“Jeg har hele tiden sagt, at coronapasset ikke skal bruges én dag mere end højst nødvendigt”, lyder det fra lagmand Bárður á Steig Nielsen.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
Færøerne afskaffer nu coronapasset.
Det sker efter, at landsstyret har bedt den færøske epidemikommission vurdere, om der fortsat var brug for det vidtgående indgreb.
Beskeden var epidemikommissionen var klar: Der er ikke længere sundhedsfaglige argumenter for at bruge coronapasset på Færøerne.
Dog kan passet stadig bruges, når man rejser i udlandet.
Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen glæder sig over, at coronapasset nu langt om længe kan afskaffes.
– Jeg har hele tiden sagt, at coronapasset ikke skal bruges én dag mere end højst nødvendigt. Derfor er jeg glad for, at vi går bort fra denne ordning, siger han i en officiel udtalelse på den færøske regerings hjemmeside.
Bárður á Steig Nielsen lægger dog samtidig vægt på, at man stadig bør tage forhåndsregler mod coronavirus, og bl.a. lade sig teste og vaccinere.
Landsstyret har derudover bedt epidemikommissionen se på en eventuel exitstrategi for coronahåndteringen, så alle restriktioner på sigt kan blive løftet.
Kommissionen arbejder fortsat på denne, men oplyser, at en samlet plan ikke kan præsenteres endnu grundet begrænset viden om den dominerende Omikron-variant af coronavirus.
Færøerne er en delvis selvstyrende del af det danske rigsfællesskab, og kan derfor f.eks. afskaffe coronapasset, selvom det fortsat er gældende i Danmark.