I en ny bog af civilingeniør Søren Hansen – “Fakta og myter om grøn omstilling” – gennemgås alle aspekter af bestræbelserne på at omdanne vores energiforsyning til én, der primært er baseret på solceller og vindmøller. Der er jo ikke mangel på store planer, som f.eks. Energistyrelsen opdaterer og udsender årligt. Her regner man med en mangedobling af kapaciteten af solceller og havvindmøller.

Sol og vind producerer jo strøm helt ude af trit med forbruget. Figuren her viser hvordan produktionen (i megawatt) fra alle de påtænkte solceller og vindmøller kan komme til at se ud, hvis Energistyrelsens planer for 2050 føres ud i livet.

I bogen stilles spørgsmålet, om Energistyrelsen mon nogensinde selv har gjort sig den ulejlighed at optegne figuren her og derefter gjort sig de mindste overvejelser, om hvorvidt det her vil komme til at fungere i praksis?

Som det fremgår at figuren, vil der blive produceret langt mere strøm, end det danske forbrug forventes at være. Energistyrelsens løsning er selvfølgeligt de store visioner om fremstilling af brint i kolossale mængder.

Her er et par uddrag fra bogens konklusion:

”Både sol og vind er meget omskiftelige og helt i modstrid med den grundlæggende filosofi i en elektricitetsforsyning, hvor der skal være perfekt balance mellem produktion og forbrug, sekund for sekund.

Myterne om at sol og vind så fint supplerer hinanden, fordi de yder mest på forskellige tidspunkter, f.eks. vind om vinteren, sol om sommeren, eller sol om dagen, vind om natten – er netop myter. Forsyningen fra sol og vind, selv over større geografiske områder svinger voldsomt, og variationerne går helt fra næsten nul til mængder, der er tæt på den fulde installerede kapacitet.

Da den gennemsnitlige produktion for vindmøller ligger på 25-50% af kapaciteten, mens den for sol ligger på måske det halve, skal man for at have energi nok installere en meget større kapacitet end svarende til det gennemsnitlige forbrug. Det forhindrer stadigvæk ikke sol og vind i ind imellem kun at levere en brøkdel af forbruget, til gengæld vil man opleve perioder, hvor der produceres alt for meget strøm.

Løsningen, der oftest peges på lige nu – og som også er den eneste farbare vej i praksis, er det geografiske samarbejde. Hvis f.eks. Danmark har for lidt strøm fra sol og vind, vil vi importere fra nabolandene, primært Norge og Sverige. Tilsvarende importerer Tyskland fra Frankrig og undertiden også fra Polen. Pointen her er imidlertid, at importen ikke i større omfang kommer fra solceller og vindmøller. Tværtimod er det primært vandkraft eller kernekraft, der importeres, dvs. kilder der ikke er afhængige af sol og vind. Strømmen fra Polen er endda fortrinsvis fremstillet ud fra kul.”

De voldsomme udsving i produktionen fra sol og vind skal håndteres på én eller anden måde, og herom står der i konklusionen:

”Redningen” – af sol og vind

Fortalerne for grøn omstilling [peger] på, at vi skal have etableret lagring af tilstrækkelige mængder elektricitet. Herved kan overproduktionen på gunstige dage blive gemt til dage med for lidt sol og vind. De eneste teknisk brugbare lagre, vi har til rådighed i dag, er hhv. vandkraft med pumper, eller batterier. Vandkraftlagrene udnyttes allerede i dag i stor målestok, men mulighederne for drastisk at forøge kapaciteten er desværre ikke til stede. De kræver passende bjerge og masser af ledig plads, og ingen af delene er til rådighed i nutidens Europa.

Den anden løsning, batterierne, forsøges taget i brug, der investeres i større anlæg i flere forskellige lande. Men batterier er dyre, og prisen pr. kWh lagerkapacitet er så høj, at batterier i en målestok, der for alvor ville kunne afhjælpe problemerne med sol og vind, ligger langt uden for økonomisk rækkevidde for de enkelte lande, eller Europa som helhed. Der tales meget om, at batterierne gennem årene er blevet billigere og billigere, og at den udvikling forventes at fortsætte. Det er der nu ikke så megen grund til at tro på, og selv en yderligere halvering af prisen pr. kWh vil ikke for alvor ændre på det økonomiske billede.”

Den forjættede brint

”Tilbage er der brint og såkaldt Power to X. Her vil man bruge strøm fra solceller og vindmøller til ved elektrolyse at spalte vand i ilt og brint. Brint er et energirigt brændstof, der kan bruges som det er, eller videreforarbejdes til flydende brændstoffer som metanol, benzin osv. Der er store planer om et fremtidigt ”brint-samfund”, men indtil videre går udviklingen meget langsomt. Det skyldes dels tekniske, dels økonomiske udfordringer.

Teknisk er problemet, at brinten skal kunne fremstilles på basis af den meget ujævne strømforsyning fra sol og vind. Det giver nogle hidtil uløste udfordringer i elektrolyseprocessen og medfører bl.a. betydelige tab af energi undervejs.

Brintfremstillingen kræver meget store mængder af strøm, og selv fra sol og vind har den en pris, og dermed bliver brinten mange gange dyrere i sammenligning med naturgas som brændstof. Et brint-samfund bliver derfor et samfund, der er meget fattigere end det, vi kender i dag.”

Bogens hovedbudskab er tydeligt nok. Den grønne omstilling, som den er tænkt med sol, vind, lagring og brint som hovedelementer, er dømt til at mislykkes, og den vil indebære meget store omkostninger for de lande, der forsøger at gennemføre den. Flere af de nationer, der betragter sig selv som foregangslande, er allerede godt på vej mod katastrofen. Men det er ikke for sent at bremse op – heller ikke for Danmarks vedkommende.

Bogen udgives af Forlaget Kolbein og udkommer medio april. Den kan bestilles på forlagets hjemmeside.