Jeppe Kofod vil ikke udtale sig om vaccinetvang i Østrig: “Det har ministeren ikke mulighed for at svare på”

Udenrigsminister Jeppe Kofod spejlet i telefon under doorstep med Ukraines udenrigsminister på Christiansborg i København, torsdag den 27. januar 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Udenrigsminister Jeppe Kofod vil ikke fordømme Østrigs vaccinetvang.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Mens vi herhjemme er ved at afskaffe alle coronarestriktionerne, er man i flere andre lande gået helt andre veje. 

I Østrig har man således valgt at indføre ekstremt vidtgående restriktioner, der diskriminerer landets uvaccinerede borgere og bl.a. forbyder dem at forlade deres hus. 

Eneste undtagelser fra udgangsforbuddet er f.eks. arbejde, indkøbsture – eller ture til det lokale vaccinationscenter.

Siden har Østrig strammet grebet og indført egentlig vaccinetvang, i de fleste medier kaldet “vaccinepligt”. Denne vidtgående tvang vil blive indført i tre faser.

Fra starten af februar vil hver husstand blive orienteret skriftligt om, at der nu er tvungen vaccination mod covid-19. 

Fra den 16. marts vil politiet begynde at foretage kontroller af borgernes vaccinestatus. Hvis man bliver fanget i ikke at være vaccineret, vil der i første omgang vanke en bøde på omkring 4.500 kroner.

Denne kan dog stige til 27.000 kroner, hvis man gør indsigelser. Man kan maksimalt blive straffet med bøde fire gange årligt.

Den tredje og mest vidtgående fase vil kun træde i kraft, hvis det vurderes at være “epidemiologisk nødvendigt”. I denne fase vil myndighederne benytte statslige registre til at udstede bøder til alle uvaccinerede.

Liberal Alliance: “Danmark burde fordømme Østrig”

Den østrigske vaccinetvang har vakt opsigt i hele verden og har været genstand for hård kritik, også herhjemme.

Bl.a. har Liberal Alliances politiske leder i et debatindlæg på Indblik opfordret til, at vi i Danmark fordømmer Østrig og andre lande, der indfører vaccinetvang.

– Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at staten – som i Østrig – kan tilluske sig ejerskab af den enkeltes krop og gøre vold mod friheden for tvang. Det er rent principielt et meget stort overgreb, som jeg ikke synes hører hjemme i noget vestligt samfund. 

– Danmark burde fordømme Østrig og andre lande, der tager den slags midler i brug mod egen befolkning. Det er et stormskridt væk fra den samfundsmodel, som har gjort vores lille afkrog af verden så god, skriver Alex Vanopslagh i debatindlægget.

Ingen kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod

Havde man håbet på, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ville tage afstand fra dette vidtgående indgreb i de østrigske borgeres rettigheder, bliver man dog skuffet.

Indblik har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udenrigsministeren til Østrigs vaccinetvang.

– Det har ministeren ikke mulighed for at svare på, lød det korte skriftlige svar fra Udenrigsministeriets pressetjeneste.

Der er ellers kutyme for, at den danske udenrigsminister tager afstand fra og fordømmer bekymrende udviklinger i andre lande.

Bl.a. har Jeppe Kofod i sin ministertid fordømt både militærkuppet i Myanmar og den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğans adfærd under den genopblussede Muhammedkrise i 2020.

7,4 millioner ud af Østrigs i alt 9 millioner indbyggere bliver ramt af vaccinetvangen. Gravide kvinder og borgere, der af medicinske grunde ikke kan tåle vaccination, er undtaget. Det samme er personer under 18 år, ligesom borgere, der har overstået smitte med coronavirus er fritaget i en periode på seks måneder.

Det er i skrivende stund omtrent hver fjerde østriger, der ikke er vaccineret, og det er dermed en stor andel af befolkningen, der snart vil kunne risikere at skulle betale bøder.

[adning id="17957"]

Fik du læst?