Færre smittede: Positivprocenten er den laveste i fire måneder

ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Der er fundet 760 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).

De nye smittetilfælde er fundet blandt 114.074 prøver. Det giver en positivprocent på 0,67, hvilket ikke har været lavere siden starten af september.

Det hører dog med til billedet, at lyntest ikke indgår i smittetallene fra SSI.

Der blev onsdag fundet 146 positive tilfælde på 22.025 lyntest hos de fire private udbydere af lyntest.

Trods de lave smittetal er der ifølge regeringen ikke udsigt til at få lempet de nuværende restriktioner på kort sigt.

Blandt sundhedsmyndighederne og politikerne er der i øjeblikket nemlig primært fokus på smitten med den britiske variant – B117 – som er mere smitsom end de gængse varianter.

Trods den positive udvikling i smittetallene skal danskerne fortsat passe på.

Det siger Kasper Iversen, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital.

– Det er godt, at smittetallene falder, og at kontakttallet er under én både for den normale og – ser det ud som om – den britiske.

– Men for B117 er det stadig tæt på én, og man må forvente, den bliver mere hyppig de næste uger, siger han.

Kontakttallet viser, hvor mange personer en smittet i gennemsnit giver smitten videre til. Når det er under én, er epidemien aftagende.

På landets hospitaler er antallet af indlagte med coronavirus faldet med 21 til 745. Det er mere end 200 patienter færre end 4. januar, hvor der var 964 indlagte. Det er det hidtil højeste under epidemien.

Det aftagende coronapres kan ifølge Kasper Iversen mærkes på landets hospitaler.

– Det kan tydeligt mærkes. Både at der er færre indlagte, og at der kommer færre og færre ind på hospitalerne.

– Så vores akutmodtagelser og vurderingsklinikker har mindre og mindre at lave, siger han.

Af de 745 indlagte er 136 på intensivafdelinger, og 87 af dem er tilkoblet en respirator. Onsdag var tallene henholdsvis 132 og 88.

Der er registreret 37 nye dødsfald blandt coronasmittede, hvilket er det tredjehøjeste, der hidtil er registreret på én dag.

Den positive udvikling i smittetallene er derfor ikke nået til dødstallene endnu. Det skyldes ifølge Kasper Iversen, at det er det sidste, der vender.

– Der kan godt gå en uge eller to endnu. Det er den sidste del af, at man bliver smittet.

– Det hænger lidt efter, men det skal nok komme, vurderer han.

Der er det seneste døgn en anelse flere, som er blevet vaccineret mod virusset.

3,07 procent af befolkningen er nu coronavaccineret med første stik.

Det svarer til, at 178.969 personer har påbegyndt vaccination. Af dem er 6808 personer færdigvaccineret.

/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.