Henrik Gade Jensen: Man undres over, at forfatteren til denne selvbiografi om kommunismens rædsler selv er erklæret “utopisk socialist”

Lea Ypi, født 1979 i Albanien, professor i politisk teori ved London School of Economics, forfatter til bogen "Fri - at blive voksen ved historiens slutning". (Foto: Marcus Emil Christensen/Ritzau Scanpix)
Hør artikel

Bogen “Fri” af professor Lea Ypi er en fremragende førstehåndsskildring af de sidste sørgelige år under kommunismen i Europa og fortjener stor læserkreds. Men forfatterens efterfølgende positive udtalelser om kommunismen er så mærkværdige, at man ikke ved, om hun er skizofren eller har flere personligheder. Sådan skriver Henrik Gade Jensen i en anmeldelse af professor Lea Ypis selvbiografi “Fri – At blive voksen ved historiens afslutning”.

Af sognepræst Henrik Gade Jensen, redaktion@indblik.dk 

Lea Ypi voksede op som ung pige i Albanien i det sidste årti som kommunistisk. Hun er født i 1979 og en af hendes tidligste barndomsoplevelser er den store sorg over Enver Hoxhas død i 1985, Albaniens store rorgænger som var mere stalinist end Stalin og mere maoist end Mao.

I bogen “Fri” beskriver Lea Ypi sin barndom i det kommunistiske og meget tillukkede Albanien og man chokeres flere gange undervejs. Er det virkelig ikke længere væk? Både geografisk og i tid. Albanien ligger i Europa og det foregik, mens vi hyggede os i Danmark, i min egen studietid. Mange jeg kendte var KAP´ere eller DKP’ere (hhv. medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti eller Danmarks Kommunistiske Parti, red.), som i Albanien så et paradis og berejste det begejstret. 

Lea beskriver hudløst ærligt sin skoletid og sin indoktrinerede begejstring for landet. ”Jeg havde altid tænkt, at der ikke fandtes noget bedre end kommunismen. Hver morgen i mit liv var jeg vågnet med et ønske om at få den til at indfinde sig hurtigere.” Men samtidigt skildres dagligdagen med uendelige og daglange og talrige køer og som ikke altid resulterede i, at der var noget at købe, selv når “fordelingslastbilen” havde været der. 

Nedenunder den socialistiske økonomi florerede en naturalieøkonomi og et selvforsyningssamfund, hvor man klarede så meget man kunne selv. Raki (en særlig alkoholisk drik, der er populær i Tyrkiet, Grækenland og Østeuropa, red.) blev selv destilleret af druer fra haven.

I datidens Albanien var en tom Coca-Cola-dåse et efterspurgt produkt, et trofæ, en social status, som man stillede på bordet og beundrede. En af Leas veninder havde engang smagt lidt cola fra en dåse, som en turist havde smidt væk med lidt dråber i. Andre – og de var heldige – måtte nøjes med den tomme dåse.

Leas barnlige begejstring over kommunismen og forældrenes formelle opbakning viser sig dog at krakelere voldsomt, da systemet ophører i 1990-91. Det viser sig, at forældrene kun har været konformt lydige overfor regimet for at beskytte børnene. Når forældrene snakkede om venner, der havde gået på universitetet, slidt hårdt med studiet og hvilke universitetsgrader de fik, var det voksensprog for, at de var i fangelejre eller fængsel, hvilke domme de afsonede og hvornår de blev løsladt fra fængslet. 

Alt sammen kodesprog for at skåne og undgå, at børnene fik indblik i det virkelige tyranni. At studere litteratur betød at blive dømt for propaganda, at læse økonomi betød økonomisk kriminalitet, at studere internationale forhold dækkede over anklager om landsforræderi. Forældrene og farmoderen kunne kommunikere indforstået uden at børnene fik problemer i skolen, hvor læreren altid stod parat med indoktrineringen.

Familien havde også løjet for Lea og hendes bror om deres egne slægtninge. Leas oldefar, Xhafer Ypi (1880-1940) viser sig at være ”fascist” og ”albansk quisling”, aktiv politiker i de forskellige regimer op til Anden Verdenskrig, men han var alt for farlig at være slægtning til i det kommunistiske Albanien. Alle havde deres “biografi”, som det hedder, og hvis den inkluderede medlemmer på den forkerte politiske front flere generationer bagud, kunne man ikke gøre karriere i Enver Hoxhas Albanien. Faderen havde problemer med sin “biografi”, kunne ikke gå på universitetet, blev deporteret, fik astma på grund af dårlige boligforhold, men overlevede og nåede at blive politiker i et demokratisk Albanien.

Men Leas families tvivlsomme “biografier” kommer dem alligevel til gavn efter kommunismens sammenbrud. En fjern slægtning fra Athen kontakter dem i 1991 med nyheden om, at farmoderen muligvis var arving i Saloniki, og Lea flyver med til Athen, i sig selv en vanskelig proces at få et pas, som Lea aldrig havde hørt om før. 

Og i Athen møder 12-årige Lea første gang verden udenfor Albanien: ”den første gang jeg mærkede airconditioning på mine håndflader, den første gang jeg smagte bananer, den første gang jeg så lyskryds, den første gang jeg havde jeans på, den første gang jeg ikke skulle stå i kø for at gå ind i en butik, den første gang jeg så grænsekontrol, den første gang jeg så køer bestående af biler i stedet for af mennesker, den første gang jeg så et toilet i stedet for at sidde på hug, den første gang jeg så mennesker følge hunde i snor i stedet for løse hunde, der fulgte mennesker, den første gang jeg fik rigtigt tyggegummi i stedet for bare indpakningen, den første gang jeg så bygninger, der bestod af forskellige butikker, og butikker, der var proppet med legetøj, den første gang jeg så kors på grave, den første gang jeg stirrede på mure dækket af reklamer i stedet for antiimperialistiske sloganer.”

Leas familie var i virkeligheden aristokrater, farmoderen havde lært Lea fransk som barn og var i sit eget liv opvokset med tjenestefolk. Men Lea fascineres ikke af fortiden. ”De mennesker, der skulle være mine familiemedlemmer og forfædre, betød ikke meget for mig”.

Efter demokratiets indførsel engagerer begge forældrene sig i de nye partier og de nye politiske muligheder. Først Leas mor, der også bliver aktiv i kvindegrupper, og får besøg af feministiske søstre fra Frankrig, der støtter dem og tvinger dem til at gå ind for kvoter og positiv særbehandling. Og moderen må uvilligt synge med, for ellers bliver hun hældt ud af porten.

”’Kvoter! Lighed!’ fnøs hun, da hun kom hjem den dag”, og moderen forstår ikke den vestlige tankegang, og bliver næsten igen sympatisk med den klassiske kommunisme, der trods alt behandlede kønnene ens. Moderen finder det totalt forkert, at kvinder skal have særlige rettigheder, blot fordi man er kvinde. Det skal være arbejdet og fliden, som belønnes, og ikke kønnet. ”Min mor foragtede positiv særbehandling og kønskvoter lige så meget, som hun ynkede dem, der slog til lyd for den”.

Civilsamfundet blev et nyt slagord, men Lea Ypi afslører, at det mest var en konstruktion af magtfulde vestlige NGO´er forbundet med stærke pengekasser, men som albanerne modvilligt blev tvunget til at bejae, hvis de ville have støtte.

Og dermed bliver vi måske også lidt klogere på at forstå konflikten i EU mellem de nye og gamle medlemsstater.

Lea Ypi skildrer meget skuffelse over omvæltningen i Albanien og udviklingen fra den lukkede kommunistiske økonomi til den kapitalistiske verdensøkonomi. Røverkapitalisme træder i stedet for kommunismen, en morgenstund for spekulanter af værste skuffe kombineret med alt for stor uvidenhed og naivitet. Omvæltning og Gründerzeit er sjældent skønne størrelser. 

Selv kommer hun til i Italien og får en universitetsuddannelse og i en slipstrøm bliver hun som kun 42-årig en renommeret professor på London School of Economics. 

Bogen er en fremragende, førstehåndsskildring af de sidste sørgelige år under kommunismen i Europa og fortjener stor læserkreds. Heldigvis viser bogen, at kunsten er stærkere end politikken, og burde egentlig få lov at stå som et værk for sig selv.

Men Lea Ypi, som i dag underviser i politisk filosofi i London, har været energisk i interviews i danske aviser ved bogens udgivelse i Danmark med at dele sol og vind lige mellem kommunisme og kapitalisme, mellem kommunismens positive frihed med lighed for alle til social hjælp og sundhed overfor liberalismens negative og økonomiske frihed, så man ikke ved, om forfatteren er skizofren eller har flere personligheder. 

Hun erklærer sig som socialist og overbevist socialist, i en engelsk avis sågar utopisk socialist, og vil afskaffe nationalstaterne ved at gøre velfærdsrettigheder universelle for alle på tværs af grænser. Hun viser ingen nysgerrighed overfor egne aner eller at forstå verden af i går.

Men måske ligner Lea Ypi sine forældre mere end hun aner, og tilpasser sig fromt det herskende system med ideologiske knæfald. Til slut takker hun alle ved musikken i de akademiske miljøer i London, Frankfurt og Berlin, jeg talte 65 personer, og mange fonde for hjælp til at skrive bogen. 

Et personligt erindringsværk, et vidnesbyrd, et barndomsglimt! Hvordan kan andre renommerede professorer uden erfaring fra diktaturer være en hjælp til det? Ville hun være blevet professor ved et politisk korrekt universitet ved for ensidigt at fordømme kommunismen? Lea Ypis lip-service bliver værre end forældrenes løgne, der var nødtvungne for at overleve i et ondt system, men intet tvinger hende i dag til at være socialist.

Lea Ypis bog og liv er tilsammen en historie om os i dagens Europa, på den ene side en genuin og autentisk skildring af en brutal og undertrykkende fortid i Albanien, men på den anden side også en tristesse og spleen overfor verden af i dag og en uvilje til at gå ud af utopien og ned fra elfenbenstårnet og se realistisk på verden. Levestandarden i Albanien i dag er steget voldsomt siden 1990’erne, bil og computer og iPhone naturligt som hos os, og albanere kan rejse frit og ytre sig og behøver ikke lyve for hinanden – en forandring som intet fornuftigt menneske kan ønske sig radikal omgjort. Når Nordkorea en gang falder sammen, vil vi så også høre nye og højtstemmede klagesange om den væmmelige kapitalisme? 

Lea Ypi, Fri – At blive voksen ved historiens afslutning. Informations Forlag, 342 sider, 299,95 kroner.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?