Etik til salg

Er etik noget, der blæser i vinden? Ja, det er lige, hvad det gør. Moral er blevet et produkt af den offentlige mening. En modebølge skabt af døgnets konsensus på etikkens internationale catwalk.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Den danske transportgigant DSV er nu kommet i modvind hos medier og investorer, fordi selskabet indgår i et konsortium, der skal anlægge et helt nyt, moderne bysamfund i Saudi-Arabien. DSV’s ledelse har vist ikke set sig rigtig for, lyder kritikken: Saudi-Arabien er jo et brutalt korandiktatur, med et middelalderligt retssystem, der tillader tortur, korsfæstelser og offentlige halshugninger. En stat, der er kendt for umenneskelig behandling af sine millioner af gæstearbejdere. Det er jo alt sammen rigtigt nok, men hvorfor skal DSV nu i offentlighedens gabestok, når Arla og Grundfos slipper under radaren? Begge selskaber har i årtier haft en omfattende eksportforretning i Saudi-Arabien uden at møde kritik for det. Nørre-Sundbyvirksomheden BAE har uden offentlig udhængning leveret avancerede overvågningssystemer til landet, der herved har fået mulighed for at kontrollere, hvad sauderne fortæller hinanden på telefonen og på nettet. Den offentlige mening havde det også fint med et officielt besøg i Saudi-Arabien af kronprinsparret i 2016, der i festligt lag kunne bekræfte venskabet mellem vores to kongeriger. Hvor er sund fornuft, konsekvens og anstændighed henne i disse sager? Er etik noget, der blæser i vinden? Ja, det er lige, hvad det gør. Moral er blevet et produkt af den offentlige mening. En modebølge skabt af døgnets konsensus på etikkens internationale catwalk.

Modeluner kryber ind overalt i vores liv. Først og fremmest i beklædning, men også i alt andet: mad, musik, kønsidentitet og rejsevaner. Og i høj grad også i vores politiske holdninger og moralopfattelse. Når modebevægelsernes lunefulde vindstød blæser, så retter den offentlige mening sig efter vindens retning, som den vejrhane den er. Danmark kan således uden offentlig kritik stadig importere energi fra Rusland, hvorimod førende danske industrivirksomheder som Rockwool og Ecco kastes under moralpolitiets bus, fordi de bevarer deres forretninger i Rusland. Kongehuset er særdeles følsomt over for den offentlige mening og fyrede øjeblikkeligt Ecco, som hofleverandør, da virksomheden nægtede at forlade sit russiske marked. Kronprinsparret må så finde sig en ny leverandør af royale sutter, inden de atter skal på venskabsbesøg i Saudi-Arabien.

Siden Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 har dansk udenrigspolitik hvilet på et uskrevet dogme om, at Danmark skal kæmpe for frihed og folkestyre overalt på kloden, medmindre dette er til fare for vores sikkerhed eller skader vores udenrigshandel eller kolliderer med indenrigspolitiske interesser. Konsekvensen af dette etiske valg har været, at Danmark altid har føjet sig efter dem, vi var bange for og i stedet mobbet dem, der ikke kunne skade os. Efter kammeratlig indstilling fra regeringen undlod danske medier i trediverne at kritisere de nazistiske grusomheder mod jøder og politiske modstandere. Vi gik på listefødder over for sovjetfascismen og var i Anker Jørgensens regeringsperiode reelt passive medlemmer af NATO. Sovjetimperiet krævede stop for øvelser med NATO-styrker på Bornholm. Vi smækkede hælene sammen og sagde javel. Ingen dansk regering kunne drømme om at kritisere den totalitære stat, Kina for landets aggression mod Taiwan eller for den kommunistiske stats omfattende netværk af kz-lejre og straffekolonier eller for den brutale undertrykkelse af uighurerne.

Til gengæld deltog Danmark med begejstring i en række boykots og sanktioner mod stater, der enten lå langt væk eller som var for små til at true os. Vi var altid klar til at forsvare frihed og folkestyre over for Burma, Chile, Grækenland og Irak. Danmark deltog helhjertet i EU’s boykot af Østrig i år 2000, da Jörg Haiders Frihedsparti efter et lovligt parlamentsvalg blev optaget i regeringen. Desværre er danske erhvervsledere en samling bukkende lakajer, der retter fromt ind efter de politiske modeluner. Vi har set det i klimadebatten, hvor virksomhederne kappes om, hvem der fremstår mest bæredygtige og omstillingsparate til den grønne fremtid. Ikke en eneste topleder tør melde sig ud af klimahysteriet. Ingen har turdet støtte Rockwool og Ecco, der begge har mange gode grunde til at forsvare deres markeder i Rusland. Rockwool besidder et enestående know- how, som den eneste stenuldsfabrikant, der kan spinde den flydende stenmasse så luftig og let, at produktet opnår maksimal isoleringsevne og er nemt for håndværkere at forarbejde og tilskære ude på byggepladserne. Rockwools spindeteknologi er så hemmelig, at virksomheden har valgt ikke at patentere den, da patenter jo er offentlige og har det med at kunne omgås. Hvis Rockwool forlader sine russiske fabrikker, vil virksomhedens fabrikshemmeligheder naturligvis være kendt for de ansatte ingeniører og fagfolk til stor skade for Rockwools internationale forretning, der på sine markeder så kunne udfordres af ’russisk’ stenuldsteknologi. Disse alvorlige trusler møder ingen forståelse hos det danske moralpoliti i politik og medier, der nu udstiller Rockwool som en slags landsforræder og Putin-fan.

Vi kan ikke håbe på en moralsk oprustning i samfundet, der befrier os for den dobbeltmoral og det hykleri, der præger vores forhold til andre nationer. Men vi kan håbe på, at der fremstår en generation af modige erhvervsledere, der ikke vil lade sig etisk udnytte af lunefulde medier og ensrettede politikere. Vi må have tillid til at DSV’s kompetente ledelse i stedet for at bøje sig for dobbeltmoralen har modet til at vende ryggen til de hysteriske medier og bedrevidende investorer og udelukkende gøre det, der er i virksomhedens interesse. Sådan som de altid har gjort.

[adning id="17957"]

Fik du læst?