Køreskoleelever må væne sig med tålmodighed, fordi alle køre- og teoriprøver bliver indstillet foreløbigt frem til og med 7. februar.
Det oplyser Rigspolitiet fredag på Twitter.
Ved den nye dato vil der altså have været næsten to måneder, hvor ingen har kunnet tage kørekørt – med undtagelse af i storvognskategorien, hvor der stadig gennemføres prøver. Det er blandt andet busser og lastbiler.
Allerede 12. december oplyste politiet, at det ikke ville være muligt at få kørekørt til motorcykler eller biler resten af året på grund af coronasituationen i landet. Alle prøver var indstillet frem til 3. januar.
Siden er det blevet forlænget først til 17. januar og nu til 7. februar, som er samme dato, hvor en række andre restriktioner i øjeblikket står til at udløbe.
Teoriprøven er en teoretisk prøve, som eleverne skal bestå, før de kan få lov at tage kørekortet. Prøven tager cirka en halv time og tester elevernes viden inden for færdsel og trafik.
Man skal have gennemført 29 teorilektioner, før man må tage teoriprøven.
Derudover skal man have mindst 16 kørelektioner af 45 minutters varighed i køreskolens biler.
Både teori- og køreprøve afholdes ved ens lokale politis prøvested.
/ritzau/