Af Redaktionen
Egentlig burde afstemningen om forsvarsforbeholdet være en given sag. Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Nye Borgerlige er imod, resten af Folketingets partier er for, at forbeholdet afskaffes. De tre partier kan ifølge Voxmeters målinger mønstre ca 20% af stemmerne på en god dag, så det må vel blive vedtaget med omtrent 80% af de afgivne stemmer…
Nå – men sådan går det jo ikke, hvilket viser, at vælgerne ikke er enige med det parti de stemmet på, på dette punkt. Det er ikke nyt. Der er en diskrepans imellem EU-begejstringen blandt landets ledere og befolkningen.
Den 11. maj på DR hørte vi opinionsformidlere og forskere – samt de fleste politikere – forsikre, at der ingen fare er ved at afskaffe forbeholdet. Hvorfor er mange danskere forbeholdne og vil stemme ”Nej”?
For mange har det noget med Mellemstatsligt eller Overstatsligt at gøre.
Mellemstatsligt samarbejde betyder, at de regler, der vedtages, alene forpligter staterne ved enighed – der skal en godkendelse til i de enkelte parlamenter. I realiteten vetoret.
Overstatsligt samarbejde betyder, at man i EU kan lave regler, der gælder alle medlemslandene, uden at reglerne skal godkendes i de nationale parlamenter.
Lige nu er forsvarssamarbejdet i EU Mellemstatsligt.
Afskaffes Forsvarsforbeholdet, skal det efterfølgende besluttes af Folketinget, om Danmark skal deltage i dette eller hint fremadrettet.
Men der er jo en diskrepans i holdningen til hele EU-systemet imellem befolkningen og partierne i Folketinget, så ved at stemme ”Nej” skal de EU-begejstrede partier på tinge slet ikke spørges om dette eller hint. Vi står fortsat udenfor.
Overstatsligt samarbejde ligger formanden for kommissionen – Ursula von der Leyen – stærkt på sinde. Det siger hun selv. Både kommissionsformanden og f.eks. Frankrigs præsident Emmanuel Macron går desuden ind for en EU-hær – det siger og skriver de.
Så kan det jo godt være, at alt muligt lige nu indikerer, at det ikke er så vidtgående at afskaffe dette forbehold. Men den erfarne og snusfornuftige har set en langsom udvikling fra et EF-samarbejde til et EU, hvor stadigt mere centraliseres i Bruxelles. Og hvor næste fase er Overstatsligt i stedet for Mellemstatsligt.
Hvem husker ikke Poul Schlüters berømte ord: ”Unionen er stendød!” Og det var den jo ikke…
Et nyt argument efter de forfærdelige hændelser i Ukraine er, at ”Vi skal stå på den rigtige side”. Putin er farlig og derfor skal vi af med forbeholdet for at styrke forsvaret og sammenholdet. Det er blandt andre Mette Fredriksens synspunkt. For ikke længe siden mente hendes udenrigsminister at forsvarsforbeholdet var betydningsløst.
Når der så spørges tilbage, om det i virkeligheden ikke er NATO og USA, der er vores garant for, at vi kan vedblive ved at være vestlige demokratier, bliver svaret meget utydelige og vævende omkring hvad en EU-hær skal og kan i relation til Rusland.
At være fuldt medlem af EU`s forsvarshåndtering af symbolpolitiske grunde fremføres af en del – blandt andet af altid EU-positive Radikale Venstre.
De mange partier, der vil droppe Forsvarsforbeholdet lover, at der nok skal blive en ny afstemning, hvis Ursula von der Leyen kommer videre med sine overstatslige tanker og/eller andre scenarier skal dukke op.
Det handler for mange vælgere om tillid, historie og følelser.
Tillid til vore egne politikere. Historien, der viser et stadig fremadskridende centralistisk EU. Følelser omkring at kunne bestemme selv i sit eget land.