Folketingsvalget endte ikke med et blåt flertal, og mange forventede af den grund en gentagelse af endnu en rød regering funderet på røde støttepartier.

Men det skulle vise sig ikke at blive tilfældet, da Løkke med sit projekt Moderaterne fik mandater nok til med Jakob Ellemann-Jensen og Venstre at kunne danne en regering ”hen over midten”.

Dette kom som en overraskelse for mange, og især på højrefløjen blev der råbt højt om kæmpe løftebrud fra Venstres side. Vurderer man Voxmeter-analysen fra denne uge straffer vælgerne også Venstre hårdt. I meningsmålingen falder partiets tilslutning til omkring 11%, hvilke er en katastrofemåling for det stolte gamle parti.

Men løftebrud eller ej, så har dette nu efterladt højrefløjen – og især tre partier – med en masse udfordringer: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

Dansk Folkeparti ved, hvad det kan betyde for et parti at blive overflødige. Efter Socialdemokratiets adoptering af den stramme udlændingepolitik ved valget i 2019 er DF stille og roligt sunket mod bunden i meningsmålingerne. Det er der så også andre grunde til. Interne stridigheder, formandsvalg og folketingsmedlemmer, der kunne se sig selv i et måske bedre projekt hos Inger Støjberg. Også sagen mod Morten Messerschmidt, der netop er faldet ud til fordel for partilederen, kan give arbejdsro og fokus på partiets politik. Den dom bliver nu nok appelleret til Landsretten… Partiet må for alvor løse udfordringerne, så partiet ikke ved næste valg ender under spærregrænsen. DF er dog et gammelt parti, og med lidt arbejdsro og fokus på indvandring og ældreområdet samt nationalkonservatisme har partiet gode odds.

Danmarksdemokraterne er et parti der dels er båret frem af Inger Støjbergs fremtoning og en folkelig indignation over dommen i hendes rigsretssag. Derudover er det et parti spækket med tidligere toppolitikere fra Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er, om det holder på den længere bane. DF-folkene bærer deres lidt vigende politik med sig og hvad vil Danmarksdemokraterne egentligt? Hvis der er nogle mærkesager, må man finde dem og få dem markeret. Partiet fremstår på den ene side profileret, men på den anden side med et manglende indhold politisk set. Det er næppe nok at ville holde sig uden for de ”københavnske saloner”.

Nye Borgerlige, har gennemlevet en turbulent tid med interne stridigheder og politiske skandaler. Dog synes der igen at være ro i partiet samt baglandet – og arbejdsro er der i den grad brug for. Partiet skal forsøge at rejse sig som et af Folketingets højprofilerede oppositionspartier. Det havde de især succes med tilbage gennem 2020 og 2021, hvor partiet gang på gang viste sin utilfredshed med regeringens håndtering af henholdsvis coronakrisen samt minkskandalen. Dette gav pote i meningsmålingerne. Lige nu kæmper partiet en højlydt kamp mod sløjfningen af St. Bededag som helligdag. Der skal nok mere til for at skabe fremdrift.

Overordnet set er der tre partier, som både af historiske grunde og på baggrund af de begivenheder, der har været de sidste par år, er flettet ind i hinanden. Inger Støjberg flirtede heftigt med både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har ”doneret” kandidater til Danmarksdemokraterne og dermed også struktur til kommende kommunalvalg. Nye Borgerlige har adapteret Liberal Alliances økonomiske politik på en lidt stedbarnsagtig måde.

Måske er der kun plads til et enkelt parti på den fløj – måske er det perronen for stemmespild på sigt…