Kritiske Licensbetalere genopstår: “Vi skal være den årvågne vagthund, der holder DR i ørerne”

“DR skal ikke være det monster, det er i dag”, lyder det fra Christian Bülow, der står i spidsen for det genoplivede Kritiske Licensbetalere. 

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Kritiske Licensbetalere, der blev stiftet af Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt tilbage i 2002, var i mange år en kritisk vagthund, der holdt skarpt øje med brugen af de mange milliarder i licenskroner, som det statsejede medie Danmarks Radio – DR – hvert år modtager fra skatteyderne. 

Nu bliver projektet igen vakt til live. Denne gang med Christian Bülow, der er næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom og Morten Messerschmidts kampagnechef, i spidsen. Bülow har før genoplivet Kritiske Licensbetalere. Det var i 2017, hvor han og bevægelsen efter egen vurdering havde en finger med i de 20 procents besparelser på DR, blev indført under de daværende medieforhandlinger. 

Til efteråret vil der igen være medieforhandlinger, og det er derfor, at Christian Bülow med en lille gruppe af ligesindede er ved at relancere Kritiske Licensbetalere. 

Hvorfor er der behov for kritik af DR netop nu? 

Bevægelsen er klar til endnu en omgang i manegen, og håber at kunne sætte et præg på de medieforhandlinger, der venter. 

– Der er egentlig tre gode grunde til, at vi genopstår netop nu, siger Christian Bülow i et interview med Indblik og fortsætter: 

– For det første er mange af de store ting, vi kæmpede igennem omkring medieforliget i 2017 blevet rullet tilbage. F.eks. besparelserne på 20 procent, som blev tilbagerullet, da der kom en ny regering. 

– Den anden grund er, at der snart er et nyt medieforlig, der skal landes, og her er der behov for en kritisk, god debat om den mastodont, som DR er. 

– Og så er der en tredje grund: lige om lidt vil licensen køre over skatten. Derfor kunne man godt være bange for, at den almindelige borger glemmer, at han betale licens – nu bare over skatten. Derfor skal folk mindes om, at de stadig betaler til DR. Det er her, vi kommer ind, fortæller Christian Bülow. 

Kritiske Licensbetalere: DR skal beskæres med to-tredjedele 

Og hvad vil Kritiske Licensbetalere så konkret forsøge at opnå? Christian Bülow fortæller, at bevægelsens ønske er at DR beskæres med to-tredjedele. 

Han mener, at der er behov for et statsligt medie i Danmark, og at et sådant medie især skal have dansk kultur og historie i højsædet. 

– Der er behov for at have en spiller på markedet, men det skal ikke være en mastodont. DR skal ikke være det monster, det er i dag, siger Christian Bülow. 

Men, lyder det fra Kritiske Licensbetaleres frontfigur, der skal leveres ordentlig public service. 

– DR skal ikke lave reality, men unikt kvalitetsindhold. Vi vil have et mere strømlinet DR, der levere mere kvalitet i stedet for kvantitet. Og det kan sagtens lade sig gøre for de 1,3 milliarder kroner, der vil være tilovers efter de besparelser, vi foreslår. 

“Vi skal være den årvågne vagthund” 

Christian Bülow ser gerne, at Kritiske Licensbetalere arbejder på flere fronter for at holde øje med DR og det statsejede medies brug af skattekroner.

Både kampagner, møder mede politikere, brug af sociale medier og en tilstedeværelse i det almindelige mediebilledet bliver en del af den kommende tids arbejde, siger han. – Når DR laver horrible programsatsninger, skal vi være der. Vi skal være den årvågne vagthund, der holder DR i ørerne. 

Christian Bülow understreger, at selvom Kritiske Licensbetalere er startet af en DF’er og nu altså genoplivet igen af en DF’er, er alle velkomne. 

Danmarks Radio modtog i 2020 3.852 millioner skattekroner.

[adning id="17957"]

Fik du læst?