Kommentator afgiver dom: Er Mette Frederiksens nye ministerrokade den rigtige beslutning?

Kommentator: Ministerrokade giver ro i Kulturministeriet
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mandagens ministerrokade giver god mening. Først og fremmest fordi den giver ro på bagsmækken, mener politisk kommentator Søs Marie Serup.

– Jeg tror, hun (Mette Frederiksen, red.) har flyttet Ane Halsboe- Jørgensen over i Kultur- og Kirkeministeriet, fordi hun simpelthen er en driftsikker minister.

– Hun er sikker, og det er det, hun har brug for i det ministerium lige nu. For der ligger nogle hårde forhandlinger foran, siger hun og henviser til de kommende forhandlinger om et medieforlig, der har været udskudt flere gange.

Mandag formiddag har der – efter Joy Mogensens exit som kultur- og kirkeminister søndag – været en mindre ministerrokade.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) overtager posten i Kultur- og Kirkeministeriet. I samme ombæring får politisk ordfører Jesper Petersen (S) Halsboe-Jørgensens post som uddannelses- og forskningsminister.

Jesper Petersen er et naturligt valg til Uddannelses- og Forskningsministeriet, blandt andet fordi han har været politisk ordfører, mener Søs Marie Serup

– En politisk ordfører er altid på listen over mulige ministerkandidater.

– Jesper Petersen er erfaren og driftsikker. Man skal ikke undervurdere, at når man har været politisk ordfører, er man ret godt inde i alle sager, siger hun.

Jesper Petersen bliver den ottende minister i Uddannelses- og Forskningsministeriet på ti år.

Søs Marie Serup mener desuden, at Uddannelses- og Forskningsministeriet er en god læreplads at få som sit første ministerium.

Hun ser ikke det, at Ane Halsboe Jørgensen rykker fra uddannelses- til kulturområdet, som en nedgradering. Tværtimod.

– Det er muligt at sætte en god socialdemokratisk dagsorden med både kultur- og kirkepolitik. Det må man have en formodning om, er under opsejling.

– Der er blandt andet lagt op til et stort opgør med techgiganterne, som er en profileret sag for regeringen. Dermed rykker ministeriet med dagsordnen op i hierarkiet, siger Søs Marie Serup.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?