure, uanset hvem der fik ideen til at fortælle om den kasserede cykel.

I forbindelse med det blå pressemøde på Kastellet blev Samsam-sagen bragt frem. Pressemødet tog udgangspunkt i Findsens bog “Erindringer fra celle 18”, men ISIS-agentens sag bør i al fairness medtages, for at undgå enhver mistanke om, at åbenhed kun er interessant i forhold til den siddende Regering. Samsam sagen har været fyldigt dækket af Berlingske, og alene spiontjenestens kontantbetalinger til ham i et lukket fængsel, afslører dårlig samvittighed.

Det vil helt sikkert være en fordel for de 3 hovedmistænkte i det politiske forløb omkring Findsen-sagen; Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og Trine Bramsen, hvis den eksisterende S regering havde kunnet fortsætte. Den interne påvirkningsmulighed og Statsministerens magtfuldkommenhed er lettere at kontrollere i en étpartiregering, hvor chefen også er bestyrelsesformand.

Der venter en ny og forhåbentlig mere åben Regering, et omfattende oprydningsarbejde. Og de ansvarlige ministre må stå ved deres ansvar, så vi kan genoprette tilliden til de 2 tjenester.

3 Drabet på et eksporterhverv.

Landets Statsminister forsøgte at lukke den folkelige debat om hendes egen magtfuldkommenhed med et doorstep i Aalborg Havn om Minkskandalen.

Barbara Bertelsen fik en skriftlig advarsel for sin ageren under lukningen af erhvervet. Det skete pba alvorlig kritik fra Mink kommissionen. Advarslen var ikke underskrevet af Statsministeren, men af en kollega i ministeriet, og Mette understregede på pressemødet, at hun fortsat har fuld tillid til Barbara Bertelsen.

To forhold dominerede i medieomtalen efter pressemødet i den nordjyske opstillingskreds; for det første konkluderede Statsministeren, at hun anså kritikken af Regeringens håndtering af sagen som afsluttet, og dernæst lagde Mette Frederiksen op til en debat om hvorvidt “Minkskandalen egentlig er en skandale?”

At forestille sig at en sag om manglende hjemmel til at lukke et betydeligt eksporterhverv, kan lukkes ved at kaste Mogens Jensen og et par tjenestemænd under bussen, er så naivt at det kunne være udtænkt af den samne som valgte at slette de SMS’ er, som kunne have kastet lys over det forrykte forløb.

Når nu valget er udskrevet, fordi Radikale ikke længere har tillid til S-regeringen som følge af Minkskandalen, og Løkke samt blå blok ønsker sagen afdækket med en advokatundersøgelse, så forekommer det indlysende, at Mette Frederiksen har lyst til at lade udsigten til en Rigsretssag indgå i en handel hos Dronningen. For nu at sige det lige ud, så kom afgørelsen i Rigsretssagen som en overraskelse for en del politikere. Det taler for at undersøge om Mette Frederiksen har holdt sig i forsætlig uvidenhed om den manglende lovhjemmel til minkdrabene og den forsætlige sletning af bevismateriale på SMS. Lad os denne gang afvente en undersøgelse. Har man taget fejl en gang, så kan man gøre det igen.

Og hvis Statsministeren bliver dømt i en rigsretssag, så viser Danmarksdemokraternes forløb jo, at man ganske legalt kan komme tilbage i et ministerkontor. Det samme må i givet fald gælde for Mette Frederiksen.

Minkskandalen er en dobbelt K3′ er.

For det første er det grimt for tilliden til det politiske miljø at skulle køre en rigsretssag imod Mette Frederiksen, hvis advokatundersøgelsen lander på samme konklusion, som den advokatundersøgelse Pernille Vermund finansierede.

Og for det andet, så efterlader skandalen sig en samlet regning på minimum 20 mia. Kr. til erstatninger og oprydning, samt et tab på eksportindtægter som melder sig hvert år.

4 Inflationen

Når besøget hos supermarkedet er blevet angstprovokerende for udsatte borgere, så reagerer alle politiske ledere undtagen Vanopslagh, med empatisk omfavnelse – ikke mindst fordi vi er midt i en valgkamp. Alle ved godt, at budgethjælpen forlænger inflationsperioden, medmindre den er fuldt finansieret. Samtidig med at særlig Dansk Folkeparti og EHL kæmper for ældrecheckslignende tiltag, så bruges det råderum der måtte være – til våbenhjælp i Ukraine.

En række mindre virksomheder lånefinansierede driften under C-19, og de penge skal tilbagebetales nu, medmindre et konservativt forslag om forlænget låneperiode gennemføres.

Det betyder at både udsatte borgere og virksomheder er presset tæt på afgrunden af prisernes himmelflugt.

Den slags er selvforstærkende, for her midt i efterårsferien kan restaurant – og kulturlivet mærker, at folk sparer på de familieoplevelser, som skulle tanke op efter Corona-nedlukningen.

Hele denne negative spiral rammer en del af limen og sammenhængskraften som ofte overses i Danmark. Det drejer sig om købmændene. Hvis dagligvarebutikkerne i landområderne må lukke, så rammer det ikke kun udsatte og ældre borgere uden bil – men også de samlingssteder som er hjertet i de små byer. Jeg tillader mig at nævne, at det vil understrege bl.a. Inger Støjbergs pointe, med forskellen mellem salonerne i de største byer med fjernvarme og store ejendomsværdi-stigninger, og så de tyndt befolkede områder i landet, hvor mange er stavnsbundet til træpillefyr uden træpiller og lukkede dagligvarebutikker.

Som lovet vil jeg kaste en disclaimer ind, når Regeringen ikke er skyldig: Mette har ikke skabt inflationsproblemet, men hun har til gengæld sammen med Wammen fremsat en afbalanceret Finanslov, som bidrager til at vi kommer af med den igen.

K3′ ere skal håndteres klogt, uanset hvem der har skabt dem. Og det kan blive en rigtig kold vinter.

5 Energikrisen rammer alle.

De 400.000 Gaskunder fik en check på 6.000 kr. fra Dan Jørgensen, fuldstændig på linje med Leif Tulberg som var med til at opbygge erhvervssuccessen DSV, den konservative borgmester i Kolding og hundredvis af unge, som aldrig var blevet faktureret af kommunen for varme. Staten vil ikke have pengene tilbage, så pakkerne skabte stigende omsætning af take away og escortservices. Alle ved at det var en utilsigtet bivirkning, som betyder at forløbet nu skal kulegraves. Havde det ikke været nok så interessant at undersøge hvad det har kostet at administrere udbetalingsmetoden, og om ikke Radikale har ret i, at det havde været mere begavet, at støtte en ekstraordinær omstilling af varmekilden hos de danskere som ikke selv kan financiere en varmepumpe.

Ejerne af træpillefyrede, halmfyrede, brændeovnsopvarmede og biogasfyrede danske hjem, følte sig naturligvis forbigået.

Det er sikkerhedspolitisk uholdbart, at 400.000 danskere er afhængige af gas, og der vil være både sikkerhedspolitisk og klimapolitisk fornuft i at hjælpe gasbrugerne over på fjernvarme og varmepumper. Det lyder som en stor men overkommelig opgave. Desværre er udfordringen større, fordi vi alle sammen er forbrugere af el, som har fulgt prisspiralen med op.

Konklusionen er at dansk energipolitik er en afgørende faktor for, at vi kommer i mål med klimamålsætningen, en beskatning som er adfærdsregulerende i forlængelse af vores samfundsmål, og en sikkerhedspolitik der gør os fri af Rusland, uden bare at spille os i armene på en række muslimske diktaturer, og så skal omlægningen ske, uden at vi taber vores dækning med dagligvarebutikker og udsatte borgere – særlig i udkantsområder – under processen.

I disse uger vægter forsyningssikkerheden på virksomhederne højere end den grønne omstilling. Derfor genaktiveres miljø – og klimabelastende dieselgeneratorer for at redde danske arbejdspladser.

Gennemført begavet kan vi styrke Danmark på sikkerhed, miljø, klima, beskatning og forsyningssikkerhed. Men omstilling er aldrig gratis, og lige nu går det i den forkerte retning.

6 Skattelettelser.

Halvt inde i valgkampen kan vi gøre status over hovedtrækkene i de tilsagn om skattelettelser, som vil overleve et par besøg hos dronningen; “en styrkelse af beskæftigelsesfradraget, øger forskellen mellem at gå på arbejde og modtage understøttelse”. Da alle lønmodtagere i job får gavn af det øgede fradrag, så hjælper det også familierne med at betale deres regninger uden hjælpepakker. Herudover er der enighed om at sænke en række energiafgifter.

De øvrige ønsker om at fjerne eller sænke generationsskiftebeskatning, arveafgift, forlængelse coronalån osv er stadig kun ideer, og uanset om politikere laver færre indtægter eller flere udgifter, så skal Finansloven genberegnes og forhandles på plads, på et nyt grundlag med ekstrem kort deadline.

7 Sundhedssektoren

Den samlede sundhedssektor er slidt godt og grundigt ned, og her er det ikke tilstrækkeligt at tilføre ekstra midler. For disse midler vil bare bidrage til en lønspiral, fordi der mangler medarbejdere. Udenlandsk arbejdskraft har det svært, fordi minimumslønkravet er meget højt, og fordi behovet for at kunne håndtere det danske sprog er afgørende i den primære sektor. Vi kan øge motivationen hos de studerende til at gå i praktik, vi kan ændre på reglerne vedr. deltidsarbejde, så flere får mulighed for at gå på fuldtid, og vi kan imødekomme lønkravene fra en række personalegrupper. Det sidste er rigtig dyrt, for det er ikke som at investere i en ny scanner. Det er et permanent dræn på Finansloven, som også vil åbne for indplaceringen af en række andre faggrupper som ex. fængsels-funktionærer.

Uanset om det lykkes politikerne at beskytte den danske model imod deres egen indblanding, så truer en alvorlig omkostning.

8 Forsvaret

Vores evne til at forsvare Fædrelandet er blevet slidt helt i stykker, i den lange periode hvor vi troede at vi kunne skabe fred og afspænding, ved at invitere russiske militære observatører med til Nato-øvelser. Og i øvrigt koncentrere os om at sende militære bidrag til indsatser i alt fra Irak til Afghanistan og Adénbugten.

Der opstår meget forståeligt et ønske om at midlerne fra det nationale kompromis, skal finansiere ex. genfødslen af ubådsvåbnet til overvågning i Østersøen og en helt ny værftskapacitet.

Sandheden er bare, at der mangler helt basale driftsinvesteringer til vedligeholdelse af materiel, indkøb af ammunition samt vedligeholdelse af bygninger og kommunikationsmidler.

Det uafhængige netmedie Olfi, har beskrevet hvordan vores bedste fysiske materiel befinder sig i Baltikum, hvordan vores uddannelsesmæssige kapaciteter er optaget af at uddanne Ukrainske styrker og hvordan det personalemæssige gennemtræk stadig stiger. Mest forrygende er forskellen mellem den digitale beskrivelse af vores mobile kapaciteter, og så den barske realitet. Hvis man dykker helt ned til et enkelt køretøj, og identificerer hvor det befinder sig fysisk, så har vi styr på hvad militær og politisk ledelse lægger til grund. Hvis så vi opsøger det konkrete køretøj i en garage på Holstebrokanten, så bærer det typisk præg af vinteropbevaring, sædehynderne er spist af møl og mandskabsrummet fyldt med spindelvæv. Der er lidt arbejde med dæktryk, pakninger og startbatterier, før køretøjet kan indsættes i aktiv tjeneste. Nogle gange er vitale dele udlånt til andre køretøjer. Dette her er ikke kritik af forsvaret. Det er vores fælles ansvar, at vi har fortalt en historie, om at vi har kampklare brigader, som kan forsvare vores territorium. Det har vi garanteret Nato, efter alvorlig kritik for et par år siden. Natos kritik var berettiget, og der er ikke rettet op.

Vi har nu en troværdig forsvarsminister, som er så bundloyal i forhold til amerikanerne, at det giver isninger i tænderne, når vi skal undersøge terrorangrebene på gasledningerne i Østersøen. Vi forstår vist alle, at ministeren har arvet mærkværdigheden i FE-sagen, som ikke levner plads til herresving i forhold til Langley og Pentagon. Men enhver som følger området ved, at de forniklede planer om at genetablere en dansk værftskapacitet til at bygge nye flådefartøjer, og vores imponerende engagement i Baltikum og Ukraine – ikke sikrer at der er passende beklædning, ammunition og transport til danske opgaver.

Det nationale kompromis består af fremtidige bevillinger, som finansierer drømme der kan give søvnløse nætter i Finansministeriet mange år frem.

En ny regering skal nu prioritere og konkretisere de mange ønsker til vores kapaciteter. Det vil udfordre råderummet voldsomt.

9 Mangel på arbejdskraft

Hver dag er der virksomheder som må takke nej til ordrer. Det påfører samfundet enorme tab døgnet rundt, når hoteller ikke kan få redt senge, restauranter ikke kan skaffe serveringspersonale og IT-virksomheder ikke kan levere opdateringer til tiden.

Der har været ønsker om først at få alle danske arbejdsdygtige i job, om at beskytte lavtlønsområdet imod løndumping og om at sikre at vores sårbare velfærdssamfund ikke bliver rendt overende af folk uden vores sprog og kultur. Vi kan godt komme lidt længere ad denne vej, ved at tillade fritidsjobs uden modregning i SU mv., og ved at øge forskellen mellem job og understøttelse. Men vi er nødt til at sænke lønkravet til international arbejdskraft, og vi er nødt til at mindske bureaukratiet i forb med godkendelse af eks læger fra udlandet.

Dette område handler først og fremmest om at turde gennemføre reformer.

De teoretiske muligheder er enorme med et Sydeuropa præget af høj ungdomsarbejdsløshed, og et skandinavisk arbejdsmarked som skriger på arbejdskraft. Danmark er et af de EU-lande, som har været dårligst til at facilitere disse europæiske vækstmuligheder.

Her har vi som danskere et ansvar. I den ene ende har vi arbejdsgivere som i årevis har efterspurgt reformer som gør det lettere at få tilført arbejdskraft, og i den anden ende har vi en repræsentant for regeringsgrundlaget i form af SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge, som glæder sig over efterspørgslen efter arbejdskraft, men godt kan se at vi har et problem. Hønge mener at problemet består i at arbejdsgiverne gør for lidt, for at få den sidste arbejdskraftreserve aktiveret. Ud fra devisen om at det er bedst både menneskeligt og økonomisk, hvis vi får alle i job, så giver Karsten Hønges indspark god mening. Der ligger en kritik af, at arbejdsgiverne gør for lidt for at tiltrække ledige danskere. Vi kender tilfælde hvor en borger har gået ledig i en lang periode, og der måske er behov for genoptræning, vi kender eksempler på modregning i offentlige ydelser som med succes blev suspenderet under første bølge af ukrainske flygtninge, vi kender eksempler på seniorer som har skrevet stakkevis af ansøgninger, men hvor fødselsattesten udgør en frasortering uden jobsamtale. Særlig det sidste kan undre, men vi har et akut behov for at der gennemføres en reform, med det formål at smidiggøre alle veje ind til det danske arbejdsmarked.

Alene sproget gør at Hønge kan være tryg ved, at danskere kommer frem i køen. Men vi må konstatere, at køen af ledige som både kan og vil i arbejde, er blevet så kort, at det udgør den største enkeltstående hindring for virksomhedernes drift. Og her kan politikerne faktisk bidrage positivt.

Der er mange gode grunde til at ærgre sig over at vi ikke har lykkedes bedre med denne opgave. Den vigtigste er, at vi risikerer at nogle virksomheder vil være nødt til at flytte helt eller delvis til udlandet, for at overleve. Hvis det er virksomheder der leverer produkter som er afgørende for bæredygtig produktion, så er den samlede skadevirkning betragtelig.

10 Grøn omstilling

Vi er den sidste generation som har mulighed for at afværge den globale klimakatastrofe. Det er lykkedes fint at skabe brede aftaler om klimamål, men der er meget lidt som tyder på at vi når i mål til tiden.

Ideerne om klimaøer, A-kraftværker og

Power-to-X kan ikke nå at være i drift inden deadline.

Så længe vi har en statsminister som vil binde sig fast til skorstenen hos Aalborg Portland, en hel fløj af blå partier som er fodslæbende med at regulere landbruget, og et næstent enigt folketing som lover, at den grønne omstilling kan gennemføres uden at det rammer den enkelte dansker, ja så længe er det ikke tilstrækkeligt, at handelsstandsforeningen slukker for julebelysningen – som iøvrigt ofte er monteret med LED, som har et yderst begrænset forbrug.

Lidt karrikeret er der stadig stemmer at hente med budskabet om, at “når man har arbejdet hårdt med T-bones ved grillen, så har man da lov til at glæde sig til Thailand og Maldiverne. Og vinterferien den kan altså noget.

Hvis der stadig er danskere der hylder Pia Kjærsgaards holdning til bæredygtighed som “klimatosser” og garnerer det med, at der har altid været temperaturudsving, så vi satser på hockeystaven, så tag et debatmøde på et gymnasium. Der har vi et publikum som skal leve med konsekvenserne af en tilbagelænet holdning.

Verdens rigeste enkeltpersoner har opgivet at redde jorden, og satser derfor på at etablere nye samfund på andre planeter. Elon Musk og SpaceX er et godt eksempel.

Uanset hvem der danner Regering, så når vi ikke vores klimamål, med den aktuelle holdning. Og den slags bliver ikke billigere ved at blive udskudt.

11 Flere ældre

Vi er selv skyld i, at flere af os lever fint videre i en alder hvor man tidligere døde. Det ansvar påtager vi os med glæde.

Det medfører bare en voldsom stigning i antallet af behandlings – og plejekrævende ældre. Vi taler dyr medicin og varme hænder som vi ikke har. Vi taler om at hele sundhedssektoren skal omlægges efter en årrække med de 5 regioner.

Det bliver ikke dyrt. Det bliver rigtig dyrt, og vi har presset sundhedsvæsenet voldsomt de seneste år, så der er ikke megen goodwill at hente.

Alle de stabler af behandlingsgarantier og kvalitetskontroller som vi har gennemført, de plager sundhedspersonalet med dynger af rapportering. Alle er enige om at bureaukratiet skal nedbringes. Det har alle været, siden Schlüter blev statsminister først i 1982. Bureaukratiet vokser stadig lystigt.

Alle er enige om at fjerne regler. Et af de voldsomste regelsæt er behandlingsgarantierne i form af kræftpakkerne som Løkke stod fadder til. Dem er vi lige så stolte af, som af Margrethe og den danske model. Så de må ikke engang suspenderes, sådan er det også, med retten til at ældre må komme i bad og tusind andre velfærdsgoder. Tilliden til at reglerne fjernes, og at ledelsesretten føres tilbage til de enkelte institutioner, er sønderskudt i valgkampen.

Blå blok kunne som Moderaterne have fremlagt en pakke der målrettet kan fastholde de nuværende sygeplejersker, og overbevise nogle af de sygeplejersker som har forladt faget de seneste år – om at komme tilbage.

Blå blok har istedet brugt dyrebar taletid på at drøfte om borgeren har ret til at afvise plejepersonale i eget hjem, hvis de bærer tørklæde. Lovgivningen på området giver allerede i dag, mulighed for at bede om en anden medarbejder. Det behøver ikke at være konkret begrundet, og det bliver i praksis løst af de lokale ledere.

Det forekommer kontraproduktivt at bruge ressourcer på at udvikle et regelsæt over hvilke ansigtspiercinger og dialekter der kan gøre en ældre medborger utryg, når vi ønsker at afbureaukratisere. Og det forekommer heller ikke produktivt at lægge bestemte medarbejdergrupper for had, når vi kæmper for at fastholde og tiltrække varme hænder.

Konklusionen er at det demografiske skred medfører betydelige ekstra omkostninger både hos kommunerne, regionerne og staten.

Og så kan fløjpartierne jo sætte sig sammen og forhandle regelbyrden ned. Jeg gætter på at SF og EHL vil afvise kommunernes ret til at fastsætte normeringer, og at DF tilsvarende vil afvise de lokale lederes ret til at varetage bemanding med tørklæder. Der er så langt fra teori til praksis, at det må være vanskeligt at opretholde humøret og professionalismen i plejesektoren.

12 Sammenhængskraften udfordres i Verdens bedste samfund.

Både som politiker og ledelsesrådgiver har jeg ofte hørt danskere betegne Fædrelandet som et af verdens bedste samfund. Uanset om opfattelsen bygger på international indsigt eller bare kollektiv selvfedme, så er det rygraden i sammenhængskraften.

Et spadestik dybere kan vi overveje om vurderingen skyldes det forholdsvis flade, kølige og våde geografiske område, eller den høje grad af intern tillid i befolkningen. Det sidste har Bertel Haarder kaldt “det nordiske guld”, og det er et faktum at vi scorer højt på dette parameter.

Per Stig Møller formulerede den tilstræbte samfundsmodel, som en statsmagt der er stærk nok til at beskytte de mest udsatte siv, men ikke så voldsom, at den knækker de stærkeste.

Den almene anerkendelse af den danske model samt det stabile og flexible arbejdsmarked, den lave ledighed, det høje uddannelsesniveau, den gode omsorg for børn og ældre, sundhedssystemet som sikrer alle borgere tryghed uanset økonomi, den gode infrastruktur, den fine naturbeskyttelse, det veludviklede uddannelsessystem, den høje digitaliseringsgrad, verdens højeste SU og de mange kulturtilbud udgør den perlerække af kerneværdier som gør at vore største virksomheder bliver i Danmark, på trods af løn- og skattetryk i verdenseliten. Denne skamrosning kan de fleste af os forrsætte i timevis, men vi har i mange år valgt induktionspladerne og robotstøvsugeren i stedet for at reparere kloakken og de utætte inddækninger.

På Finansloven har vi valgt sygeplejersker fremfor soldater. Vi har taget fred og frihed for givet, og den slags går i en periode, men over tid så kommer Danmark til at fremstå som et undermotoriseret dollargrin der knap kan slæbe sig selv ud af garagen.

Valget handler om at vælge politikere som er villige til at forandre og reformere samfundet for at bevare værdierne.

Heldigvis er det helt op til den enkelte at definere hvilke værdier som er værd at bevare.