Foreningen Klimarealisme`s konference fremtvinger unægteligt spørgsmålet: ”Hvad er situationen egentlig?”, for FNs Klimapanels (IPCC) beregninger er tilsyneladende ikke retvisende. I alle fald hvis man spørger konferencens hovedtaler, Marcel Crok, der netop er medforfatter til bogen The Frosen Climate Views of the IPCC  udgivet at den hollandsk tænketank Clintel.

Crok er hollandsk journalist, der har arbejdet med klima i en lang årrække ud fra ønsket om, at klimadebatten skal være ærlig og redelig. Rapporterne fra FNs klimapanel – som ligger til grund for både EU’s og mange medlemslandes klimapolitik – er alt andet end objektiv videnskabelig. Marcel Crok er særdeles skeptisk, og hans oplæg på Christiansborg illustrerede udmærket hvorfor:

For eksempel er det sandsynligvis sandt, når FNs Klimapanel påstår, at den materielle skade på grund af menneskeskabte er steget siden cirka år 1900 til nu i 2023 – men graden af skade er ikke steget.
Tværtimod viser en såkaldt ”normalisering” af tallene, at der ikke er kommet flere menneskeskabte naturkatastrofer, men at der er sket mere skade som følge af dem, fordi der er kommet betragteligt flere mennesker og mere velstand til gennem de sidste godt hundrede år.

Man kan således ikke konkludere, at stigningen i skade har anden årsag end, at der er blevet flere ting til, som kan blive ødelagt.

Dén slags perspektivering var konferensen særdeles rig på – der blev frembragt nuanceringer til debatten, som ellers ofte mangler. Foreningen Klimarealisme formåede således at undgå klimadebattens skyttegrave, hvor man enten er for eller imod, god eller ond, men insisterer i stedet på videnskabelig metode og journalistisk redelighed i debatten.

Klimavidenskab og Klimaøkonomi?

Netop den videnskabelige redelighed blev et kerneemne på Klimarealismes konference. Det blev for eksempel tydeligt i talernes præsentationer, hvor for eksempel cand.polit. Otto Brøns-Petersen, som er analysechef i den liberale tænketank CEPOS, gjorde sig tydeligt umage i sin sondring mellem klimavidenskab og klimaøkonomi. En sondring, der er god fornuft i at fastholde.

På den ene side foregår en rent naturvidenskabelig samtale, og på den anden en økonomisk samtale, som antager, at de naturvidenskabelige rammer for diskussionen er korrekte. Der er således tale om et hierarki, hvor naturvidenskabsmanden forholder sig til hvad som er og hvad som ikke er – og økonomen forholder sig til hvad der giver bedst mening at bruge dén viden til.

Nogen massiv stigning i menneskeskabte naturkatastrofer skal der altså ikke være tale om, hvis man antager at foreningen Klimarealismes dokumentation er sandfærdig. Meget er en forøget fokus på koncentreret omtale af vejr og den øgede kommunikation vi har nu. Statistisk set mangler der kausalitet for pressens påstande.
Men når der er klimaændringer og øget befolkning på kloden,  må økonomerne forsøge at give svar på hvordan vi bruger den tilgængelige viden bedst muligt.

CEPOS’ analyse er, at en del af de nuværende initiativer sandsynligvis ikke vil være meningsfulde eller effektive. Det er de facto planøkonomi og fejlpolitik, vi er på vej ud i sammen, via EU, ifølge CEPOS’s Otto Brøns-Petersen.

Blandt klimavidenskabsfolk bød konferencens talerstol på blandt andre astrofysiker ved DTU, Henrik Svensmark, som gjorde effektivt op med det ensidige sigte for CO2 i klimadebatten ved at uddybe Solens rolle – som han altså påpeger, spiller en rolle. Svensmark påstår dog aldrig i sit oplæg, at kun Solens stråling er afgørende for global opvarmning eller nedkøling – tværtimod. Naturvidenskabsmandens ærinde var tydeligvis blot at understrege, at det ikke bare er CO2, der betyder noget. Omvendt betegnes Svensmark af klimabeværelsen som en eksot, hvis resultater ikke støttes af andre! Men meget af hans arbejde er lavet i regi af CERN, som er en højtestimeret organisation for astrofysik – med mere…

”Metallisering” – er den grønne omstilling grøn?

I talerrækken på klimakonferencen var også iværksætter og investor Lars Tvede, som gav et andet perspektiv på klimaøkonomien. Som Tvede også har delt i Berlingske, skaber de såkaldt grønne løsninger nemlig nye udfordringer hurtigere end de løser de gamle.

En offshore vindmølle kræver cirka 15 gange så meget industrimetal (som brydes med “sort” energe) per energienhed som et gaskraftværk, slår Tvede fast (1). Han advarer om, at den grønne omstilling også er en ”metallisering”. Brugen af metaller, særligt de af sparsom forekomst, er nemlig et meget presserende problem i den grønne omstilling, ifølge Tvede.

Særligt kobber bliver problematisk, påstår investoren, fordi reserverne af dette vigtige metal er meget begrænsede i forhold til behovet – og særligt under en omstilling, som øger behovet.

Tvede anbefaler, at vi ikke låser os for meget fast på den næste teknologi, for eksempel sol- eller vindkraft, fordi vi derved risikerer at gå glip af den næst-næste teknologi. For eksempel fusionskraft, som der forskes intensint i. Desuden er de vedvarende energiformer alt for ustabile, Hvilket er en kendt sag og som Tvede på udmærket vis illustrerede på konferencen.

I øvrigt er det tankevækkende, at cirka 90% af verdens energi kommer fra noget vi brænder af.

Klimakonferencens program indeholdt også velkomster fra værten MF Pernille Vermund (NB) og henholdsvis den danske, norske og svenske formand for Klimarealisme, samt oplæg fra lektor i sociologi, Ralph Schoellhammer og professor emeritus Martin Hovland.

Konferencen nåede bredt rundt i klimadebatten, og formåede både at nuancere og berige samtalen med tunge kompetencer på området såvel som klare linjer mellem hvad som er politik, hvad som er økonomi og hvad som er naturvidenskab. En sondring, som klimadebatten i medierne ofte kan mangle.

Ligeledes var det positivt bemærkelsesværdigt, at konferencens talere generelt tog afstand fra både klimahysteri og decideret fornægtelse.