I Tyskland breder vreden sig over forlænget nedlukning

Vreden breder sig i tyske virksomheder over forlænget nedlukning
Hannibal Hanschke/Reuters

Tyske erhvervsorganisationer er vrede over, at regeringen og de 16 delstater er blevet enige om at forlænge nedlukningen på grund af corona til 7. marts.

Det lader tyske erhverv i stikken, hedder det.

Men forbundskansler Angela Merkel siger i en orientering til Forbundsdagen, at nedlukningen ikke kommer til at vare en dag længere end nødvendigt.

– Politikerne lader industrierne i stikken, siger Andrea Belegante fra organisationen BdS, som repræsenterer restauranter og cateringfirmaer.

Hun siger, at hun er “forbløffet” over, at regeringen og de 16 delstatsregeringer under et møde onsdag blev enige om at forlænge nedlukningen fra 14. februar til 7. marts.

– Endnu en gang er der ingen udsigtsmål, ingen konkrete skridt mod en åbningsstrategi, og igen kun en udsigtsløs udsættelse til begyndelsen af marts, mener Belegante.

Hans Peter Wollseiger, der er formand for det tyske håndværksråd, er nedslået over, at politikerne ikke har en plan for en genåbning.

– Mange virksomheder ønsker og har behov for omsider at komme i gang igen, og de har brug for at vide, hvordan det kan blive muligt, siger han.

Tyske virksomheder og lønmodtagere har under pandemien – som i Danmark – modtaget økonomisk støtte til at klare sig gennem krisen.

Forbundskansleren kalder torsdag den fortsatte nedlukning for “passende, nødvendig og proportionel”.

Den betyder, at restauranter, værtshuse, mange butikker, museer og lignende ikke må holde åbent. Kun frisører får lov at åbne 1. marts.

Merkel påpeger over for det tyske parlament, at myndighederne ikke har været lige så dygtige til at håndtere anden bølge af pandemien, som man var under første bølge sidste forår.

– Ikke en eneste dag glemmer jeg, hvad de nødvendige indgreb betyder for borgerne hver som en, siger hun.

Ifølge de officielle tal har 2,3 millioner tyskere været smittet med covid-19. 63.635 er døde med sygdommen.

/ritzau/Reuters

[adning id="17957"]

Fik du læst?