Der venter os først en “bøvlet” tid, så et forår og en sommer, hvor coronavirus “forhåbentlig” ikke vil spille en rolle, og så et efterår, der kan blive problematisk, lyder det. Få overblik over regeringens genåbningsplan her.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
– I aften kan vi begynde at sænke skuldrene og begynde at finde smilet frem igen. Fra den 1. februar – om ganske få dage – vil Danmark være åbent. Helt åbent.
Sådan lød meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) på onsdagens pressemøde om den aktuelle coronasituation.
Her annoncerede hun, at det, hvis det står til regeringen, fra tirsdag den 1. februar skal være slut med alle coronarestriktioner herhjemme. Næsten, i hvert fald.
Der vil nemlig fortsat gælde krav om test og isolation for visse personer ved indrejse i Danmark, ligesom statsministeren og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) anbefalede, at der fortsat skulle bruges mundbind og coronapas på bl.a. plejehjem.
Men den 31. januar bør coronavirus’ status som “samfundskritisk sygdom” altså ophøre, mener regeringen. Årsagen er i høj grad, at den dominerende omikronvariant ganske vist giver øget smitte, men samtidig giver markant mildere sygdomsforløb.
Derfor er der trods udbredt smitte ikke særligt mange danskere, der bliver syge eller alvorligt syge af coronavirus længere.
Dermed er der lagt op til, at danskerne i næste uge kan vinke farvel til krav om coronapas og mundbind i samfundslivet, ligesom hårdt prøvede erhverv som f.eks. det danske natteliv kan genåbne.
– I dag kan vi sige, at vi bestod, vi er klar til at træde ud af coronaens skygge. Vi siger farvel til restriktioner og goddag til det liv, vi kendte før corona, lød det fra Mette Frederiksen på pressemødet.
Genåbningen sker på baggrund af anbefalinger fra Epidemikommissionen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste på pressemødet, at han tidligere onsdag havde holdt møde med alle Folketingets partier.
Her var der er entydig opbakning til at droppe kategoriseringen af coronavirus som “samfundskritisk sygdom” og afskaffe restriktionerne fra på tirsdag.
Dog er der foreløbigt ikke opbakning i Folketinget til at fastholde krav om test ved indrejse til Danmark for personer, der ikke er vaccineret eller har naturlig immunitet fra overstået smitte.
Statsministeren skitserede til pressemødet de tre faser, som genåbningen ifølge hende og regeringen bør følge.
Først venter det, hun betegnede som en “bøvlet” vinter med mange coronasmittede og anbefalinger – men ikke krav – fra myndighederne om brug af mundbind m.v. i visse situationer. Derudover vil det fjerde vaccinationsstik blive tilbudt til visse befolkningsgrupper.
Derefter følger et forår og en sommer, hvor coronavirus “forhåbentlig” ikke kommer til at spille en rolle, og hvor Danmark vil være helt åbent. I denne periode vil myndighederne løbende overvåge smittetallene og forberede sig på fase tre, som ifølge Mette Frederiksen kan blive problematisk.
Når vi når til efteråret, er der nemlig risiko for, at nye varianter af coronavirus vil kunne opstå, og som med alle andre sæsonvira vil smitten med coronavirus antageligvis stige i denne periode.
Derfor kan det, ifølge Mette Frederiksen, blive sådan, at danskerne skal vaccineres igen. Måske blot nogle grupper, måske alle danskere.
Derudover er der mulighed for at der bliver behov for ”flere test”, lød det endvidere, ligesom regeringen generelt vil være klar til at “håndtere” evt. nye, mere alvorlige varianter af coronavirus, hvis de skulle opstå.
Regeringen vil altså ikke udelukke, at der i en eller anden udstrækning vil blive indført restriktioner igen.
Til pressemødet i Spejlsalen i Statsministeriet deltog også Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Statens Serum Instituts faglige direktør Tyra Grove Krause.
Brostrøm ville på pressemødet heller ikke spå om, hvorvidt, coronavirus og håndteringen af sygdommen er fortid.
– Vi vil få mere smitte, mere immunitet. Så på den korte sigt kan vi forvente, at smitten begynder at bøje af. Om den så holder til at beskytte os til næste vinter, kan vi af gode grunde ikke sige, lød det fra Sundhedsstyrelsen-direktøren.
I skrivende stund er der 40 coronasmittede indlagt på landets intensivafdelinger, heraf 25 i respirator. I Danmark er der aktuelt en maksimumkapacitet på 433 respiratorer.