Den største udfordring er mangel på hænder. Patientforeningen er helt med på at bedre forebyggelse, automatiseringer, brug af kunstig intelligens og fjernbehandlinger kan hjælpe. Det er bare om at komme i gang. Meget af forebyggelsen ligger i landets kommuner, og de er slet ikke kommet i gang. Vi har påtalt det mange gange overfor kommunerne, og det til møder, hvor vi taler om sundhed og får serveret noget, der slet ikke burde være på menuen. Man skal ikke kunne tale godt om sundhed. Det skal udleves. I det fine samarbejde med DI og Danske Regioner burde Kommunernes Landsforening være inviteret med. Også kommunerne kender i den grad til personalemangel.

De sundhedsaftaler der er indgået indeholder uddannelse af flere medarbejdere. Vi kan godt afsløre, at det heller ikke nu er nok, der vil blive uddannet.

Næsten ingen tør tale om løsningerne: Gør det spændende og attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet også for sundhedsmedarbejderne. I stedet sendes raske folk på pension med ekstra penge på lommen. Den kurs er gal. Patientforeningen under nedslidte medborgere en rigtig god pensionisttilværelse, men skal vi hjælpe patienterne og de handicappede på ventelisterne, på plejehjemmene og hjemme i ensomheden, så skal der flere hænder til nu. Dem får vi ikke, når vi både siger nej til flere medarbejdere fra udlandet og sender raske medborgere på pension. Det må give en stor mangel på varme hænder.

Man kunne kun blive dybt bevæget, da mange pensionerede medarbejdere meldte sig som hjælpere, da de første ukrainske flygtninge ankom. Det viste noget af det bedste i den danske folkesjæl, men hvis flere kunne give en hånd med nu til de syge og de handicappede, så ville de blive mødt med stor taknemmelighed.

Der tales også om, at regeringen og Folketinget må komme med flere penge. Det skjuler sandheden: Borgerne skal betale mere for sundhed. Regeringen har ingen ”egne penge”. Vi taler her om borgernes penge.

En stor del af borgerne er i fuld gang med forebyggelse ved motion, ved at undgå rygning, ved at undgå at drikke for meget, ved at spise sundt, ved at undgå støj og passe på nattesøvnen. Om motionen er i sportsklubben eller i fitnesscentret er vi lige glade med i Patientforeningen. Begge dele virker, og vi hylder det frie valg. På samme måde med kosten og kosttilskud. God information sammen med det frie valg er vejen frem. Det giftige skal selvfølgelig forbydes. Men flere skal med på forebyggelsen.

Vi kommer ikke uden om, at vi har et sundhedssystem, der er et monopolsystem. Nok vort største. Monopoler er sjældent vejen frem. Borgerne skal kunne stemme både med hænder og fødder. Det dårlige skal fravælges, det gode tilvælges, hvis vi skal forbedre sundhedssystemet. Men vi skal også sikre, at ingen falder igennem sikkerhedsnettet.

Vi har et enkelt område, hvor der er fundet balance mellem monopolet og det frie valg. Det er høreapparatområdet. Alle tilbydes en basisbehandling i det offentlige. Der kan være ventetider, og der kan være begrænsninger på, hvor mange programmer høreapparaterne har, men basismodellen er fin. Nogle ønsker lynhurtig betjening, let adgang tæt på hjemmet, hjemmebesøg eller måske de sidste nye meget avancerede høreapparater. Disse mennesker må selv betale for de ekstra ydelser i private høreklinikker. Det system fungerer godt, og den model kunne DI og Regionerne arbejde med på andre områder. Systemet har nemlig bevirket, at vi i dag i Danmark har tre af de seks største høreapparatsvirksomheder i Danmark, at vi får udviklet de højteknologiske produkter, som DI og Regionerne ønsker, og endelig bevirker det, at borgerne frivilligt er med til at finansiere en udbygning af denne del af sundhedsområdet. Høreområdet har derudover relativt få kvaksalvere og fusentaster, der platter på folk sygdom og handicap. Det plager store dele af det øvrige sundhedssystem, og der går ganske mange af borgernes milliarder hen, når de ikke må bruge pengene i det evidensbaserede system. Pengene sidder løst, når det gælder om at redde helbredet.

Regionerne og DI skulle invitere Kommunernes Landsforening med, men naturligvis også patientforeningerne. Det er jo patienterne, det hele burde handle om. Vi vil gerne inddrages, og vi vil gerne have noget at vælge imellem. Ventelister, mangel på personale og udelukkelse står ikke på vor dagsorden. Det gør samarbejde, patientinddragelse og valgfrihed.