[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Et grønlandsk studie i forbudspolitik

Det er i disse dage 40 år siden, der blev indført rationering af alkohol i Grønland. Ordningen gik skævt og blev taget af bordet efter mindre end tre år. Erfaringen fra dengang var, at politikernes forbud ikke løste befolkningens problemer, siger en af tidens toppolitikere, Lars-Emil Johansen.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
I august 1979 startede det mest vidtgående politiske forsøg at bekæmpe alkoholisme i kongerigets historie. Det skete i Grønland i hjemmestyrets første år 1979-1982, hvor politikerne håbede, at rationering af alkohol kunne rette op på de sociale og sundhedsmæssige problemer i landet.
”Alkoholforbruget havde nået historiske højder. Det var meget voldsomt, og det var baggrunden for, at man sagde, nu vil vi så have rationering, fordi forbruget var så stort,” husker Lars-Emil Johansen, dengang Siumut-politiker i landsstyret og senere selv landsstyreformand.
Ø med alkoholproblemer
Officielle tal understregede problemet: Borgerne i Grønland – herunder også danskere – drak i datiden gennemsnit omtrent 19 liter ren alkohol om året. Det er over dobbelt så meget som indtaget i Danmark anno 2019. Ordningen gik ud på at kræve et rationeringsmærke pr. solgt genstand, hvor hver borger havde 72 mærker pr. måned, som man kunne få udleveret på den dag, der svarede til ens fødselsdato.
Uden mærker var det altså forbudt at købe og sælge alkohol, og det virkede på papiret. Ifølge de officielle tal faldt alkoholindtaget med omkring en tredjedel. Men der var en bagside af medaljen. Faktisk flere. For det første blev mere sprut indtaget, end de officielle statistikker viste.
”Der bredte sig en fantastisk opfindsomhed i forhold til, hvordan man kunne fremskaffe og fremstille alkohol,” husker Lars-Emil Johansen.
Samtidig med rationeringen havde man gjort hjemmebryg ulovligt. Det stoppede ikke alle. Supermarkeder kunne rapportere, at der pludselig blev solgt fem gange mere gær end før.
”Jo, hjemmebryg florerede i den tid. Man bryggede for eksempel videre på de lyse pilsnere, som vittige folk kaldte hjemmestyrebajere, og som nåede styrke som elefantøl. Nej, jeg kan ikke huske, hvordan det smagte. Jeg var selv aktiv alkoholiker dengang, men jeg var ikke øldrikker.”
En ny festkultur
Snart var store dele af Grønland aktive på den sorte børs med rationeringsmærker, som nærmest blev en parallel valuta. I 1981 blev mærker typisk solgt for 25-30 kroner stykket. Dermed var de 5-6 gange dyre end den øl til fem kroner, som mærket gav lov til at købe.
”Derfor gik de mærker selvfølgelig som varmt brød. Det var jo vittigheden i det, at afholdsfolk pludselig begyndte at blive rigtig velhavende og tage på ferie flere gange om året. Og de studerende brugte mærkerne som en ekstra uddannelsesstøtte. Jeg var minister for uddannelse dengang, så de blev vrede på mig, da vi fjernede den mulighed i 1982,” husker Lars-Emil Johansen.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”1581″ img_size=”600×375″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

De utilsigtede tabere
Ordningen virkede med andre ord godt for nogle. Det var bare for en anden gruppe mennesker, end hvad der havde været formålet. Meningen var, at de svageste og mest alkoholiserede skulle stoppe med druk. Imidlertid blev mange af dem faktisk mere marginaliserede end før, blandt andet fordi de brugte penge på at købe andres mærker, når de selv var løbet tør.
”Folk, der virkelig vil drikke, kan altid skaffe noget at drikke. Man kan ikke begrænse alkoholafhængige med restriktioner på den måde. Der er mange måder at skaffe alkohol på,” konkluderer Lars-Emil Johansen i dag.
Ulovligt hjemmebryg var blot et enkelt eksempel på, hvordan nye kriminalitetsformer dukkede op som måder at skaffe alkohol på. Nogle sendte flasker i falske bogpakker fra Danmark. De mest desperate greb til industrisprit eller brød ind hos bygdens købmand. Mod slutningen dukkede de første falske mærker op. Derefter måtte mærkerne trykkes med vandmærke ligesom pengesedler – hvad de jo reelt også var.
Sidst, men absolut ikke mindst, blev hashen mere populær som et alternativt rusmiddel, nu hvor øl og whisky var sværere at få. Og I 1982 stod det klart for Siumut-partiet og de fleste andre politikere, at rationeringsordningen var et flop og måtte afskaffes.
Tørlægning eller ej
I årene efter blev det flittigt diskuteret, hvad der var gået galt. Nogle mente, at i stedet for rationeringen skulle politikerne være gået hele vejen og lavet en decideret tørlægning af Grønland i stil med USA’s forbudstid i 1920’erne.
”Ja, jeg har selv flirtet med den idé engang. Jeg kom frem til, at det heller ikke ville virke,” siger Lars-Emil Johansen.
Johansens frygt går blandt andet ud på, at sådan en løsning vil gentage nogle af problemerne, Grønland oplevede i rationeringstiden. Altså at selv når reglerne virker efter hensigten det ene sted, vil forbuddet skabe nye problemer på andre steder. Et eksempel:
”Det er rigtigt nok, Grønland er en ø, men vi er samtidig en del af en verden. Du skal bare ombord på en flyver eller en trawler, og så er du et sted med en anden alkoholkultur. Det vil give store problemer for folk, hvis ikke de er blevet vant til et fornuftigt forhold til alkohol, og de så pludselig kommer hen, hvor det hele er frit,” siger han.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”1577″ img_size=”600×375″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Da kurven knækkede
I årene efter rationeringstiden blev Grønlands alkoholforbrug endnu højere og toppede i 1987 med over 22 liter ren alkohol pr. voksen borger. Men derefter faldt forbruget støt i de følgende årtier. Alkoholisme er unægtelig stadig et problem i Grønland i dag, især i forbindelse med hash og andre sociale problemer. Det positive er, at forbruget er under det halve af 80’erne, og i dag drikkes der faktisk en smule mindre alkohol pr. borger i Grønland end i Danmark.
”Det interessante var, at vi fik styr på alkohol i 1990’erne, samtidig med at vi politisk gik den modsatte vej og havde en liberal lovgivning i forhold til for eksempel udskænkning,” siger Lars-Emil Johansen.
Han er i en særlig position til at udtale sig i den forbindelse, fordi han selv var blandt de grønlændere, som i de år gjorde op med et alkoholmisbrug. På lørdag kan han fejre sit eget personlige jubilæum: 25 år som en ædru mand. Hvad var der mon sket i 90’erne, der gjorde situationen bedre, når det nu ikke var regler og forbud? Især én ting ifølge Lars-Emil Johansen.
”Det var i 90’erne, vi fik ordentlig alkoholbehandling i Grønland. Det betød noget på flere måder. Ikke alene for at få behandlet alkoholikere, men også for at sætte det rigtige fokus på problemet i hele samfundet. I dag ved vi, som verdenssundhedsorganisationen WHO også har anerkendt, at alkoholisme er en sygdom, som kræver, at du får behandling. Det kan du ikke bare forbyde,” siger han.
Debatten om alkoholregler verserer stadig i Grønland. Det er dog relativt mindre justeringer, man diskuterer i dag. For eksempel om supermarkeder bør afskærme øl fra andre varer, eller om Nuuks lokale bryghus skal have lov til at reklamere for sine produkter. De helt store indgreb på området, som vender op og ned på samfundet, har ikke været aktuelle siden 1982, hvor rationeringen blev opgivet som et flop – og det er godt sådan, slutter Lars-Emil Johansen:
”For nej, du kan ikke bruge rationering eller forbud til at fjerne alkoholmisbrug. Det er først og fremmest et spørgsmål om holdning og holdningsændringer. Det giver jeg også videre til mine børnebørn nu. Heldigvis kan vi se, at de unge mennesker i Grønland i dag har en mere fornuftig tilgang til alkohol, end vi andre havde dengang.”
Skriftlige kilder: ’Om det grønlandske alkoholforbrug før og nu, Nordisk Alkoholtidskrift 10, 1993’, rejsebrevet ’Grønlands hårde valuta’ af Phillip Lauritzen optrykt i bogen ’Phillip Lauritzen i Grønland’, ’Hash-misbrug giver stigende problemer i Grønland’, Berlingske Tidende 2. februar 1982. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column css=”.vc_custom_1575370777138{padding-top: 0px !important;padding-right: 5px !important;padding-left: 5px !important;background-color: #e0e0e0 !important;}”][vc_column_text]Fakta: Rationering
Alkohol blev frit tilgængeligt i Grønland i 1954 som en logisk følge af grundlovsændringen året før, hvor Grønland ophørte med at være en koloni. Alkoholforbruget eksploderede derefter i 1960’erne og 70’erne.
I 1978, mens Grønland stadig er et dansk amt, bliver der udskrevet en vejledende folkeafstemning i to dele om alkohol i fremtiden. 55 procent afviser den totale tørlægning, mens 59 procent efterfølgende accepterer en rationeringsordning. Landsrådet vedtager derefter rationeringen.
Rationeringsperioden varer fra 1979 og til 1982, hvor det nye hjemmestyre annullerer ordningen. Rationeringen gav lov til 72 genstande om måneden pr. mand. Det kunne være 72 øl eller hårdere drikke for flere mærker. En flaske vin kostede i begyndelsen seks mærker, hvilket blev sat ned til tre i håbet om at ændre på alkoholkulturen. En flaske sprut krævede 24 mærker.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]