Den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt fortæller i et opsigtsvækkende interview, at hun ikke mener, at ytringsfriheden er en absolut menneskerettighed.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Helle Thorning Schmidt udtalte for nylig i et videointerview med det internationale politiske medie POLITICO Europe, at ytringsfriheden ikke er “en absolut menneskerettighed”.
Udtalelsen kommer i forlængelse af, at Thorning siden 2020 har siddet som aktivt bestyrelsesmedlem i Facebook’s såkaldte ”Oversight Board” – på dansk kaldet Tilsynsrådet -, der blev introduceret tilbage i 2019.
Facebook’s tilsynsråd er med Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerbergs egne ord en form for højesteret for blandt andet moderation af brugere og indhold overalt på nettet, hvor Facebook har styring.
Thorning fortæller i interviewet, at ytringsfriheden ikke skal være en absolut rettighed, men at retten til at ytre sig frit bør balanceres op mod andre hensyn, og fortsætter yderligere:
– Indtil nu har vi set indholdsmoderation på nettet styret af få udvalgte fra Silicon Valley – og ultimativt Mark Zuckerberg, der har modereret indhold – men nu har vi ”the Oversight Board”, udtalte den tidligere statsminister.
– Det er en helt ny måde at gøre dette arbejde på, afsluttede hun smilende, og tilføjede at hun personligt selv synes, det er en positiv udvikling.
“Free speech is not an absolute human right,” says Helle Thorning Schmidt, member of Facebook’s Oversight Board and former PM of Denmark. “It has to be balanced with other human rights.”
How does that translate to content moderation? It must strike a balance, find a middle. pic.twitter.com/E5reaQ2bnk
— POLITICOEurope (@POLITICOEurope) July 15, 2021
Helle Thorning-Schmidt er et blandt 20 medlemmer af Facebooks magtfulde tilsynsråd.
Ifølge rådet selv har det som formål at ”fremme ytringsfriheden ved at foretage principielle, uafhængige beslutninger”.
En af disse beslutninger har bl.a. været at udelukke den tidligere amerikanske præsident Donald Trump fuldstændigt fra platformen.
Thornings kommentarer om ytringsfrihed er gået under radaren herhjemme, men er blevet dækket i udlandet af blandt andet det amerikanske The New York Post.