Det er fristende at se operationen som det diametrale modstykke til “kødhakkeren” – den nedslidende skyttegravskrig, hvor Ukraine har ofret tusindvis af unge mænd i angreb mod russiske stillinger ved Avdijivka og Bakhmut. Hvor den konventionelle front har krævet rå styrke og uendelige mængder ammunition, var Edderkoppespind baseret på efterretning, udholdenhed, tålmodig infiltration – og på modet til at tænke guerilla-krig i en stormagtsverden.

Angrebene ramte et dusin militære flybaser i Rusland, herunder Engels, Shaykovka, Soltsy, Pskov og Dyagilevo. Men dronerne kom ikke udefra. De var blevet bygget, gemt og aktiveret inde på russisk territorium, ofte blot få hundrede meter fra selve bombeflyene. I ét tilfælde blev fjernstyrede droner opbevaret i en trækiste i hvad der lignede en lagerbygning.

Den ukrainske efterretningstjeneste GUR havde gennem måneder, måske år, identificeret ruter, rutiner og transportkæder på baserne: Hvilke lastbiler bringer reservedele tæt på flyene? Hvilke bygninger bruges til midlertidig opbevaring? Hvem får adgangskort? Alt blev kortlagt – og så blev operationen i al stilhed foldet ud som et spind.

Ekaterina og hendes mand: Det usynlige par

Kernen i operationen var ofte civile – nogle gange russere, nogle gange ukrainere i eksil – som kunne færdes ubemærket. En figur, der dukker op i flere rapporter, er Ekaterina, en russiskfødt kvinde med ukrainske rødder, og hendes mand, der havde teknisk baggrund fra et universitetsmiljø i Kharkiv. De optrådte flere steder som “ufarlige logistik-entreprenører”, men deres opgave var at installere attrapper fyldt med droner, bygget i moduler, som kunne samles og fjernstyres lokalt.

Det var ikke langtrækkende missiler fra ukrainsk territorium, som mange iagttagere først troede – som Perplexity og flere analytikere fejlagtigt hævdede. Dronerne blev aktiveret lokalt, gemt i strukturer, som blendede ind i basernes eksisterende infrastruktur. For hver luftbase fandtes der en attrap, en dummy, en lokal hjælper. Og hver drone var forudprogrammeret med enkle navigationsmål, men finjusteret af lokale fjernpiloter, sandsynligvis skjult i nærheden.

Stay-behind, SAS og Mossad: Historiske ekkoer.

Strategien vækker mindelser om de vestlige stay-behind-netværk fra den kolde krig – små celler, som kunne aktiveres bag fjendens linjer. Ligeså minder den om briterne under 2. verdenskrig: Den britiske SOE (Special Operations Executive) og det spæde SAS, som opererede med sabotage og infiltration, hvor konventionelle tropper ikke kunne trænge igennem.

Et andet spejl findes i angrebet mod Hizbollah , hvor agenter placerede små walkie-talkier, som senere blev aktiveret til at spore og likvidere modstandere – et eksempel på kreativ asymmetri i praksis.

Pearl Harbor-effekten

Den russiske militærstruktur led af en fatal gentagelse af historien: symbolske og dyre aktiver stod ubeskyttede, som amerikanske fly i Pearl Harbor 1941 – eller som danske hangarer til vores kampfly, der i dag bruges til møbelopbevaring, fordi luftvænet mangler mandskab til at skubbe flyebe ind shelteret. Tupolev-flyene stod på åbne baser, omgivet af civilt byggeri, og blev opfattet som sikre, blot fordi de var langt væk fra frontlinjen og var camoufleret med dæk på vingerne. Ukraine beviste, at afstand ikke længere er beskyttelse.

Der opstår naturlige spørgsmål: Hvordan kan en drone på 900 km afstand styres? Her adskiller Ukraine sig fra hobbydroner. De benyttede forprogrammering, lokalt opsatte sendere og netværk, og muligvis avancerede mesh-netværk, hvor en enhed kommunikerer med en anden i en kæde, indtil den når sit mål. USA’s brug af satellitdroner i Afghanistan er ikke direkte sammenlignelig, men princippet – kontrol over afstand – er blevet demokratiseret.

En model for NATO

NATO har al mulig grund til at studere operationen. Den viser, at små nationer med vilje og opfindsomhed kan påføre stormagter uoprettelig skade uden frontale sammenstød. Den viser også, at investeringer i konventionel overmagt – fly, missiler, kæmpebaser – må komplementeres med investeringer i kontrapersonel sikkerhed, adgangskontrol, civil-militær overvågning og efterretninger i dybden.

Hvis der skal vælges mellem efterretninger med specialstyrker og så konventionelle våben, skal vi huske, hvad der er billigst og mest effektivt.

Ny doktrin for modstand.

Edderkoppespindet viser, at heltemod ikke kun findes i skyttegraven, men også i tålmodighed, camouflage og viden. Ukrainske efterretningsofficerer og civile, der har arbejdet i stilhed i årevis, har demonstreret, at kreativitet er en form for magt – og måske mere effektiv end rå ildkraft.

Udnyt fjendens magtfuldkommenhed, brug deres arrogance mod dem og tænk lateralt – ikke som en konventionel general.