[vc_row][vc_column][vc_column_text]Der er fortsat al mulig anledning til ideologisk strid og politisk debat. Ideologierne er nemlig på ingen måde døde, men er blot blevet udvandet i ren egoisme, skriver Brian Degn Mårtensson i denne klumme.
Af Brian Degn Mårtensson, filosof og forfatter
Når man i filosofien skal forsøge at sige noget grundlæggende om menneskets ageren og fællesskaber, arbejder man ofte med idealtyper – altså fiktivt, men sagligt konstruerede mennesker, der handler rent og konsekvent efter bestemte idealiserede karakteristika. 
I virkelighedens verden er der selvfølgelig ingen, der er sådan, men det er heller ikke meningen. 
Vi almindelige mennesker lever vores liv på en mere eller mindre rodet og svingende måde, og ofte meget skiftende over tid. 
I nogle situationer vægter vi noget mere end andet, og i vores unge år har vi typisk andre tilbøjeligheder end når vi bliver ældre. Sådan er det. 
Ikke desto mindre bliver det dannede menneskes – om end stadig situationsbestemte og rodede – handlinger alligevel farvet af diverse idealforestillinger. I en konkret og kompleks situation vil afvejningen af handlemulighederne være orienteret efter teoretiske, ideale forestillinger, som så pragmatisk må tilpasses virkelighedens verden. 
Hvad ville min far have gjort nu?
Et banalt, men meget jordnært, eksempel: Den 28-årige nybagte husejer opdager at afløbet i køkkenvasken er tilstoppet, og spørger sig selv: ”Hvad ville min far have gjort nu?”. 
Vedkommendes far er der ikke, og køkkenvasken er en anden end den, faderen formåede at ordne i sin tid. Alligevel er idealforestillingen produktiv, for den kan guide den nybagte, unge husejer i den konkrete situation. Den samme idealiseringsform bruger man i filosofien, i teologien, i økonomisk videnskab og i den politiske teori.
Stalin og Hitler eller Jesus og djævelen
Med dette afklaret, kan vi dykke lidt dybere ned, for man kan også vælge mellem negative og positive idealforestillinger, altså mellem perfektion og patologi. Begge valg er ganske fine, men i mange sammenhænge kan den negative, altså patologien, faktisk vise sig at være den mest konstruktive. 
Dette skyldes, at den velformulerede, idealiserede patologi kraftigt forstærker en iboende risiko, hvorved man i den konkrete situation klart kan øjne faren ved at gå den vej. 
I teologien er Judas og djævelen et godt eksempel. I vores politiske historie er brugen af Stalin og Hitler det samme. 
Noget kan måske til en start virke fornuftigt eller besnærende, men hvis man har et godt repertoire af patologiske idealforestillinger, vil man evne at navigere bedre mellem de muligheder, man bør forfølge og dem, man bør holde sig fra.
Ego-liberalisten og ego-socialisten
Vi skal nu se på to konkrete patologiske definitioner: Ego-liberalisten og ego-socialisten. Begge patologier bør læseren kunne bruge til skærpe sin analytiske formåen i den konkrete politiske situation i dagens Danmark.
Ego-liberalisten
Ego-liberalisten frygter intet, kerer sig kun om sig selv, og ser grundlæggende andre mennesker som konkurrenter og fjender. Ego-liberalisten lever efter det moralske mantra “hver mand for sig selv”, og kunne aldrig drømme om at hjælpe andre – medmindre, at der sker for egen vinding på lang sigt. Fællesskab findes ikke i ego-liberalistens tankeverden og omsorg er svaghed.
Ovenstående behøver ikke at betyde at ego-liberalisten er ond eller absolut ønsker at være selvisk. Grundlæggende elsker ego-liberalisten måske bare sig selv utroligt højt og lidenskabeligt. 
Eksempelvis kan dette skyldes en ekstremt tæt modertilknytning som spæd, samt et meget varmt og nært omsorgsforhold i den tidligere barndom. Psykologisk kan ego-liberalistens overbevisning dertil også knyttes negative sociale oplevelser med jævnaldrende i barndommen og ungdommen, fx oplevelser af at blive drillet, fravalgt og set ned på. 
Sluttelig etableres den perfekte ego-liberalist også af succesoplevelser – helst i den sene ungdom/ tidlige voksenalder. Herved får vi en ekstrem selvkærlig, socialt frygtsom og selvsikker person, der kan udfolde sig som ren og ubesmittet ego-liberalist.
Politisk er ego-liberalisten mest optaget af egen vinding, og er naturligvis indædt imod alt, der begrænser den frie udfoldelse. 
Skat, regler og regulering er i ego-liberalistens øjne konsekvent en personlig fornærmelse og i grunden også en moralsk forbrydelse. Hele livshorisonten er ego-liberalisten selv, og enhver socialt betinget begrænsning er derfor politisk set fuldstændig meningsløs.
Ego-socialisten
Ego-socialisten er eksistentielt bange for verden og livet, kerer sig kun om sig selv, og ser grundlæggende andre mennesker som skiftevis fjender, frelsere, skaffedyr og hjælpere.
Ego-socialisten lever efter mantraet “alle er til for mig”, og støtter ethvert forslag, der er til gavn for ego-socialisten selv. Fællesskab findes rent sprogligt, men det er reelt kun til for ego-socialisten selv. Modstandere af denne linje er ikke værdige mennesker i ego-socialistens øjne.
Selv opfatter ego-socialisten sig som værende et godt og solidarisk menneske, der vil alle det godt. I praksis handler det dog mest om, at andre skal ville ego-socialisten det godt, men i princippet er det jo også en slags solidaritet. 
Den typiske ego-socialist er formet af en barndom i velfærdsstaten, ego-socialistiske pædagoger, offentlig forsørgelse og de allestedsnærværende velklingende venstrefløjsparoler. 
I løbet af den tidlige voksenalder fyldtes ego-socialisten af frygt for den moderne verden og livets almene alvor. Med tiden blev frygten til en iboende angst, der kun kan holdes i ave af velfærdsstatens løfte om evig tryghed. 
Eftersom alting i verden bør kredse om ego-socialistens behov, er det en moralsk pligt for andre at sikre ego-socialisten en tryg og behagelig hverdag. Det er det, man på nysprog kalder social retfærdighed.
Mange liberalister og socialister er slet ikke ideologer, men blot egoister
De to patologier er i traditionel forstand politiske modbilleder, men alligevel har de meget til fælles. Begge savner blik for, hvordan velfungerende samfund opstår og opretholdes. Derfor er de begge i grunden upolitiske, da de slet ikke har øje for politikkens genstandsfelt – det fælles og karakteren heraf. I stedet får vi bare to navlebeskuende yderpoler.
Jeg vil påstå, at vi i dag har langt flere ego-liberalister og ego-socialister end vi havde for både 50 og 100 år siden. 
Vi er som folk ganske enkelt ved at miste sansen for de andre, hinanden og det fælles. Når det sker, fokuserer hver enkelt i stedet på sig selv, enten fra en højre- eller venstrefløjsposition. Det ene kan i grunden være lige så dårligt som det andet.
Tiden er inde til at vække den ideologiske debat til live igen
Hvad kan man så bruge dette patologi-studie til? 
Jo, man kan ihukomme, at politik handler om fælles anliggender, og politisk strid er samfundslivets nerve og livskraft. 
Som liberal bør man være dybt optaget af den andens frihed, og til døden forsvare de undertrykte, mindretallene, den lille mand og andre, der bliver angrebet på deres frihedsrettigheder, ulovligt får lukket deres virksomheder eller bliver flået i skat. 
Det er det, rigtige liberale gør. Så længe friheden kun handler om en selv, er man hverken politisk eller liberal, man er bare ego-liberalist. 
Som socialist bør man være optaget af lighed og retfærdighed, ligesom man bør have særlig opmærksomhed på de svagest i samfundet. 
Det er det, socialister gør. Så længe ligheden og retfærdigheden kun rækker til en selv og ens egne, er man bare ego-socialist. 
Essentielt handler liberalisme om kærlighed og socialisme om retfærdighed. Begge dele er fine udgangspunkter, selv om man altid kan og bør diskutere ideologiernes praktiske realisering. 
Når man glemmer disse essenser, er det, at man nærmer sig deres patologiske modsætninger. 
Kærlighed er hverken retfærdig eller egoistisk, den er fri og ren. Retfærdighed er ikke kærlighed, og ej heller egosime. 
Der er derfor fortsat al mulig anledning til ideologisk strid og politisk debat, og ideologierne er på ingen måde døde. De er bare blevet udvandet i patologisk retning. 
Det er tid til at vække dem til live igen!

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]