[vc_row][vc_column][vc_column_text]Selvom mange politikere ofte fremstiller det anderledes, er flygtningepolitikken stadig uløst, skriver Stefan Agger.
Af Stefan Agger, lektor og politisk aktiv i Liberal Alliance
Man siger så meget. For eksempel siges det for tiden ofte at Inger Støjberg var en udlændingepolitisk strammer, men reelt flyttede hun ikke rigtigt noget som minister. Det siges også, at Socialdemokraterne nu også er garanter for den stramme udlændingepolitik, men reelt er udlændingepolitikken den samme som den altid har været, eller i hvert fald siden 1983: Retten til at få asyl i Danmark består som den har gjort i snart 40 år.
I 2015 fik vi et tydeligt indblik i, hvordan de danske regler for indvandring er uden reel mulighed for at sige stop, da over 20.000 mennesker det år flygtede til Danmark. Det medførte som de fleste vil huske et chok i det danske politiske system, og VLAK-regeringen indførte en lang række yderligere stramninger af udlændingepolitikken, og tilstrømningen faldt.
Problemet med den historie er, at tilstrømningen også faldt alle andre steder. Det var altså hovedsageligt på grund af ydre omstændigheder som aftalen med Tyrkiet og et styrket EU-samarbejde om bevogtning af Middelhavet, at tilstrømningen af flygtninge til Danmark faldt. Ikke fordi VLAK-regeringen fik løst dansk udlændingepolitik.
Så problemet består stadig. Den nuværende form for udlændingepolitik har som bekendt skabt en del problemer for det danske samfund: Rigtig mange mennesker med baggrund i kulturer der er radikalt anderledes end Danmarks er kommet hertil gennem de seneste næsten 40 år, og det har forandret Danmark for altid, også i retninger vi ikke bryder os om, og som har gjort det danske samfund mere konfliktfyldt, og mindre forsonligt og konsensuspræget.
For mig står det klart, at der skal mere grundlæggende tiltag til, for at løse problemerne. Tilvandringen til en suveræn stat bør og skal altid være et politisk anliggende udelukkende for staten selv. Det har været en katastrofe for Danmark, at vi på dette område har underlagt os internationale konventioner.
Løsningen på udlændingepolitikken er todelt: For det første må Danmark sørge for at udtræde af eller ændre de internationale aftaler der binder os på dette område. Da Danmark er en småstat i international sammenhæng, og derfor i al almindelighed afhængig af en nogenlunde fungerende international retsorden, så må man altså lægge et større diplomatisk arbejde i at få det til at ske. I sidste ende skal man dog være klar over, at man kan stå i et skæbnesvangert valg mellem international anseelse og national sammenhængskraft. Hvor stor skade det reelt vil gøre på Danmarks internationale muligheder er dog svært at bedømme.
Den anden del af en løsning på udlændingepolitikken vil være at give Folketinget magten tilbage over tilstrømningen: Hvor mange mennesker Danmark vil tage som kvoteflygtninge er allerede et dansk politisk spørgsmål, og sådan bør hele flygtningepolitikken selvfølgelig indrettes, sådan at vi i Danmark selv kan vurdere, hvor mange vi kan håndtere på et givent tidspunkt. Forhold som hvem der har regeringsmagten, økonomiske konjunkturer og status for integrationen vil naturligt spille en rolle for antallet af mulige flygtninge.
Derefter kan man oprette et gennemsigtigt og liberalt system af kriterier, sådan at de mennesker vi modtager som flygtninge i Danmark har den bedst mulige chance for at lykkedes med livet.
Systemet kunne oplagt belønne ting som relevant arbejdserfaring, uddannelse og børnefamilier; ting der gør det nemmere at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, og i det danske civilsamfund.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]