Indbliks chefredaktør: Trine Bramsen bør gå af som forsvarsminister

“I både Forsvaret og i befolkningen er der en så udpræget mistillid til Trine Bramsen, at hun ikke bør fortsætte som forsvarsminister”.

Sådan skriver Indbliks chefredaktør Claes Theilgaard i et debatindlæg på Avisen.dk, hvor han fremover vil være fast skribent ved siden af sit arbejde på Indblik.

I indlægget skriver han, at Trine Bramsen fra start har været “fejlcastet” som forsvarsminister.

– Trine Bramsens manglende forståelse for Forsvaret blev pinligt tydelig, da hun tidligere i 2021 gjorde sig uvenner med alt og alle, nedgjorde Forsvaret ved at kalde det “en styrelse” og i øvrigt forsøgte at forhindre forsvarschefen i at tale frit.

– Kombineret med en fortsat selviscenesættelse og et raserianfald mod en journalist, var det en ualmindeligt pinlig affære for Trine Bramsen. Trods der allerede dengang lød mistillidserklæringer til forsvarsministeren, ja sågar direkte opfordringer fra Dansk Folkeparti til at fyre hende, blev hun siddende. 

– Også fra flere personaleforeninger for ansatte i Forsvaret lød der en sjælden og alvorlig kritik af forsvarsministeren, skriver Claes Theilgaard.

Indbliks chefredaktør tilføjer, at tingene desværre ikke er blevet bedre sidenhen, og at især Bramsens håndtering af Afghanistan-krisen har belyst, at hun ikke er egnet som forsvarsminister.

Især håndteringen af evakueringerne fra Afghanistan har svækket befolkningens tillid til forsvarsministeren i en sådan grad, at hun ikke bør blive siddende på posten.

– Den slags bør en ansvarlig regering ikke sidde overhørig. Fortsætter Trine Bramsen på posten, vil afstanden mellem befolkningen og politikerne øges yderligere, og det skaber en politikerlede, der kan blive svær at rette op på, skriver Theilgaard, der afrunder med at opfordre støttepartierne til at rejse et mistillidsvotum mod Trine Bramsen: 

– Jeg tror ikke, I behøver tvivle på, om I kan finde flertal, og både folket og Forsvaret skal nok være med jer.

Læs hele indlægget på Avisen.dk her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?