Justitsminister giver grønt lys: Telebranche bør fortsætte ulovlig logning

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Justitsminister Nick Hækkerup (S) fastholder, at telebranchen bør fortsætte med at registrere kunders mobiloplysninger.
Det fremgår af et brev til Teleindustrien, der er brancheorganisation for selskaberne.
– I svaret meddeler ministeren, at de gældende danske logningsregler fortsat er gyldige, og at de danske teleselskaber derfor fortsat er forpligtet til at logge, skriver direktør Jakob Willer i en skriftlig kommentar.
Det fremgår dog også af brevet, at selskaberne ikke kan straffes, hvis de vælger at stoppe registreringen.
En række gange har skiftende regeringer udskudt at gøre noget ved registreringen af kunders mobiloplysninger.
EU-Domstolen har ellers flere gange kendt det ulovligt. I januar udskød justitsministeren endnu en gang en revidering af reglerne til efteråret 2021.
Ifølge ministeren er teleselskaberne ikke juridisk forpligtet til at fortsætte logningen. Men han opfordrer dem til at fortsætte.
Og det agter de at gøre frem til ændringen af reglerne.
Registreringen – også kendt som logning – afslører, hvem telekunder har ringet til. Man kan også se, hvem de har sms’et til, og hvilken mast telefonen har været forbundet til. Logningen giver ikke adgang til indholdet af kommunikationen.
I oktober 2020 kom der en ny afgørelse fra EU-Domstolen. Samme dag varslede regeringen en revision. Den blev udskudt i januar.
Dommen betyder, at den kommende ændring af reglerne medfører, at registreringerne ikke kan anvendes som bevismaterialer om almindelig kriminalitet. Det er Justitsministeriets vurdering.
Der er dog ikke en klar afgrænsning af, hvad forskellen er på almindelig kriminalitet og grov kriminalitet.
Det arbejder ministeriet på at finde ud af i forbindelse med ændringen af reglerne.
På et samråd i januar sagde Hækkerup, at han er ærgerlig over dommene.
Dommene gælder registrering af hele samfundet. De er altså ikke målrettet overvågning foretaget af politiet, hvis der er en konkret mistanke mod en borger.
Det virker efterhånden en anelse tragikomisk. Det mener it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA, Jørn Guldberg.
– Jeg er ikke overrasket, men det strider mod respekt for den danske befolkning – og EU-Domstolen – at fortsætte logningen og dermed masseovervågningen af danskernes teletrafik, siger han i en skriftlig kommentar.
/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?