Jysk bagland langer ud efter Støjberg: Du sætter dig selv over partiet

Jyske borgmestre presser Støjberg: Meld nu ud om fremtiden
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En række jyske Venstre-borgmestre opfordrer Inger Støjberg til at melde ud om sin fremtid i partiet.
Det skriver DR.
Den tidligere næstformand skal ikke sætte sig selv over partiet, lyder det blandt andet.
– Hun skylder det. Hun er med i et fællesskab – så må hun gøre op, om hun vil arbejde for det fællesskab. Jeg er enig med formanden i, at det ikke går, at hun sætter sig selv over partiet, siger Egon Fæhr (V), der er borgmester i Vejen, til DR.
Ib Kristensen (V), der er borgmester i Billund, tilføjer:
– Inger bruger jo spørgsmålet om sin fremtid i Venstre til at fremhæve sig selv.
Ib Boye Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande, er efterhånden træt af Støjbergs nølen.
– Personligt gider jeg ikke bruge mere tid på Støjberg. Det er spild af tid. Jeg synes, det er dybt uinteressant, hvad Støjberg vil, siger han.
Støjberg er fortsat uafklaret omkring sin fremtid i partiet. I søndags sendte hun igen stikpiller i retning af Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.
Det skete ved et ekstraordinært landsmøde. Her blev Støjberg afløst af Stephanie Lose (V) som næstformand.
Men det var Støjbergs afskedstale som afgående næstformand, der var det store samtaleemne ved det ekstraordinære landsmøde, som foregik virtuelt.
Støjberg talte om og til sit jyske bagland. Efterfølgende gentog hun, at fremtiden fortsat var uafklaret.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg overvejer, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har brug for lige at tænke mig om. Det synes jeg, er fair nok. Den seneste måned er der godt nok sket meget, sagde Støjberg.
Borgmester i Ringkøbing-Skjern Hans Østergaard (V) håber, at Støjberg bliver i partiet, men han mener, at sagen nu skal lukkes.
Samarbejdet mellem Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og Støjberg gik ikke. Det konstaterede Ellemann-Jensen kort før nytår. Han bad derfor Støjberg gå af som næstformand. Støjberg var ikke loyal nok, mente Ellemann-Jensen.
Efter søndagens ekstraordinære landsmøde gjorde Ellemann-Jensen det klart, at Støjberg snart må tage stilling til sin fremtid i partiet.
Forholdet mellem de to er heller ikke blevet bedre af, at Venstre-toppen tidligere på måneden meldte ud, at Venstre stemmer for en rigsretssag mod Støjberg i sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.
Det var den største mistillidserklæring, hun kunne få fra sin egen formand, har Støjberg udtalt.
Støjberg har ikke ønsket at kommentere borgmestrenes opfordringer, skriver DR.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?