Historisk måling: Konservative og Nye Borgerlige større end Venstre

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Venstres vælgere forsvinder mellem hænderne på partiets formand Jakob Ellemann-Jensen. Flere adspurgte anfører Ellemanns håndtering af Inger Støjbergs rigsretssag som årsag til, at de nu vender partiet ryggen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Venstre ville kun få 9,2 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Det er et massivt fald fra de 23,4 procent, som partiet fik til sidste folketingsvalg i 2019. 
Samtidig tager både De Konservative og Nye Borgerlige vælgere fra det detroniserede parti og er nu begge større end Venstre. Det viser en ny, historisk måling foretaget af YouGov for B.T.
Flere af de adspurgte i meningsmålingen anfører overfor YouGov, at de har valgt Venstre fra, fordi der er for meget rod i partiet og fordi partiets formand Jakob Ellemann-Jensen har valgt at vrage sin næstformand Inger Støjberg og stille hende for en rigsret.
Venstres folketingsmedlem Sophie Løhde lægger ikke skjul på, at hun er skuffet:
– Det er godt nok en usædvanlig dårlig måling, som ligger markant under andre målinger. Når det så er sagt, så tager vi i øjeblikket et dyk i målingerne, fordi det har handlet alt for meget om personer frem for vores politik.
Ifølge målingen ville De Konservative være det største borgerlige parti i landet med en vælgertilslutning på hele 12,9 procent af stemmerne. Det er en markant fremgang fra de 6,6 procent af stemmerne, som partiet fik ved valget i 2019.
Det er første gang, siden YouGov i 2009 begyndte at lave meningsmålinger for B.T., at Konservative er større end Venstre.
– Vi er selvfølgelig glade for, at vi står så godt i den her måling, men vi er også kede af det på Venstres vegne over, at det går så dårligt for dem, lyder det fra Konservatives folketingsmedlem Marcus Knuth til B.T.
Også Nye Borgerlige har i den nye måling overhalet Venstre indenom. Partiet står nemlig til 11,8 procent af stemmerne, hvilket gør dem til landets tredjestørste parti og det næststørste borgerlige parti. Det er en voldsom fremgang fra de 2,4 procent, som partiet fik ved folketingsvalget.
Regeringspartiet Socialdemokratiet står til 33,4 procent af stemmerne i målingen. 
Undersøgelsen er baseret på interview med 1.246 repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra YouGov Panelet i perioden 15. til 18. januar 2021. 
Stikprøven er repræsentativ på køn, alder, geografi samt stemmeafgivelse ved valget 5. juni 2019. Den maksimale statistiske usikkerhed i undersøgelsen er +/- 2,8 procentpoint.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?