“Det er en helt gennemgribende forandring af vores samfund, vi står over for”, lyder den opsigtsvækkende melding fra klimaminister Dan Jørgensen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Mandag landede en ny rapport fra FN’s omstridte klimapanel IPCC.
Det er en rapport, som har fået klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) op i det røde felt.
Overfor TV2 udtrykker ministeren dyb bekymring over 3000 sider lange rapport.
Rapporten når bl.a. frem til, at temperaturstigningen på globalt plan i næste årti vil være på over 1,5 grader målt i forhold til år 1900.
Det betyder, at Dan Jørgensen og andre politikere kan få svært ved at leve op til de løfter, de har skrevet under på med Paris-aftalen.
Målsætningen i denne aftale, der blev indgået i 2015, er ellers at holde den globale temperaturstigning under 2 grader og at begrænse stigningen til 1,5 grader frem mod år 2100.
Derfor mener Dan Jørgensen nu, at der skal “drastiske midler” i brug for at nå målene i Paris-aftalen.
– Det korte svar er, at alle samfund helt grundlæggende skal forandres … det er en helt gennemgribende forandring af vores samfund, vi står over for, siger klimaministeren til TV2.
Ministeren peger bl.a. på, at vi bør ændre måden, vi producerer og forbruger energi på, måden vi producerer fødevarer på og måden, vi transporterer os på.
FN’s klimapanel udkommer med en rapport hvert syvende år. Rapporten er en vægtet sammenfatning af 14.000 internationale studier om klimaforandringer.