Under Bidens administration afviste USA at presse Ukraine til forhandlinger, med argumentet om, at intet bør forhandles uden Ukraines samtykke. USA har støttet Ukraine militært og diplomatisk, og officielt fastholdt kravet om en “retfærdig og varig fred” baseret på Ukraines suverænitet.

I slutningen af 2024 og begyndelsen af 2025 ændrede dette sig markant under “president-elect” og senere præsident Donald Trump. Trump-administrationen indledte direkte samtaler med Rusland uden Ukraine ved bordet. I februar 2025 mødtes højtstående amerikanske og russiske embedsmænd i Riyadh, Saudi-Arabien, som led i at “starte en proces”. Trump gjorde det klart for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at USA’s støtte ikke er ubegrænset. Under et møde i Det Hvide Hus sagde han som bekendt til Zelenskyj, at “enten indgår du en aftale, eller også er vi ude”. Denne hårde linje markerer et skifte i USA’s diplomati, hvor Washington nu aktivt presser på for en fred. Blandt andet har USA foreslået en aftale, hvor Ukraine giver USA andel i enorme indtægter fra landets mineraler til gengæld for fortsat hjælp – men uden sikkerhedsgarantier.

Zelenskyj har afvist at underskrive en sådan aftale, der ikke indeholder bindende sikkerhed for Ukraine. Samtidig undlod USA (under Trump) for første gang at stemme for en FN-resolution, der kræver russisk tilbagetrækning; i stedet fremlagde amerikanerne en mildere resolution, der kun opfordrede til at standse konflikten. Dette har vakt bekymring blandt allierede, som spørger: ”sker det på bekostning af Ukraine?”

Rusland

Rusland har officielt erklæret sig åben for forhandlinger, men nægter at opgive sine krav. Siden invasionens start har Rusland krævet, at Ukraine skal acceptere “de nye realiteter” – dvs. russisk kontrol over de besatte områder. Moskva insisterer på, at Ukraine anerkender annekteringen af fire østlige regioner (Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja, Kherson) samt Krim-halvøen.  Desuden kræver Rusland, at al ukrainsk militær aktivitet mod disse områder stopper, og at Kyiv opgiver håbet om NATO-medlemskab, som Kreml ser som en trussel mod russisk sikkerhed. Ruslands forhandlingsposition er maksimalistisk, hvilket ifølge eksperter reelt svarer til at kræve, at Ukraine overgiver sin suverænitet “i alt andet end navnet”.

Kreml har også signaleret støtte til de diplomatiske kontakter med USA i 2025, idet Putin angiveligt ser en mulighed for at få sine krav opfyldt, hvis Vestens enhed svækkes. Samtidig beskylder russiske ledere Ukraine for at “nægte fred” ved at insistere på russisk tilbagetrækning. Rusland bruger diplomati strategisk – fremhæver sin villighed til at tale fred for at undgå yderligere sanktioner og få en pause til at konsolidere sine territorialgevinster, alt imens det fortsat udfører angreb i Ukraine.

NATO

NATO som alliance deltager ikke direkte i fredsforhandlingerne, men har en klar holdning: Ingen forhandlinger må ske på Ukraines bekostning eller uden Ukraines samtykke. Generalsekretær Jens Stoltenberg har gentagne gange understreget princippet “intet om Ukraine uden Ukraine”. NATO’s strategi har været at styrke Ukraines forsvarsevne, så landet står stærkere ved forhandlingsbordet, den dag forhandlinger bliver mulige. Alle NATO-lande støtter officielt Ukraines 10-punkts fredsformel og kræver en “retfærdig og varig fred”, hvilket indebærer russisk tilbagetrækning fra besat land og respekt for international lov. Dog er der internt i NATO en forståelse af, at krigen sandsynligvis ender ved et forhandlingsbord – men først når Ukraine selv er klar. Stoltenberg har udtalt, at krigen kun kan afsluttes gennem forhandling, når Ukraine er klar til det), og at vestlig militær støtte i mellemtiden skal sørge for, at Rusland ikke opnår en militær sejr. NATO-alliancen har derfor primært fokuseret på våbenhjælp, træning af ukrainske styrker og langsigtede sikkerhedsgarantier for Ukraine, snarere end at være direkte mediator i fredssamtalerne.

Europa

De europæiske lande (især EU-stater og Storbritannien) har stået last og brast med Ukraine diplomatisk og økonomisk, men nogle europæiske ledere har også forsøgt at holde diplomatiets døre åbne. Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Tysklands kansler Olaf Scholz holdt gennem 2022 hyppig kontakt til Putin via telefon, om end uden gennembrud. Macron argumenterede tidligt for, at Rusland “ikke må ydmyges”, og har antydet, at en forhandlingsløsning med sikkerhedsgarantier til begge parter på sigt er nødvendig.

Ved krigens treårsmærke (februar 2025) tog briterne og franskmændene en ny fælles våbenhvile-initiativer: Storbritanniens premierminister (Keir Starmer) indkaldte over et dusin allierede ledere til topmøde i London, hvor de bekræftede princippet “ingen fredsforhandling uden Ukraine” og aftalte at udarbejde en fælles europæisk plan for at standse kampene. Frankrig foreslog specifikt en tidsbegrænset våbenhvile på en måned – et stop for angreb fra luften, til søs og mod energiinfrastruktur) – for at teste, om Rusland vil overholde en våbenhvile. Den britiske regering præciserede dog, at der endnu ikke var enighed om denne plan blandt alle.

Europæerne drøfter også muligheden af en international styrke eller observatører, der kan overvåge en eventuel våbenhvile i Ukraine. Både Storbritannien og Frankrig har signaleret villighed til at udsende tropper som fredsbevarere efter en våbenhvile, forudsat at USA og NATO støtter idéen. Moskva har dog allerede afvist idéen om internationale tropper i Ukraine.

Generelt forsøger de europæiske lande at holde USA involveret i fredsdiplomatiet trods Trumps sololøb – de ønsker at præsentere Washington for en samlet europæisk plan i håb om at påvirke de amerikansk-russiske samtaler. Samtidig opruster Europa sin egen forsvarskapacitet i erkendelse af, at amerikansk støtte er usikker: EU-leder Ursula von der Leyen har opfordret til en “massiv” oprustning i Europa: “Vi ønsker varig fred, men varig fred kan kun bygges på styrke” udtalte hun.

Muligheder for fred

I begyndelsen af 2025 skete et potentielt nyt gennembrud i form af de direkte USA-Rusland-kontakter. Mødet i Riyadh (feb. 2025) mellem bl.a. udenrigsminister Rubio og Sergej Lavrov blev beskrevet som det første siden krigens start, hvor supermagterne enedes om at arbejde hen mod at afslutte krigen. Dette er ikke en fredsaftale i sig selv, men det markerer en ændring: Washington og Moskva taler nu direkte om krigens afslutning. Lavrov udtalte efterfølgende, at parterne var enige om at igangsætte en “proces for et ukrainsk forlig” snarest. Selvom Ukraine ikke var til stede, kan disse indledende drøftelser ses som et diplomatisk gennembrud – der er igen en kanal for forhandling. Også på den europæiske side kunne man ane små skridt: London-topmødet marts 2025 enedes om en fælles plan (der endnu udarbejdes) for at få stoppet kampene. Selvom det ikke er en underskrevet aftale, viser det en hidtil uset koordinering blandt Ukraines allierede om diplomati-sporet. Disse udviklinger kan bane vej for reelle forhandlinger senere i 2025, hvis betingelserne modnes.

Desværre overskygges de få gennembrud af mange og alvorlige hindringer. Den største knast er uenigheden om territorierne. Ukraine kræver, at Rusland trækker sig fuldstændigt ud af alle besatte områder – inkl. dem, der blev besat i 2022 samt Krim, som har været under russisk kontrol siden 2014 og “annekteret” i strid med folkeretten. Rusland insisterer tværtimod på, at ukrainske styrker skal opgive modstand i disse egne og at Ukraine anerkender dem som russiske. Disse positioner er direkte uforenelige, hvilket blokerer selv indledende forhandlinger om en fredstraktat.

Sikkerhedsgarantier og tillid

Tidligere aftaler med Rusland (f.eks. Minsk-aftalerne 2014-2015) er blevet brudt eller ikke fuldt implementeret, hvilket gør Ukraine og dets allierede mistroiske. Ukraine insisterer på solide, bindende sikkerhedsgarantier fra vestlige magter som betingelse for neutralitet eller våbenhvile – dvs. at lande som USA, Storbritannien, Frankrig m.fl. juridisk forpligter sig til at hjælpe Ukraine, hvis Rusland angriber igen. Rusland modsætter sig involvering af vestlige magter som garanter og ser det som en udvidelse af NATO’s indflydelse.

Trump har lovet at stoppe krigen i Ukraine ”på 24 timer” og presser af indenrigspolitiske årsager på for en hurtig deal, mens mange i Kongressen (både demokrater og republikanere) advarer mod at svigte Ukraine. Denne transatlantiske splittelse giver uklare signaler til Moskva og Kyiv om, hvad de kan forvente. Som Peskov antydede, ser Rusland en mulighed i Vestens fragmentering – hvilket ironisk nok kan gøre Rusland mindre villig til at give indrømmelser ved forhandlingsbordet, fordi de håber på en endnu bedre aftale, hvis Vestens pres svækkes yderligere.

Senest er Rusland blevet bestyrket i sin position ved, at Trump har stoppet våbenhjælp og mere alvorligt muligheden for at få indsigt i Ruslands krigsførelse via amerikansk IT-infrastruktur.

I USA støtter en del af den republikanske base Trumps linje om at prioritere en afslutning på krigen frem for ubetinget støtte til Ukraine. Mere traditionelle republikanske og demokratiske stemmer advarer derimod om, at en for tidlig fredsaftale kan belønne Putin og destabilisere verden.

Udsigterne for en varig fredsløsning

På længere sigt fremhæver eksperter, at en varig fredsløsning kun kan opnås, hvis aggression ikke belønnes. Hvis Rusland beholder erobret land uden Ukraines samtykke, vil det undergrave den internationale orden og sandsynligvis føre til ny konflikt senere.

Lige nu (forår 2025) ser udsigterne til snarlig fred blandede ud. Positivt er det, at diplomati igen er i bevægelse, og at selv skeptiske parter erkender behovet for en eller anden form for forhandling. Vestlige embedsmænd indrømmer nu i stigende grad i det skjulte, at forhandlinger – inklusive midlertidigt tab af ukrainsk territorium – kan blive nødvendige for at ende krigen.

Afrundet kan man sige: En varig fredsløsning kræver at de mest centrale stridspunkter – især territorierne og sikkerhedsordningerne – løses på en måde, begge sider kan acceptere. Det er en enorm udfordring. Men presset fra en langvarig krig, både militært, økonomisk og humanitært, kan med tiden tvinge kompromiser frem. Om det sker i form af en “kold fred” (en slags frossen konflikt uden fuld løsning) eller en endelig fredstraktat, vil de kommende måneder og internationale diplomatiske anstrengelser afgøre.

I mellemtiden gentager Ukraines partnere, at Ukraine selv skal bestemme freden, og de forbereder sig på at støtte landet i så lang tid det kræver for at nå frem til en retfærdig og varig fred.

USA er selvfølgelig en nøglespiller med den totalt uforudsigelige præsident Trump i spidsen. Måske er han modtagelig for europæisk fornuft på en god dag. Resultatet af Ukraine-konfliktens afslutning vil blive et pejlemærke for, hvad Vesten kan forvente fra sin tidligere alliancepartner i Washington.