Hård kritik af regeringen: “Det er ubegribeligt”

Regeringen får kritik for nøl med afghansk evakueringsplan
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere partier kritiserer nu, at det er gået for langsomt med at få iværksat en plan for at evakuere ansatte i Afghanistan, som har arbejdet for Danmark.

Både SF og Enhedslisten kritiserer over for Berlingske forløbet. De Radikale siger til Jyllands-Posten, at regeringen har været “fodslæbende”.

Også fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der var med til at sende danske soldater til Afghanistan i 2001, er der kritik:

– Det er ubegribeligt, at man ikke i april har lagt en klar plan. Man vidste jo, at uanset hvad, så ville tolkene komme i den her situation, siger han til Jyllands-Posten.

USA og Nato begyndte i foråret den endelige tilbagetrækning af soldater fra Afghanistan. Søndag overtog Taliban-bevægelsen kontrollen i landet.

Flere vestlige lande begyndte ifølge Berlingske allerede over sommeren planlægningen af en evakuering af lokalt ansatte i Afghanistan.

I Danmark var en aftale om, at 45 lokalt ansatte i Kabul og deres familier skulle evakueres, dog først på plads 11. august.

– Der er ingen tvivl om, at det er kommet bag på alle, at det er faldet så hurtigt fra hinanden, men at den situation før eller siden ville komme i Afghanistan, og at det ville haste i sensommeren er ikke uforudsigeligt.

– Det har vi kunnet se i lang tid, siger udenrigsordfører Eva Flyvholm, Enhedslisten, til Berlingske.

Mandag kom det frem, at Pakistan bistår med de danske evakueringer fra Afghanistans hovedstad, Kabul. Ifølge Pakistans udenrigsminister, Shah Mahmood Quershi, drejer det sig om i alt 431 afghanere.

Over for Berlingske afviser Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kritikken. Han siger, man har arbejdet på situationen siden april.

Han peger på, der ikke var noget, der tydede på, at det var sandsynligt, at Kabul ville falde i år.

– Analyserne og efterretningerne var helt afkoblet fra virkeligheden. Det kalder på selvransagelse, siger han til avisen.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?