Finland og Sverige hører hjemme i NATO. Det gør Tyrkiet ikke.

Indsmurt i fedterøvsolie fra top til tå danser NATO- chefen, Jens Stoltenberg de syv slørs dans rundt om Tyrkiets præsident Erdogan for at formilde kaliffen til at benåde Sverige, så landet kan indtræde i NATO.
Hør artikel

Optagelse af nye medlemmer kræver enstemmighed blandt NATO-landene, og efter Rasmus Paludans afbrænding af en koran i Stockholm har Erdogan meddelt, at Sverige ikke får Tyrkiets accept af medlemskabet. Paludans narrestreger er naturligvis ikke årsagen til Tyrkiets veto, kun anledningen. Erdogan havde brug for et trumfkort, der kunne skabe sympati og velvilje hos præsident Putin, som jo godt ved, at hvis Sverige og Finland med deres moderne og veludrustede militær træder ind i NATO’s rækker, kan han glemme alt om at bringe de baltiske lande ’Heim ins Reich’, hvor han mener, de hører hjemme. Tyrkiets økonomi er stort set brudt sammen, og landet har desperat brug for olie, gas og turister, hvad Rusland kan levere i store mængder. Kan Erdogan holde Sverige og Finland ude af NATO i en årrække, kan han vente en passende belønning fra Putins Rusland, Tyrkiets nye slyngveninde.

Tyrkiet var i mange år et loyalt og vigtigt medlem af NATO-familien, men er det ikke mere. Atlantpagten forpligter sine medlemmer til at værne om friheden, den fælles kultur og civilisation, der bygger på folkestyret, friheden og retsstaten. Tyrkiet af i dag er imidlertid milevidt fra disse værdier og er i glideflugt på vej tilbage til fortidens islamiske mørke. Præsident Erdogan er ikke demokrat, men tilhænger af et globalt islamisk kalifat, som er i overensstemmelse med ideologien fra Det Muslimske Broderskab, der er Erdogans politiske og åndelige inspirationskilde.

Efter det lunkne kupforsøg mod ham i 2016, benyttede han lejligheden til at skaffe sig af med alle kritiske røster i hele det tyrkiske samfund. 100 000 offentlige ansatte blev ifølge Amnesty International fyret og frataget deres pas og retten til at arbejde. Disse internt landsforviste borgere må nu hutle sig igennem ved sort arbejde og almisser fra familie og venner. 70 journalister sidder fængslet, og skoler og universiteter ledes nu af Erdogan-støtter, der slutter op om islamiseringen af landet. Open Doors beretter, at kristne systematisk bliver chikaneret og forfulgt overalt i Tyrkiet. Kristne Missionærer, der deler bibler ud bliver anholdt, fængslet og udvist.

Erdogans politiske synderegister er alenlangt: Til trods for utallige fordømmelser og resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd nægter han at ophæve Tyrkiets ulovlige besættelse af Nordcypern. Han har haft tætte kontakter til Islamisk Stat, som uhindret kunne hverve krigere i Tyrkiet, som også hjalp ISIS med at sælge den råolie, de havde skaffet sig ved at besætte oliefelter i Syrien og Irak ifølge en rapport fra BESA Center for Strategic Studies. Erdogan nægter at ratificere FN’s havretskonvention, fordi den giver Grækenland suverænitet over en række græske øer, der ligger tæt på Tyrkiet. En ret, den tyrkiske regering ikke anerkender. USA, EU og alle internationale eksperter støtter Grækenlands retmæssige krav, men Erdogan er en hårdnakket benægter. Der er formodentlig rige gasforekomster i den omstridte havbund, og kunne Tyrkiet sætte sig på dem, ville landet med ét kunne redde sin ødelagte økonomi. Tyrkiets flåde viser provokerende adfærd mod græske patruljerende krigsskibe i området. Grækerne har hidtil været tilbageholdende, men hvis der bliver fundet gas i den græske havbund, er der stor risiko for en væbnet konfrontation mellem de to NATO-partnere.

For at indynde sig hos Putin har Erdogan til NATO’s store forbitrelse bestilt et nyt russisk produceret luftforsvarssystem af typen S-400, som nu er under opstilling i Tyrkiet. Erdogan havde samtidig bestilt et antal af de avancerede amerikanske F-35 kampfly, som USA naturligvis nægter at levere, da de ved, at russiske militæreksperter ville programmere S-400 systemet til at kunne nedskyde F-35 fly. Til gengæld truer Erdogan sin NATO-allierede med at nedlægge den store NATO-flybase, Incirlik i det sydlige Tyrkiet. Man må jo spørge sig, hvad Tyrkiet egentlig vil i NATO, som de modarbejder på enhver måde og også, hvad NATO vil med Tyrkiet, som efter sovjetfascismens sammenbrud har mistet sin strategiske nøgleposition.

Atlantpagten rummer ikke en eksklusionsparagraf, så der er formelt ikke mulighed for at bede Tyrkiet forlade Alliancen, hvor landet ikke mere hører hjemme. Men der er muligheder for at henvise Tyrkiet til et passivt medlemskab, indtil landet finder tilbage til demokratiet, friheden og retsstaten igen. Hvis der var noget ved Stoltenberg, ville han udelukke Tyrkiet fra vigtige møder, konsultationer og fortrolige oplysninger og frem for alt hemmeligstemplet materiale, da man i NATO ikke længere kan være sikker på, hvor oplysningerne havner.

Præsident Erdogan dyrker den islamiske kunst at bedrage sine venner og indgå lyssky aftaler med sine fjender. Derfor skal Tyrkiet ud og Sverige og Finland skal ind. Voldsmandens veto må ikke gælde i NATO.

[adning id="17957"]

Fik du læst?