Israel gør ’det beskidte arbejde’ for os alle i kampen mod Iran, sagde den tyske forbundskansler Friedrich Merz for nylig. Og så kaldte Iran for et terrorregime. Måske var det en fortalelse, for Merz plejer ikke at provokere verbalt. Måske var det en virus, der slap ud af politiker-laboratoriet, en fjert fra fortrolige samtaler som ikke var tilsigtet mediemaskinen.

I vor tid kan der være lysår fra det, man egentligt mener, politiker eller borger, og så det som siges offentligt. Det sidste modereres betydeligt og sikres konformitet med den centrum-venstre-styrede offentlige mening. Det første siges kun i tættest fortrolige kreds, i kolonihavehuset eller i skurvognen.

Friedrich Merz’ udtalelse vakte forargelse, for det er forbudt offentligt at sympatisere med Israel.

Som Lars Klingbeil, formand for det tyske socialdemokrati og vicekansler sagde: det er ikke mit ordvalg. Samtidigt betonede Klingbeil, at en verden uden et Iran med atomvåben ville være en bedre verden. Om han så syntes, at flyvende hvide engle eller en flok nonner på pilgrimsfærd skulle ødelægge Irans atomanlæg og ikke israelske raketter, blev ikke uddybet.

Modsat Merz sendte den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen os med raketfart lukt ind i den politiske korrektheds syndfrie verden i sin kommentar til Israels angreb: ”Jeg vil gerne gentage et indtrængende budskab om, at alle parter deeskalerer og udviser tilbageholdenhed”. Israel var i gang med at fjerne en atomar trussel mod den israelske befolknings eksistens og overlevelse, men Løkke taler om deeskalering og tilbageholdenhed. Også statsminister Mette Frederiksen appellerede til at ”ned-eskalere” situationen.

Når eksistensen står på spil, taler vi ikke om mådehold og graduering, men om liv og død.

Heldigvis er Israel ligeglade med, hvad den danske udenrigsminister siger. Men det er flovt for Danmark.

Også eksperterne var hurtigt ude og fordømme Israels angreb som brud på folkeretten og international lov. Det kom lige så forventeligt, som når frøen kvækker.

Det var klart ulovligt, da Israel den 13. juni sendte 200 bombe- og jagerfly mod Iran, udtalte en lektor i Folkeret ved Københavns Universitet, Marc Schack, for det var et ulovligt forebyggende angreb og dermed en aggressionsforbrydelse. Og med følgende begrundelse: ”På nuværende tidspunkt har Iran ikke engang udviklet et atomvåben, som ville kunne bruges til at angribe Israel med ….Dermed kan der ikke siges at være tale om, at man reagerer på et umiddelbart forestående angreb” (Information 17. juni 2025).

At Iran udtaler sin tydelige vilje til at udrydde Israel og udvikler teknologien til at gennemføre forsættet med atomare våben, er ikke nok til at berettige Israel. Og eksperten i København ved empirisk, hvor langt Iran er kommet – det er imponerende.

Heldigvis lytter Israel heller ikke til danske folkeretseksperter.

Som chefredaktøren for den tysk-jødiske avis Jüdische Allgemeine Philipp Peyman Engel skrev: ”Hvad skal Israel gøre? At dø i skønhed på grund af ‘international lov’?”

Israels krigs-erfaring er dyrekøbt og vigtig. I seksdageskrigen i 1967 slog Israel først på en eskalerende trussel fra nabolandene Ægypten og Syrien, et præventivt angreb som blev nøglen til sejr i juni 1967. I oktober 1973 reagerede Israel for langsomt, da Ægypten og Syren overraskede med et nyt angreb på Yom Kippur-højtideligheden, og Israel blev stærkt presset. Det har de nok lært af, men ikke mere end at Hamas’ brutale terror mod civile den 7. oktober 2023 også kom som et overraskelsesangreb.

Nu er USA gået ind i krigen med et par solide gok til Irans atomvåbenproduktion. Om det teknisk er tilstrækkeligt, ved vi endnu ikke. Men en lærestreg er det.

Det vi ved er, at Iran siden 1979, da Ayatollah Khomeney kom til magten, har udøvet et terroristisk regime, både ind ad til og ud ad til. Hamas og Hizbollah ville næppe være mulige uden Irans støtte, de er regimets stangdukker, og der ville være gigantbedre chancer for mere fordragelighed mellem israelere og palæstinensere uden Irans aktivistiske udenrigspolitik.

Det er også svært ikke at se krigen i Gaza som en barsk og ubarmhjertig konflikt mellem Iran-styrede Hamas-kombattanter blandet med civilbefolkningens børn og kvinder i strid med folkeret og Israels militær, hvor det rent humanitære blik kræver et elektronmikroskop.

Carl von Clausewitz sagde de berømte ord, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Vi håber alle at kunne løse mellemfolkelige tvistigheder med forhandling og god vilje, med diplomati og deeskalering.

Når kortene skal blandes på ny og fastlåste fronter fastholdt af diktaturstater skal optøs, kræver det ofte en militær indsats. Håbet er også, at befolkningerne i diktaturstaterne har nået et mæthedspunkt for undertrykkelse, men regimeskift må som regel komme inde fra, og kan sjældent initieres succesrigt udefra. I heldige tilfælde kan et nederlag i krig for befolkningen demaskere et regime og vise dets verdensfjernhed og illegitimitet.

Håbet er, at der er skudt nok raketter af nu, og at Iran også er moden til forandringer.

Men det vigtigste og altafgørende for Israel og også for os er, at Iran foreløbig i rum tid ikke kan slynge om sig med atomvåben.