[vc_row][vc_column][vc_column_text]Kvindekampen er vundet. Nu er resten et spørgsmål om at arbejde, skriver Allan Holm Nielsen i dette debatindlæg.
Af Allan Holm Nielsen, stifter af tænketanken Growz
Her på kvindernes kampdag raser den sædvanlige ”kvinder får mindre i løn end mænd” debat. Og det er efterhånden ved at være noget trættende at høre på for os mænd.
Ideen om at kvinder generisk er tvunget ud i job med lavere løn er tilbagevist igen og igen.
De primære forklarende faktorer mht. de lønforskelle man oplever, er følgende:
- Kvinder vælger langt oftere deltidsarbejde end mænd.
- Kvinder holder lang barsel og tager størstedelen af barselsorloven.
- Kvinder vælger mindre nedslidende og risikofyldte job end mænd.
- Kvinder vælger langt sjældnere at skifte job for at få mere i løn.
Den sidste faktor alene forklarer faktisk størstedelen – det blev allerede fastslået i 2011 af en gruppe forskere fra Aarhus Universitet, støttet af Det Frie Forskningsråd.
Tilsvarende viste en undersøgelse af VIVE i 2020, at den reelle lønforskel imellem mænd og kvinder, når der korrigeres for diverse forklarende faktorer, er højest 2 procent. Ikke 14 procent som den rå sammenligning indbyder til at tro.
Dette er ellers et tal, som bl.a. Enhedslistens Pernille Skipper ynder at hive frem, f.eks. i en Facebook-video i dagens anledning.
Så kære kvinder: tillykke med sejren. Brug jeres kampdag til at fejre, at I faktisk har opnået ligeløn.
Om I vælger at arbejde lige så meget som mændene, vælger at tage lige så store karriere-risici og oftere skifter job for at få mere i løn, er ude af vores hænder. Det er jeres eget valg. Lige som det bør være.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]