Hvor gik manden hen, da han gik ud?

Hvis man sætter sig ned og filosoferer lidt over de aktuelt gængse herretyper, så er der akut behov for fornyelse, mod og mandshjerte, hvis vi vil sikre artens overlevelse. Manden med den positivt stærke maskulinitet er i det moderne Woke-samfund blevet så trængt, at der ligefrem er opstået et nyt ord ud af elendigheden. Betamanden.
Hør artikel

Og tag ikke fejl, han findes skam på begge politiske fløje.

På venstrefløjen virker han måske ikke længere helt så hjemmestrikket og Ph.d.-agtig som i 70’erne, men har lært at stryge sine egne, langærmede t-shirts og køre mountainbike med crossover-taske og cykelhjelmen kæk på sned på vej til sit AC-job i staten. Men frygt blot! – for som vælger på en fløj, der dyrker en dybest set maskulint svag, feministisk ideologi, så sælger han hellere sin sjæl til djævelen frem for åbent at stå ved, at han hader at bage speltboller til børnehavens sommerfest, og at han inderst inde har lyst til at bede sin bæredygtige hustru om at holde sin kæft, når han bebrejdes for pletvise fejl med affaldssorteringen.

På højrefløjen ser han på overfladen mere galvaniseret ud, når han iført strygefri Boss-skjorte og klimaansvarlig hybrid-Audi (direktionsgangen skal jo gå forrest i den grimme omstilling. De ved ikke hvorfor, men det skal de) effektivt suser fra det ene møde til det andet, eller når han om søndagen, iført tætsiddende lycra med sponsormærker, tramper landskabet tyndt på sin nyindkøbte racercykel i håb om, at rødvinsdunken på maven forsvinder.

Han er så godt nok typen, der lige lægger skjorten pænt sammen, før han hopper i kanen med fruen, og som lørdag formiddag underdanigt flintrer rundt om den suburbane villa med plæneklipperen og ”ja, ja, jeg skal nok-tilgang”, og som nærmest er stolt over at være underlagt en småsur mandekvinde med lederjob i finanssektoren, som svinger dirigentstokken derhjemme, for bag enhver stærk mand står jo en stram tante. Eller noget.

Havde vi levet i 1800-tallets stygt patriarkalske samfund, havde vi alle været feminister i dag. De første bølger var relevante og nødvendige. Men overkompensation for fortidens synder er desværre blevet normen indenfor de fleste former for identitetspolitik, og feminismen har gjort en ihærdig indsats for at aflive manden helt.

Så, tillykke, kære medsøstre; vi kvinder har sejret ad helvede til, og har fået skabt en mandetype, som vi ikke selv kan holde ud. Vi – eller rettere den vestlige verdens udvikling siden 1968 – har afvæbnet og ydmyget manden i så høj grad, at han hverken tør sige kuk eller bøh, og helt har mistet rum-/retningssansen i sin egen maskulinitet. Den moderne mand står ofte usikkert famlende overfor sin rolle. Vi lever ikke længere i et kriger- og stammesamfund, hvor den stærke mand garanterer sikkerheden, men i et videnssamfund, hvor kvinder konkurrerer på lige fod med mænd i et arbejdsliv, der primært består af mentale discipliner. Den moderne kvinde behøver ikke nogen Skt. Jørgen; hun kan godt selv hugge hovedet af dragen. Desværre kommer hun ofte til også at hugge hovedet af Skt. Jørgen, og først bagefter går det op for hende, at han jo måske kunne have været helt rar at have omkring sig til andre formål.

Et let klumset, men dog prisværdigt forsøg på at genoplive i det mindste de seksuelle kønsroller kom i 10’erne, hvor både mænd og kvinder over hele verden med stor begejstring læste Fifty Shades-bøgerne, og pludselig stod mange betamænd i et helt nyt dilemma.

Se det for jer; bankmanden fra Brønderslev, der aldrig i sit liv havde klasket andet end en edderkop, befandt sig pludselig i en situation, hvor han i ramme alvor skulle til at spørge sin kvinde, om de røde striber skulle komme fra ridepisk eller livrem. Jeg har ikke tal på, hvor mange venindemiddage, der i de år endte med vi-tisser-snart-i-bukserne- af-grin-samtaler, fordi hr. Jensen fandt ud af, at Tarzan var det nye sort, men måske ikke altid kunne finde balancen i projektet, fordi han jo for pokker var produktet af det feminiserede samfund, hvor man var vant til at sige undskyld for alting og helst inden man havde gjort noget galt. Husholdning og håndjern var svært forenelige kræfter.

Men, men; noget godt har den trend måske affødt, for jeg vil vove at påstå, at den ret uskyldige husmor-pornografi åbenlyst satte gang i en legalisering af det noget, der bare mindede lidt om traditionelle kønsroller, om end på den eksotiske måde. Søren Pind lader så godt nok ikke til at have set lyset endnu, men vi må leve med en vis fejlmargin.

Ud af kaos vokser skabelsen, og her i 11.time, før evolutionen ubarmhjertigt tager livet af maskuliniteten, og før civilisationen truer med at gå under i svaghed og afmagt overfor systemer og digitalisering, er en ny manderace gudskelov ved at vokse frem.

Og han er for alvor interessant. Ham skal vi tage pænt imod.

Han findes pt. mest på højrefløjen, men på sigt kunne han godt gå hen og blive fløj-uafhængig, for faktisk lader han til at være ideologitræt, og har sådan set bare fået nok.

Det er Ham, der, ligesom størstedelen af os kvinder, er på kvalmestadiet over MeToo-bevægelsens skingre heksejagt på alt med et mandligt kønsorgan og som ikke gider høre mere på fjerdebølge-feminismens hykleriske millimeterdemokrati. Han har fået nok af, at hans børn tilhører statens institutioner, hvor de bliver præget af akademisk stillesidnings-pædagogik og lærer at favne kvinders menstruationssmerter, før de kan stave deres eget navn. Det er ham, der ikke længere gider sidde med benene over kors ved parmiddage og høre sig selv blive verbalt kastreret af sin kone, der – fordi hun af samme samfund har lært, at aggression ikke er pænt for prinsesser, og som derfor lukker den ud i passiv-bitter form – er lige så frustreret over tidens tandløshed, som han selv er. Han er færdig med hamsterhjul og hængerøv.

Der er en stille bevægelse i gang, der forsøger at styrke manden indefra i sin positive maskulinitet, og skabe et mandeikon, der tager omsorgsfuldt ansvar for ikke bare sin familie og sine omgivelser, men i lige så høj grad for sig selv. Som holder op med at give arbejdspladsens kantineordning og fredagskagen skyld for de 20 kilos overvægt. Som styrker sig selv fysisk og mentalt og derigennem finder et solidt selvværd, der netop gør det muligt at bruge sine kræfter kontrolleret fremfor aggressivt eller ynkeligt.

Det er ham, der konsekvent tør være 20% stærkere end sin kvinde, fordi han ikke længere får skældud for at være det, og som dyrker trygheden og roen i kønsforskellene fremfor at flintre forvirret rundt for at udligne dem. Ham, der hellere løfter jern, dyrker yoga, vinterbader, hugger brænde, læser stoikerne og giver sine omgivelser et kærligt los i røven, fremfor bruger sin sparsomme fritid fra The Western Dream’s digitale arbejdsdag på mere skærm i form af gaming og TV.

Han bliver spændende at følge. For det er hans slags, der skal være med til at få tingene på ret kurs i den her forskruede tidsalder.

Og med hans entre på scenen, kunne vi kvinder jo så passende overveje, om vi ikke skulle holde op med at lægge arm med vores mænd. Vi er forskellige. Vi skal være forskellige. Og det skal vi hylde og finde de positive sider ved fremfor at undertrykke, hvis den her verden skal have en fremtid.

Så hvis du ikke har talt med din betamand i dag, kunne du jo passende gøre det nu.

Der er en civilisation, der skal reddes og vi har travlt.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?