”Hvide mennesker bør ikke søge stillingen”: Dette jobopslag vækker hård kritik

Foto: Pixabay
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Et forgæves forsøg på at bekæmpe diskrimination fører hurtigt til mere diskrimination.

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

Sådan lyder kritikken af et opsigtsvækkende stillingsopslag fra studenterrådgivningen på det prestigefyldte Humboldt Universität i Tysklands hovedstad Berlin, hvor der søges kandidater til en stilling som en såkaldt ”antidiskriminationsrådgiver”.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det vakte særligt opsigt, at studenterrådgivningen skrev, at folk med hvid hudfarve ikke var velkomne til at søge stillingen. Konkret stod der i opslaget:

– I rådgivningsarbejdet har det vist sig, at det fungerer bedst, når rådgiveren er sort eller positioneret som en farvet person. Vi beder derfor hvide mennesker om at afstå fra at søge denne stilling som rådgiver.

Jyllands-Posten kan berette, at jobopslaget er grundlovsstridigt. Konkret er der tale om et brud den tyske grundlovs paragraf om ligebehandling. 

Og opslaget har da også vakt en stor opsigt blandt landets politikere og aviser, som mener, at denne form for bekæmpelse af diskrimination i sig selv er diskriminerende.

Den konservative avis Die Welt påpeger, at jobopslaget har rod i tidens ”identitetspolitik”, som bunder i overbevisningen om, at det kun er minoriteter der kan blive udsat for diskrimination, og at hvide mennesker derfor ikke kan. 

Og med denne interne logik forsøger den identitetspolitiske venstrefløj at retfærdiggøre, at minoriteter bør modtage særbehandling, hvilket Die Welt mener, at jobopslaget er et godt eksempel på.

Men denne logik er forfejlet, eftersom det undertrykkes, at mennesker er individer og bør have de samme friheder, rettigheder og muligheder, påpeger avisen.

Universitetets ledelse griber ind

At kritikere har råbt højt om de diskriminerende elementer i opslaget har vist sig at have en effekt.

Efter universitetets ledelse blev gjort opmærksom på kritikken, har de meldt ud, at de bestemt ikke støtter op om diskrimination.

– Det er udtrykkeligt ikke i Humboldt Universitetets ånd at diskriminere folk. Uanset hudfarve og oprindelse, køn, ideologiske holdninger eller alder, siger en talsmand til Die Welt.

Ledelsen har derfor bedt studenterrådgivningen om at gennemgå stillingsopslaget, og herefter lyder ordene i jobopslaget nu anderledes:

– I rådgivningsarbejdet har det vist sig, at dette bedst opnås af personer, der kan rådgive ud fra deres egne erfaringer med racistisk forskelsbehandling. Derfor vil vi især gerne opfordre folk, der oplever racistisk diskrimination, til at søge jobbet.

Selvom tonerne nu er anderledes, bliver ”identitetspolitikken” i opslaget fortsat mødt med kritik.

– Denne identitetspolitik skal angiveligt fjerne uretfærdighed og forene, men i virkeligheden opdeler den samfundet i mange små grupper, som ikke under hinanden noget som helst. 

– Uskyldige mennesker bliver tilsidesat, men også ikke-ofre bliver erklæret for ofre. Det hjælper ikke de virkelige ofre, skriver en bruger på radio- og TV-stationen RBB’s hjemmeside.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.