Kronik

Katastrofal bias i embedsværket giver rettighedsmæssige problemer

Flere ministeriers embedsfolk står på mål for alvorlig kritik om overdreven ideologisering i feministisk retning. Det giver alvorlige problemer for borgernes rettigheder, herunder for særligt udsatte.

Hør artikel

Getting your Trinity Audio player ready...

»Til et møde om og med Statsforvaltningen spurgte jeg til kønssammensætningen blandt sagsbehandlerne – og fik et chok, da jeg hørte, at langt hovedparten af sagsbehandlerne var kvinder.

Jamen, det må da have betydning for den måde, sagerne bliver afgjort, sagde jeg.

Nej da. Ha, ha. Selvfølgelig ikke. Vi er jo professionelle. Det kan ikke mærkes, om det er kvinder eller mænd, der afgør sagerne. Kvinderne er jo også objektive« – sådan citerer MF Henrik Dahl (LA) fra forhenværende Ligestillingsminister Manu Sareens erindringer, i et kritisk indlæg ved Jyllands-Posten d. 8. august 2023 (1).

Helt noget chok kan det næppe være, at der blandt sagsbehandlerne i Familieretshuset, tidligere Statsforvaltningen, er flest kvinder. Helt problematisk kan man i udgangspunktet heller ikke kalde det, for selvfølgelig er det ikke nogen reel problemstilling i sig selv, at der er en ulige fordeling af køn på et givent område – blot hyklerisk, når man samtidig går ind for diskrimination mod mænd for at opnå lige fordeling på dé områder iblandt, hvor mænd er i flertal.

Bevares, en skævvridning på cirka 85-90% kvinder som ifølge en kronik fra Politiken i 2020 (2) skal være tilfældet i Familieretshuset, er da i den tunge ende, hvis man går op i ligefordeling, men det er ikke mere skævt end i for eksempel en feministisk interesseorganisation som Kvinfo.

Problemerne opstår dog først, når der som i Kvinfo er tendens i retning af ideologisering. Særligt når det er i embedsværket.

Her bliver den angivelige slagside tydelig, når det kommer til Ligestillingsministeriet og Socialministeriet. De er nemlig udpræget feministiske, ifølge den tidligere Ligestillingsminister, Manu Sareen.

Det har Sareen i al sandsynlighed helt ret i, og det er til skade for både ligestillingen, samfundet og for borgernes rettigheder.

Forælderfremmedgørelse i Familieretshuset er et faktum

I sit indlæg citerer Dahl også Manu Sareen for en kritik af Ligestillingsministeriets ansatte i forbindelse med en henvendelse fra Foreningen Far, en forening som arbejder for at standse forælderfremmedgørelse i Familieretshuset. Responsen fra ministeriets ansattes side skal angiveligt have været: »Det er typisk sådan nogle forsmåede mænd! Man kan mærke, at de er bange for kvinder«.

Nuvel. Om man ikke selv har børn, må man nøjes med at forestille sig fra et empatisk udgangspunkt, om man nok ville blive lidt forsmået af at blive udsat for forælderfremmedgørelse. Det må være en forælder forundt, skulle man mene. Og helt grundløs er frygten for det store overtal af kvinder blandt Familieretshusets ansatte næppe, for det er bekræftet at forælderfremmedgørelse finder sted der.

Ikke bare dét, men Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har endda lovet at indkalde til møde for at få problemet indskrevet i dansk lovgivning.

Det virker som en fornuftig idé. Ikke mindst fordi staten gør sig skyldig i klare brud på Menneskerettighederne ved at nægte samvær mellem børn og forældre på så tynde grundlag som der kan være tale om i samværschikanesager. Og fordi det er effektivt og har særdeles positive effekter at gøre noget ved det:

I Spanien og andre lande har man for eksempel indført såkaldt Equal Parenting Time (EPT), altså at udgangspunktet er lige forælderskab efter skilsmisse. Dét har medført massive fald i partnervoldstallene, for Spaniens vedkommende med næsten 50% i de regioner hvor man har indført EPT (3).

Hvorfor ingen ret til hjælpe for partnervoldsofre, hvis de er mænd?

Også på et andet markant område halter det gevaldigt med rettigheder for mænd. Partnervold har nemlig vist sig at være et område, der påvirker mænd og drenge i langt højere grad en hidtil antaget.

Regeringens egne tal viser nemlig, at der i 2021 var estimeret 24.000 kvindelige ofre for fysisk partnervold, og 20.000 mandlige (4). Dertil kommer andre voldsformer, inklusiv psykisk vold. De mandlige har dog ikke nogen ret til hjælp, fordi der i loven står at blot kvinder har sådanne rettigheder. Ikke borgere.

Derfor har landets kommuner ingen hjemmel til at yde den hjælp for partnervoldsofre, hvis de er mænd – sådan som loven ellers lægger op til, hvis ofret er kvinde.

Det er en åbenlys forskelsbehandling, som også er i strid med Menneskerettighederne, og et åbenlyst problem for mandlige borgere som udsættes for partnervold.

Problemerne forsvinder ikke af at man prøver at feje dem under gulvtæppet

Der kan efter de senere års debat om partnervold næppe herske nogen tvivl om, at det er et alvorligt problem. Ikke mindst for de børn, som vokser op i voldelige hjem.

På tværs af de to ovennævnte problemer har vi alligevel en situation, hvor partnervoldsudsatte fædre og deres børn ikke har ret til hjælp – og i tillæg må sådanne fædrene frygte at blive udsat for forælderfremmedgørelse i Familieretshuset, og således miste forbindelsen til sine børn.

Hvis da ikke de finder sig i partnervolden.

Det er selvsagt ikke nogen opskrift på at gøre op med partnervold, at børn således bliver efterladt i voldelige forhold mellem sine forældre, hvis det er faderen som er partnervoldsramt.

Det er derimod en sikker måde at fastholde en voldscyklus gennem generationerne – for hvad er det, vi som samfund lærer disse børn, om ikke at partnervold er normalt, kendt og accepteret, når vi lader dem i stikken?

Derfor, og fordi der internationalt er positive resultater på tværs af de to emner – partnervold og forælderfremmedgørelse – bør ministerierne give slip på sin forældede og kontraproduktive feminisme.

De bør nok også give slip på ikke så få af sine medarbejdere, hvis den omtalte holdning virkelig er normen i Ligestillingsministeriet og Socialministeriet:

For hvis man ikke kan adskille sin feministiske aktivisme fra sit arbejde som embedsperson, og lader dette ramme udsatte borgere negativt – så er man faktisk inhabil, og i alle fald uegnet til stillingen.

Imidlertid er status, at Socialministerens indkaldelse med henblik på at få skrevet forælderfremmedgørelse ind i loven, lader vente på sig. Indkaldelsen var lovet at komme inden sommerferien, men d. 9. august efterspurgte MF Mette Thiesen (DF) fra sin Facebook-profil stadig indkaldelsen. I 2021 var Thiesen med til at stille Beslutningsforslag 269 (5) om at gøre op med forælderfremmedgørelse i Familieretshuset.
Det blev, ligesom tidligere forslag, nedstemt af et rødt flertal.

Hvad angår retten til hjælp for mandlige partnervoldsofre, kan det også få lange udsigter – der tegnede sig nemlig i 2022 et flertal imod Beslutningsforslag 6 (6) om akkurat dét:
Et af hovedargumenterne fra ligestillingsminister Marie Bjerre (V) for at stemme imod er, at der ikke findes penge til formålet. Dét argument skød Marie Bjerre dog selv til hjørne i årets Finanslov, hvor der blev afsat et anseeligt millionbeløb til formålet. Beløbet må være mere end rigeligt, henset at de tiltænkte partnervoldsramte borgere ikke har nogen ret til hjælp alligevel.

Meget tyder altså på, at intet har ændret sig blandt embedsfolkene i Ligestillings- og Socialministerierne:

Der er tilsyneladende stadig en kultur af feminisme, ligegyldighed overfor udsatte mænd og manglende respekt for Menneskerettighederne – for ikke at nævne det Ligeværdsprincip, som en af feminismens fremmeste forkæmpere, Mary Wollstonecraft, formulerede i sin vægtige A Vindication for Rights of Woman i 1792.

Ligeværd er der således tilsyneladende heller ikke meget at spore af i den slags feminisme, ministerierne har som kompas i sit arbejde med såkaldt ligestilling.

Hvad angår de angiveligt skræmte, ”forsmåede” mænd i Foreningen Far, så indgav foreningen d. 8. august 2023 en stævning mod netop Socialministeriet, på baggrund af problemerne med samværschikane (7).