[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6878″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Hvad blev der af magtkritikken, Danmark?

Det er nærmest helligbrøde at gå i rette med regeringen i disse tider. Tværtimod afkræves befolkningen tillid, tålmodighed og autoritetstro. Det er skræmmende i lyset af politikernes halv- og heltotalitære tiltag.
Af Kasper Junge Wester, kjw@indblik.net
Kimen til befolkningens totale underkastelse blev lagt tidligt i pandemiforløbet:
”Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt.”
Det var ordlyden af et privat Facebook-opslag, som i forbindelse med corona-nedlukningen af Danmark gik viralt og dannede basis for flere nyhedsartikler. Opslaget viste sig at være symptomatisk for folkestemningen og meningen ikke til at tage fejl af: Når myndighederne – personificeret ved Sundhedsstyrelsens helgenkårede direktør, Søren Brostrøm – udstikker ordrer, er der ikke plads til selvstændig tankevirksomhed, kun blind lydighed.
Regeringen har kapitaliseret på befolkningens selvpålagte underdanighed ved at lancere det ene totalitære forslag efter det andet, og selvom forslagene har fået en blandet modtagelse i Folketinget, er megen stærkt bekymrende lovgivning sluppet gennem det parlamentariske nåleøje og gennemført. Lovgivning, som strider mod de frihedsidealer, vi sædvanligvis bryster os af at være bannerførere for.
Fra det ene øjeblik til det andet er systematisk overvågning, umyndiggørelse og dobbeltstraf legitime redskaber i sygdomsbekæmpelse. Få eller ingen af disse initiativer burde have vundet politisk eller folkeligt gehør. Når de alligevel gør, har det at gøre med en grundlæggende autoritetstro, der gennemsyrer det danske samfund og ganske vist bidrager til en vis effektivitet i opgaveløsningen, men samtidig har potentiale til at kvæle både den frie tanke og det frie marked – og i dette tilfælde i vid udstrækning også er lykkedes med det.
På kompromis med frihedsrettighederne
Siden nedlukningen af landet den 11. marts har en stribe af fejlskud og udmeldinger – den ene dag i øst, den næste i vest – tydeliggjort, hvordan sundhedsmyndigheder og politikere i uskøn forening famler i blinde i forsøget på at fremstå handlekraftige og almoderlige. Det er på sin vis forståeligt. Nogle fejlskud kan da også tilgives med, at vi står i en krisesituation, hvis nærmeste fortilfælde ligger hundrede år tilbage i tiden. Mange andre kan ikke.
Det hører med til fortællingen om Danmark i coronakrisen, at de fagligt begrundede tiltag i hovedreglen ser ud til at have haft den tilsigtede effekt. Smittespredningen er mindsket ganske betragteligt siden nedlukningen af landet, og nu er der så udsigt til, at landet åbnes igen. Det er selvfølgelig glædeligt, at det er til at se en ende på ugers nedlukning og indespærring. Men det er altså hverken tvangsindlæggelser, teledata indhentet uden dommerkendelse eller stikkerlinjer, der har gjort det muligt.
En anseelig del af de mange tiltag bør vække dyb bekymring, når vi på bagkant af krisen evaluerer myndighedernes krisehåndtering. De forgangne uger har afsløret en bekymrende stærk politisk vilje til at gå på kompromis med flere af de negative frihedsrettigheder, der gør Danmark til et verdens mest frie og velfungerende samfund. Her er det værd at minde sig selv om, at det har taget århundreder at nå til, hvor vi er i dag, men at friheden kan undermineres med et pennestrøg, hvis befolkningen ikke er vagtsom.
Når vi om føje tid skal opgøre prisen for nedlukningen – både den økonomiske og den værdipolitiske – kommer vi efter alt at dømme til at sande, at den har været ganske høj. For høj.
Stikkerlinje gav mindelser om DDR
Regeringen har undervejs fremsat det ene totalitære forslag efter det andet. Nogle er stemt igennem og indlemmet i den reviderede epidemilov, mens andre trods alt er forkastet som for vidtgående.
Styrelsen for Patientsikkerheds ”stikkerlinje” gav mulighed for i bedste DDR-stil at angive medborgere, hvis man var bekymrede for deres adfærd. Det gik trods alt ikke. Tilsvarende viste det sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at beordre privathospitaler til at lukke, hvorfor også dette tiltag siden er blevet strøget fra lovbøgerne.
Andre forslag er blevet gennemført, selvom det er uhyre svært at få øje på både formålstjenlighed og rimelighed. Landets teleselskaber udleverer for eksempel data til Statens Serum Institut med henblik på sporing af smittede. I samme boldgade har Styrelsen for Patientsikkerhed fået mulighed for at indhente dankortoplysninger fra NETS uden dommerkendelse.
I den allermest grelle ende finder vi statens ret til at tvangsteste (og tvangsindlægge) borgere alene på mistanke om smitte samt muligheden for, at politiet kan tiltvinge sig adgang til private hjem, hvis de har en konkret formodning om, at de tilstedeværende forbryder sig mod forsamlingsforbuddet.
En spag protest fra en uhyre passiv opposition betød ganske vist, at politiet i forbindelse med sidstnævnte er blevet pålagt at indhente en dommerkendelse. Liberale stemmer var hurtige til at påtage sig æren for denne indrømmelse, der skal beskytte privatlivets ukrænkelighed. Men der er tale om en pyrrhussejr, for trods forsikringer om det modsatte kan politiet stadig uden dommerkendelse tiltvinge sig adgang i coronabekæmpelsens hellige navn. Dommerkendelsen kan indhentes på bagkant, ”såfremt undersøgelsens øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes,” har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtalt.
Frihedsindskrænkende lovgivning sætter sig fast
Til trods for ovenstående forslag, der, hvis ikke det var for omstændighederne og de indføjede solnedgangsklausuler, ville henlede tankerne på en stribe lidet flatterende regimer, er regeringen for nuværende mere populær end nogensinde før. De fleste initiativer modtages med larmende tavshed eller sporadiske protester i Twitter-parnasset.
Flere burde dog være bekymrede og råbe op, for der er længe til ”solnedgangen”, og som Edward Snowden for nylig påpegede ved dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, har frihedsindskrænkende lovgivning det med at sætte sig fast. Forhåbentlig vågner oppositionen anført af Venstres Jakob Ellemann-Jensen op til dåd og forhindrer, at det sker.
Vi skal selvfølgelig være glade for, at vi ikke er endt med italienske eller spanske tilstande her i Danmark. Tak til sundhedsmyndighederne for at udvise rettidig omhu. Der er imidlertid intet, der indikerer, at vi ikke kunne være endt i samme gunstige position uden at gå på kompromis med vores grundlovssikrede rettigheder. Fremover vil det klæde os alle ikke at frasige os vores kritiske sans, fordi vi er bange på egne eller vores pårørende vegne. Der kan og skal gøres mangt og meget for at sikre folkesundheden, men hverken den journalistiske eller den folkelige magtkritik må slagtes på tryghedens alter.
Når Søren Brostrøm næste gang udstikker dessiner udi smitteforebyggende akrobatik, bør det derfor absolut give anledning til, at vi spørger om hvorfor.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6693″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6638″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6787″][/vc_column][/vc_row]